Jens Chr. Grøndahl: Europa har brug for en fortælling om følelser

Mens vi bevæger os gennem Hofburgs pragt, falder det mig ind, at det gamle Østrig-Ungarn er et glemt eksempel på, at man kan være samfund og dog indbyrdes forskellige på samme tid.

På den ene side hører det med til historien, at kejserriget også var frontlinje mod de truende osmanner. På den anden side hører det lige så meget med, at landet under Den Kolde Krig tog imod et utal af flygtninge og lod dem sætte deres præg.

Åbenheden synes at være en del af selvforståelsen, på gadeplan i form af en charmerende gæstfrihed. "Grüß Gott," siger man til den fremmede, og det er ikke ment som en opfordring. Det er faktisk en velsignelse.

Præsident Van der Bellen gør flittigt notater, mens vi forfattere på skift holder hver sin lille tale for det indbudte publikum. Italieneren Paolo Rumiz konstaterer til indledning, at folk har det med at gabe, når politikerne giver sig til at tale om Europa. Han beklager, at EU har forsømt at gribe 100-året for Første Verdenskrigs ophør som anledning til en fælles europæisk besindelse på krigens tragedie.

Paolo Rumiz' eget bud på en europæisk fortælling er en veritabel novelle. Han forestiller sig, at han og hans barnebarn rejser hen over kontinentet og oplever landskaberne, farverne og duftene.

Mens vi lytter til ham, bliver vi mindet om det eventyrlige ved at leve i en verdensdel, hvor man blot ved at bevæge sig nogle hundrede kilometer kan høre et nyt sprog, indånde en anden atmosfære, opleve en anderledes version af de kulturelle temaer, som vi europæere har til fælles.

Da vi senere på aftenen spiser middag på en restaurant, viser han mig et videoklip på sin telefon med fire georgiske mænd, der sidder i undertrøjer omkring et køkkenbord og synger flerstemmigt. De ligner fabriksarbejdere, og de synger som engle.

Næste forfatter er Jonathan Coe. Han indleder lakonisk med nærmest at undskylde sin tilstedeværelse. Han ved heller ikke, om han er den rette til at formulere en europæisk fortælling, men han kan fortælle, hvordan han oplever Brexit.

Han er deprimeret. Brexit udtrykker ifølge hans udlægning først og fremmest briternes lede ved deres egne politikere. Vreden over de uddybede klasseforskelle og følelsen af at være blevet hægtet af fik afløb i et nej til Europa baseret på fordomme og løgne.

Det er ironisk, fortsætter Coe, for når Brexit en dag er effektueret, vil den demografiske udvikling have undergravet afstemningsresultatet. De unge stemte for at blive i EU, og til den tid vil de være i flertal.

Østrigeren Robert Menasse mener slet ikke, at Europa har brug for nogen ny fortælling. Hvis man ikke har nok i, at det økonomiske samarbejde har ført til et politisk projekt med menneskerettighederne som grundlag, så har man et problem med sin historiske dannelse.

Menasse advarer imod at lytte til dem, der først boykotter EU-samarbejdet og derpå gør Unionen til syndebuk for alle problemer. De senere års besindelse på nationalstaten er vælgerbedrag, siger han, for vores problemer er globale, og i Bruxelles vrimler det med lobbyister, der hellere end gerne vil stikke en kæp i hjulet på samarbejdet. Men splittelse gavner kun de multinationale koncerner.

I sin skepsis over for efterlysningen af et europæisk "narrativ" med følelsesmæssig genklang fremmaner han Bill Clintons berømte diktum: "It's the economy, stupid!"

Under den efterfølgende paneldiskussion indvender jeg, at problemet med økonomien er, at den i sig selv er dum. Aktiemarkederne og de internationale konjunkturer agerer som naturkræfter, uforstyrret af nogen indgribende intelligens eller vilje.

Vi bliver enige om, at det europæiske samarbejdes økonomiske aspekt ikke blot må suppleres med en kulturel og historisk bevidsthed. Der må også være en social dimension, så de borgere, der er mest sårbare over for globaliseringen, kan føle grund til at se en beskyttelse i EU og ikke en trussel.

I mit eget indlæg griber jeg tilbage til den græske mytologi. Dens fælles reservoir af fortællinger har siden Antikken inspireret os europæere, når vi skulle fortolke tilværelsens udfordringer og hamle op med dem. Jeg erindrer om, at Europa ifølge sagnet har navn efter en prinsesse fra Lilleasien, som Zeus bortførte og forgreb sig på i skikkelse af en tyr.

Vores fælles historie begynder altså med eksil og voldtægt. Det er tankevækkende i en tid med MeToo og strømme af desperate mennesker på flugt fra krig og fattigdom. Jeg sammenligner med Odysseus, der i årevis forsøgte at nå hjem til Ithaka og undervejs erfarede, hvad det vil sige at være fremmed, overladt til andres gæstfrihed og indlevelse.

Vores tidligste europæiske fortællinger handler ikke som en senere tids nationale myter om identitet og "rødder". De beretter om møder mellem mennesker på kryds og tværs af Middelhavets mangfoldige kulturverden. Om at genkende mennesket i mennesker, der ikke ligner én selv.

Den spanske forfatter Marta Sanz får det sidste ord. Hun ser i os forfattere en truet art, omgivet, som vi er, af en mediekultur, der favoriserer overfladiskhed og opportunisme.

Men litteraturen har stadig en rolle at spille, mener hun. Den kan oplyse samfundets døde vinkler. Den viser os, at det personlige også er politisk, ved at lade de små ting afspejle de store.

En europæisk fortælling? Aftenens taler og den efterfølgende diskussion vidner endnu engang om, at navnet Europa dækker over mange og indbyrdes forskellige, men også overlappende historier.

I den politiske hverdag kan flertydigheden forveksles med svaghed, men kulturelt er den vores styrke sammenlignet med resten af verden, hvor landområder, som er større end Europa, domineres af det samme sprog, den samme mentalitet.

Kan Europas kulturelle rigdom oversættes til politisk handlekraft? Det kræver politikere med ballast og udsyn, politikere som den østrigske forbundspræsident. Takket være Alexander Van der Bellen fik vi for en aften lov at opleve den europæiske samtale som andet end særinteressernes balkanisering.

Ægte samtale fordrer åbenhed, og det samme gør erkendelsen af mangfoldighed som en værdi i sig selv. Åbenhed over for det ukendte. At møde fremtiden med tillid frem for frygt.

Da jeg senere læser om Heldenplatz, slår det mig, at stedet var velegnet for en samtale med åben ende. Pladsen blev anlagt under kejser Franz Joseph Den Første i forbindelse med en udvidelse af Hofburg. Det var meningen, at den skulle forbinde to symmetriske bygninger, men kun den ene nåede at blive opført, før Første Verdenskrig brød ud.

Jeg synes, den manglende symmetri er et godt billede. En fortælling om Europa må forbinde erindringen om forliste imperier med et klart blik for de drømme, vi mangler at indfri.

-----

En udvidet version af Jens Christian Grøndahls tale på Hofburg i Wien kan læses i det nye nummer af Altingets Magasin.

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.