Kristian Thorup: Vi er hunderædde for at videreudvikle velfærdssamfundet

Af Kristian Thorup
Forfatter og cand.soc. i filosofi

Siden den nye regering under ledelse af Mette Frederiksen trådte til i juni, har vi set en række spirende tegn på, at vi måske går en ny tid i møde: Den nye regering har blandt andet fremlagt mål om at løfte velfærden, satse mere på almene boliger, hæve pensionen for nedslidte og gøre op med den opslidende konkurrencekultur i ungdommen.

Vigtigst af alt er den ambitiøse melding om at ville reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent fra niveauet i 1990 og den åbne indrømmelse af, at vi endnu ikke ved, hvordan en sådan ambition kan lade sig realisere.

70-procents-målsætningen er udtryk for, at den politiske vision efter årtier har gjort sin genkomst i dansk politik, da denne målsætning legemliggør selve definitionen på en virkelig politisk vision – at sætte et mål, man endnu ikke har midlerne til at realisere.

Mens vi i vor tid høster frugterne af vores forfædres storslåede eksperiment med velfærdssamfundet, er vi på paradoksal vis i mellemtiden blevet hunderæd for yderligere eksperimenter.

Kristian Thorup

Den slags politiske visioner havde vi ellers vænnet os til hørte hjemme i det 20. århundrede, hvor store idealer og målsætninger blev sat for fremtiden, og der fortsat eksisterede en følelse af, at fremskridt og fundamentale forbedringer af vores samfundsmodel var en reel mulighed.

Det nye flertals vision på klimaområdet bør bestemt møde anerkendelse, og måske bør den tilmeld bruges som målestok for det politiske mod og den ditto idealisme, vi kan drømme om at se på andre politiske områder.

Et plaster på såret er ikke nok
Selvom der er mange progressive toner fra den nye regering, er der nemlig ingen andre politikområder, der er præget af samme grad af visioner og idealisme som klimamålet.

Eksempelvis er der enighed om, at regeringens nye kommuneaftale i bedste fald vil medføre et marginalt løft af velfærden i kommunerne og mestendels blot har til formål at holde trit med den demografiske udvikling i samfundet og gøre op med de udpinende toprocentsbesparelser, der har hærget den offentlige sektor i årevis.

Et andet eksempel er de nye ydelser til fattige børnefamilier, som er en håndsrækning, men stadig giver dem et lavere rådighedsbeløb end før kontanthjælpsloftsreformen fra 2016.

Selvom det er svært som venstreorienteret at være rigtigt utilfreds med disse løft for velfærdet, er aftalerne symptomatiske for venstrefløjens politik de seneste årtier: Højrefløjen skærer ned på velfærden, og venstrefløjens politik består i kun delvist at rette op på nedskæringerne. Med andre ord reducerer venstrefløjen sig til et plaster på såret i stedet for at rulle ærmerne op og sætte sine egne visioner.

"Kampen om velfærden" er i alt for høj grad blevet et institutionaliseret tovtrækkeri, hvor højrefløjen trækker lidt i den ene retning, og venstrefløjen lidt i den anden.

Frem for at fortabe sig i denne træge logik, som har reduceret velfærdsstaten til et spørgsmål om at skrue lidt på nogle enkelte knapper i kontrolpanelet, er der brug for på ny at genetablere et større udsyn for, hvor velfærdsstaten overhovedet skal bevæge sig hen, og hvordan dens forsatte udvikling bør være et spørgsmål om overordnede visioner i stedet for teknokratiske detaljer.

Velfærdsstaten som radikal idé
I 1970'erne blev der i både Socialdemokratiet og fagbevægelsen slået et slag for idéen om økonomisk demokrati (ØD) – at lønmodtagerne i stigende grad skulle blive medejere af de virksomheder, de arbejdede på, og derigennem også få demokratisk medindflydelse på virksomhedernes strategi og ledelse.

Denne idé, som kunne betragtes som en naturlig videreudvikling af velfærdssamfundets idé, angreb en af grundstrukturerne i den kapitalistiske økonomi, nemlig ejerskabet til produktionsmidlerne, og anviste dermed en mulig vej for en radikal videreførelse af kampen for lighed og demokrati.

ØD blev aldrig en realitet (selvom nogle folk i dag er begyndt at tage tanken op igen), men bør stå som et ledende eksempel på, hvordan man tidligere har forsøgt at realisere velfærdssamfundets grundlæggende idé på radikale nye måder, frem for blot at skrue lidt på forholdene for de eksisterende ordninger.

Det er for mange mennesker en glemt kendsgerning, at den form for velfærdssamfund, vi i dag tager for givet, i begyndelsen af det 20. århundrede fremstod som en ekstremt radikal idé og en egentlig omkalfatring af mange af de fundamentale strukturer i den tids langt mere brutale og ulige samfund.

Velfærdsstaten tager sig ud som en blød, ufarlig samfundsmodel, og dens radikale ophav er blevet glemt.

Mens vi i vor tid høster frugterne af vores forfædres storslåede eksperiment med velfærdssamfundet, er vi på paradoksal vis i mellemtiden blevet hunderæd for yderligere eksperimenter.

Nogle vil hævde, at frygten for eksperimenter stammer fra det 20. århundredes totalitære rædselsregimer. En anden forklaring kunne være, at vores enorme velstand og tryghed er endt med at blive en lænke om benet på os, da vi er tynget af en vedvarende frygt for at miste den igen.

Der synes i vor tid at herske en kronisk taberstemning i Danmark, uanset om vi er midt i et økonomisk opsving eller i en krise. Enten er vi lige på nippet til at miste vores velstand, eller også er vi allerede i gang. Aldrig føler vi os på toppen.