Lars Olsen: Folkelig mobilisering er afgørende for centrum-venstres succes

DEBAT: Regeringens og støttepartiernes forståelsespapir er rigt på gode og udgiftskrævende tiltag, men fattigt på "nye penge". Det skal løses ved stærkere folkelig mobilisering for sociale fremskridt og den omfordeling, der kan finansiere dem, skriver Lars Olsen.

Af Lars Olsen
Forfatter, journalist og foredragsholder

Centrum-venstre har i årevis lidt af en kronisk lidelse: Vi svælger i vores nederlag, men går let hen over sejre og muligheder. Det må ikke ske denne gang. Valget 5. juni var en rød-grøn sejr, der fortjener langt større eftertanke.

Folketingsvalget var det mest overbevisende politiske knockout siden Anders Fogh Rasmussens "systemskifte" i 2001 – blot med modsat fortegn. Og det kan åbne for et venstreorienteret tiår, ligesom Foghs systemskifte indvarslede lang tids liberal hegemoni.

Borgerlig metaltræthed var en del af bagtæppet, det samme var klimaspørgsmålets mobilisering – især blandt unge. Nok så afgørende var imidlertid to temaer, der griber dybt ind i brede samfundsgruppers hverdag:

S-udspillet om tidlig folkepension flyttede tusindvis af faglærte og ufaglærte, der ikke kan se sig selv arbejde til 68 eller 70 år; ifølge Altingets analyser blev Socialdemokratiet igen Danmarks store arbejderparti.

Læg dertil debatten om minimumsnormeringer med SF som primus motor. Den adresserede tusindvis af forældres bekymring for kvaliteten i daginstitutionerne og gjorde "velfærd eller skattelettelser" til hverdagspolitik.

Det sidste er vigtigt. Al for meget politik foregår omkring boblen i postnummeret 1240 K, i et kredsløb af politikere, mediefolk og eksperter. Med ét handlede politik hverken om politisk proces, symbolpolitik eller små marginalgrupper, men om brede samfundsgruppers levevilkår og hverdag.

Forandringer skal genskabe tillid
Folketingsvalget etablerede en folkelig koalition mellem storbyernes progressive middelklasse og nye grupper af arbejdervælgere og folk udenfor de store byer. Denne koalition skal fastholdes og udbygges.

Centrum-venstre skal – for at citere en forhenværende LO-formand – "flytte hegnspæle". Ved valget om fire år skal det brede lag kunne se, at konkrete fremskridt i i hverdagen er gennemført eller på vej.

Socialdemokratiet og venstrefløjen må forenes om strukturelle samfundsforandringer, som genskaber folkelig tillid til politik og vanskeligt lader sig rulle tilbage af et nyt flertal.

I de seneste årtier har centrum-venstre haft basis i den progressive storby-middelklasse, typisk ansatte i det offentlige eller i kultur-/oplevelsesbranchen. De kan allerede glæde sig over, at "forståelsespapiret" knæsætter verdens mest ambitiøse klimamål, og at undervisningsministeren indvarsler et opgør med skolens test- og præstationskultur.

Nye sociale rettigheder
Nok så afgørende bliver de nye vælgergrupper blandt arbejdere og folk i provinsen, der ved valget vendte tilbage til Socialdemokratiet og i et vist omfang SF. Det er afgørende at virkeliggøre en tidlig folkepension for folk med mange år på arbejdsmarkedet. Samtidig skal der de næste fire år skabes nye synlige sociale rettigheder:

De sygemeldte skal ikke kastes rundt i endeløse forløb på jobcentrene. Borgerne skal have rettigheder overfor systemet, for eksempel at folk med mikroskopisk arbejdsevne får ret til selv at afgøre, om de vil have ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Glimrende beskrevet af 64 faglige organisationer i Værdig Reform.

Der bør indføres en ret til "voksen-SU", så folk efter 10-20 år på arbejdsmarkedet kan tage en uddannelse på 120 procent dagpenge (fra ufaglært til faglært, fra faglært til videreuddannet). Mor i parcelhuset har andre behov end den 21-årige på SU. Pengene kan skaffes ved at begrænse optaget på de ganske mange akademiske uddannelser, hvor nyuddannede ikke kan finde job indenfor deres fag.

Klassesamfundet 2.0 handler også om geografi. Uddannelserne skal decentraliseres, så der åbnes flere erhvervsuddannelser og professionsuddannelser udenfor de store byer. Samtidig skal vi have bedre kommunal udligning mellem det rige hovedstadsområde og provinskommuner, der kæmper med udgiftstunge sociale problemer. Indrømmet: Det sidste er en bøvlet – men uomgængelig – opgave.

Brug for folkelig mobilisering
Et folkeligt centrum-venstre står over  for flere politiske forhindringer. Forståelsespapiret er rigt på gode og udgiftskrævende tiltag, men fattigt på "nye penge". Det skyldes grundlæggende uenighed om økonomi og fordelingspolitik.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten vil på forskellig vis beskatte de velstillede, mens Radikale stadig hænger fast i Løkke- og Thorning-årenes mantra om "øget arbejdsudbud".

På nogle områder skal S og venstrefløjen formentlig finde flertallet med Dansk Folkeparti, og frem for alt: Ved stærkere folkelig mobilisering for sociale fremskridt og den omfordeling, der kan finansiere dem.

Også Socialdemokratiet og venstrefløjen må finde nye roller. S-ministrene må holde fokus på de afgørende strukturelle samfundsforandringer, når hverdagens massive pres for systemkonform politik sætter ind: Et overvejende borgerligt embedsapparat. Mediernes enkeltsager. Lobbyisternes tæppebombardement. Hvis nogle tvivler på systemkonformitetens styrke, så husk lige Thorning og Corydon!

SF og Enhedslisten må ligeledes op af skyttegravene. Det er ikke nok at pukke på S, I må selv bidrage med realiserbare ideer og nødvendige kompromiser – og frem for alt: folkelig mobilisering. Det samme må fagbevægelsen, men det er nok en anden historie.

Det er nu, centrum-venstre har mulighederne; spørgsmålet er, om vi formår at gribe dem.

Forrige artikel Naturvejleder: Vi kan ikke målrettet dyrke os til biodiversitet Naturvejleder: Vi kan ikke målrettet dyrke os til biodiversitet Næste artikel Forsker: Googles indtog i folkeskolen er et problem for børns rettigheder Forsker: Googles indtog i folkeskolen er et problem for børns rettigheder
Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

INTERVIEW: Nye tal viser, at danske skolebørn fortsat er europamestre i druk. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ønsker et opgør med en usund alkoholkultur. Højere afgifter og aldersgrænser virker, men det er op til politikerne, hvilke værktøjer der skal i brug, siger han.