Per Michael Jespersen: De røde kan stå over for en ny guldalder

Af Per Michael Jespersen
Direktør for tænketanken Cevea

"Det gør sgu ingen forskel, hvem der sidder på regeringsmagten i det her land. Politikken er jo den samme."

Den sætning hører man tit, og den er desværre ikke grebet ud af luften. For i næsten to årtier har borgerlige og socialdemokratiske regeringer, uanset om regeringschefen har heddet Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, abonneret på den samme økonomiske tænkning.

Velfærdsmodellen er blevet trimmet og reformeret i ét væk, og de færreste politikere har tænkt stort og i at videreudvikle vores samfundsmodel.

I årtier har såvel blå og røde regeringer insisteret på velfærdsreformer, der skulle øge udbuddet af arbejdskraft med pisk til lavtlønnede og gulerod til højtlønnede. Det er slut.

Per Michael Jespersen
Direktør i Cevea

Men med den nye socialdemokratiske regerings udmeldinger og det forståelsespapir, der sætter retningen for centrum-venstre-alliancen, er der mulighed for et gennembrud for en ny og anderledes tænkning. Et paradigmeskift a la dét, som Nyrup og Lykketoft formåede at slå igennem med i 1990'erne. Men med en ny og anden retning.

Slut med insisteren på velfærdsreformer
Jeg vil påstå, at danmarkshistorien vil kunne tage en drejning – fra årtiers markedstilpasning af velfærdsmodellen til videreudviklingen af den. Fra bogholderlogik til visionær politisk tænkning.

Især er det opsigtsvækkende, hvordan hot-or-not-listen er vendt på hovedet, når det gælder synet på den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien.

I årtier har såvel blå og røde regeringer insisteret på velfærdsreformer, der skulle øge udbuddet af arbejdskraft med pisk til lavtlønnede og gulerod til højtlønnede. Det er slut.

Det er også slut med at tro blindt på konkurrencestaten. Med at insistere på nødvendighedens politik. Med grønthøsterbesparelser. Og med new public management til at styre den offentlige sektor.

Offentlig sektor i offensiv rolle
Til gengæld er det interessant at notere sig, hvilke nye greb regeringen og dens parlamentariske bagland ser som vejen frem for den danske velfærdsmodel.

Regeringen taler om, at vi skal satse på uddannelse og på at opkvalificere arbejdskraften til de nye krav på arbejdsmarkedet. Om at vi skal forbedre et arbejdsmiljø, der slider mennesker ned. Om at mennesker, der allerede er slidt ned, skal kunne trække sig tilbage eller tilbydes efteruddannelse.  

Om at vi skal ændre på de økonomiske regnemodeller, så de medtænker miljøet og klimaet og afledte positive konsekvenser af offentlige investeringer. Om at bruge flere penge på velfærd. Om igen at omfordele ved at lade de rigeste betale mere i skat.

Og om at vi skal investere i mennesker og især i børn, ikke kun af åbenlyse humanistiske årsager, men også fordi det økonomisk set er den mest rentable investering, et samfund kan foretage sig. Velfærdsstatens nye Apollo-projekt, taler socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil ligefrem om.  

Alt i alt er den offentlige sektor og begavet regulering tiltænkt en langt mere offensiv rolle i den nye centrum-venstre-strategi, end vi har set i mange, mange år.

Nye toner på klima- og boligområdet
Det gælder i ekstrem grad også den nye og dybt ambitiøse klimaomstilling, som de færreste havde set komme. Nu skal der føres politik og reguleres begavet og socialt retfærdigt på klimaområdet.   

Det skal der også på boligområdet, som i årtier har været overladt til rå markedskræfter, men hvor regeringens ambition nu er at holde liv i de socialt blandede boligområder og skoler, som er afgørende for den stærke sociale sammenhængskraft i Danmark.

Som jeg ser det, har de nye ideer potentialet til at kunne folde sig ud som et flot og visionært politisk projekt, der kan bane vejen for en ny guldalder for centrum-venstre. Og jeg noterer mig, at Danmark næppe nogensinde har haft en regering, der tænker så ens og er så idépolitisk fokuseret som den, vi har nu. Hele fem ministre har skrevet idépolitiske bøger i de senere år.  

Vil paradigmeskiftet lykkes? Forhåbentlig. Men selvfølgelig er der udfordringer.