Pelle Dragsted: Partiegoisme må ikke spænde ben for centrum-venstre

Det nye politiske flertal i Folketinget har fået noget af en drømmestart. Først et stærkt mandat fra vælgerne efter en valgkamp med fokus på klima og velfærd. Så succesen med at lande et forståelsespapir, der sætter rammerne for det fremtidige samarbejde.

Siden er sommeren brugt på at virkeliggøre en række af de mindre, men populære løfter, som partierne gik til valg på. En undskyldning til Godhavndrengene. En afskaffelse af de rigide fraværsregler i gymnasierne. Nye bevillinger til uddannelser og afskaffelse af ghetto-prædikatet. Og i skrivende stund forhandles der om et økonomisk løft til de allerfattigste familier.

Og som om det ikke var nok, står man over for en opposition i noget, der ligner total indre opløsning. Med stærke konflikter både internt i og på tværs af partierne. Hvis man har svært ved at få armene ned hos Socialdemokratiet og støttepartierne, er det helt forståeligt.

Men om centrum-venstre-blokken formår at udnytte de unikke muligheder, er der overhovedet ingen garanti for. Selv de bedste forudsætninger kan spoleres. Det er faktisk ikke spor svært.

Hvis alle sætter egen positionering og eget parti foran hensynet til det fælles, så vil konsekvensen være det samme, som den var for højrefløjen: at det bliver svært at føre politik. At muligheder forpasses.

Pelle Dragsted

Det viser de sidste fire års erfaringer i den anden side af det politiske spektrum med al tydelighed. Mistillid, ultimative krav, trusler og gensidige ydmygelser var dagens orden. Særligt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sled hinanden ned i en konstant magtkamp, hvor den andens nederlag næsten syntes vigtigere end egne politiske resultater.

Partierne i den nye regeringsblok står således med et valg. De kan hårdt trukket op vælge en af to veje.

De kan vælge at bygge videre på det relativt tillidsfulde forhold, som blev skabt i forbindelse med forhandlingerne om forståelsespapiret. Hvor man bøjede sig mod hinanden, men også respekterede de andre partiers smertegrænser. Fokusere på den store fællesmængde, som på trods af mange uenigheder rent faktisk er til stede mellem partierne.

Forståelsespapiret indeholder omfattende målsætninger og en lang række konkrete tiltag, som partierne sagtens kan bruge de kommende år på at indfri. Ikke mindst på klima- og miljø-området. Men også når det gælder for eksempel velfærd og uddannelse.

Men de kan også vælge at genopføre det parlamentariske cirkus, som højrefløjen har leveret de sidste fire år – blot med Enhedslisten, SF og De Radikale i rollerne som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Med konstante gensidige benspænd, positionering og ydmygelser. Og slet skjult skadefro, når den anden part presses ud i ringhjørnet. Det ville være det nemmeste i verden.

Selvfølgelig vil der være politiske konflikter og magtkampe. Det er helt naturligt. Der er ret langt fra Radikale til Enhedslisten – ikke mindst på den økonomiske politik. Og selvfølgelig skal hvert parti kæmpe for sin politik.

Men hvis alle sætter egen positionering og eget parti foran hensynet til det fælles, så vil konsekvensen være det samme, som den var for højrefløjen: at det bliver svært at føre politik. At muligheder forpasses.

Det vil være et svigt over for de vælgere, der har sat deres lid til det nye flertal. Det gælder ikke mindst på klimaområdet, hvor tiden er så knap, og konsekvenserne så alvorlige, at der simpelthen ikke er plads til partitaktisk egoisme.

Det seneste valgresultat tyder da også på, at der er vælgertæsk i vente til de partier, der opfattes som konfliktmagere, som overspiller deres kort eller fremstår magtarrogante. Også af den grund bør partierne tænke sig godt om.

Hele forudsætningen for et velfungerende samarbejde er dog, at Socialdemokratiet overholder ånden og aftalerne i det mandat, som er givet med forståelsespapiret.

Hvis Socialdemokratiet igen svigter løfterne og drejer til højre ligesom under Thorning, eller hvis partiet optræder med samme arrogance og mangel på respekt over for sine støttepartier som sidst, så vil det uden tvivl blive starten på slutningen for Mette Frederiksens regering.

Enhedslisten har for længst gjort op med sig selv, at partiet hellere vil have et nyvalg end en gentagelse af Thorning-tiden. Det bør socialdemokraterne skrive sig bag øret. Og det gælder ikke mindst, hvis Danmark, som meget tyder på, er på vej mod en ny økonomisk afmatning.

Flere socialdemokrater – også blandt Mette Frederiksens nærmeste – har forsvaret Thornings reformer med, at der var tale om en økonomisk krisetid. Men det argument er helt skævt og vil forhåbentlig prelle af på regeringens venstreorienterede støttepartier som vand på en gås.

For netop i økonomiske krisetider er det mere afgørende end nogensinde, at en centrum-venstre-regering står på almindelige lønmodtageres side og forsvarer den sociale tryghed.

Hvis man skulle være i tvivl, kan man se ud over Europa, hvor socialdemokratiske partier overalt ligger underdrejet efter at have stået i spidsen for en asocial krisepolitik, der holdt hånden under bankerne, mens almindelige mennesker betalte prisen. 

Mette, Pernille, Pia og Morten står med store muligheder. Spørgsmålet er, om de formår at bruge dem.

-----

Pelle Dragsted (f. 1975) er forhenværende MF for Enhedslisten og har tidligere været presseansvarlig og politisk rådgiver, også i Enhedslisten.