Christian Friis Bach: Hvad vil regeringen egentlig med verden?

DEBAT: Der er gode takter i forhold til udenrigspolitikken i regeringens og støttepartiernes forståelsespapir, men alligevel er det svært at læse sig frem til, hvad regeringen vil med verdensmålene, menneskerettighederne og finansieringen af udviklingspolitikken.

Danmark har fået en ny regering. Men har vi fået en ny udenrigspolitik? Det vides ikke helt. En læsning af det forståelsespapir, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister, hjælper ikke meget.

Danmark vil "påtage sig et aktivt, forpligtende og engageret internationalt ansvar". Vi skal hjælpe mere og flere mennesker i nød, respektere konventionerne og arbejde aktivt for verdensmålene.

Danmark skal være førende internationalt på klimaområdet, politikken i EU skal være mere progressiv, og der skal i EU være et historisk løft af særligt Afrika. Schengen-reglerne revideres.

Det er gode visioner. Men kan vi komme det lidt nærmere?

Tag verdensmålene. Det er den mest visionære og ambitiøse plan for verden, der nogensinde er lavet. Og det er ikke en plan for verdens fattige lande. Det er en plan for alle lande, også Danmark. Det er en plan, der netop skal skabe sammenhæng og synergi mellem det, vi gør i Danmark, og det, vi gør i verden.

De mål er nævnt én eneste gang i forståelsespapiret i forbindelse med udenrigspolitikken. Det er ikke godt nok. Her er den nye regering langt mindre ambitiøs end den gamle.

Kristian Jensen, der altid bar en verdensmålspin i reversen, kommer til sammenligning til at minde om en klon mellem Nelson Mandela og Mogens Lykketoft. Han gjorde som både udenrigsminister og finansminister verdensmålene til helt centrale for Danmark. Tak for det. Ny lovgivning skulle vurderes på effekten for verdensmålene. Der blev udarbejdet indikatorer og målemetoder.

At indfri verdensmålene både ude og hjemme og bruge dem overalt – fra indenrigspolitik og udenrigspolitik til sikkerhedspolitik og handelspolitik – bør være en central prioritet for det nye centrum-venstre, som regeringen står i spidsen for.

Tag finansieringen. Mette Frederiksen lancerede, at der skal være en Marshall-plan for Afrika. Forståelsespapiret anfører, at "klimabistand skal stå centralt i en ny udviklingspolitisk strategi".

Og den nye udviklingsminister Rasmus Prehn har siden udtalt, at Danmark fortsat skal give mindst 0,7 procent i udviklingsbistand til verdens lande for at leve op til FN's målsætning.

Problemet er, at så går regnestykket ikke op, medmindre der bliver lavet kreativ bogføring på niveau med det, Britta Nielsen præsterede i Socialstyrelsen for at få pengene til at passe i regnskabet.

Klimabistanden skal nemlig, har Danmark lovet helt tilbage til klimatopmødet i København, være "ny og additionel", og der skal samlet ydes 100 milliarder amerikanske dollar fra 2020. En fair andel af det beløb for Danmark vil være fem milliarder kroner.

Men udviklingsbistanden er i dag historisk lav – kun 0,72 procent. Der er med andre ord, hvis vi skal give 0,7 procent til at bekæmpe fattigdommen i verden, kun 0,02 procent til klimaindsatsen eller 450 millioner kroner. Det kommer vi ikke langt med. Og vi lever ikke op Paris-aftalen, som der står i forståelsespapiret, at vi skal.

Regnestykket bliver endnu vanskeligere, da en stor del af udviklingsbistanden allerede i dag går til andre globale udfordringer, der direkte gavner Danmark, som sikkerhed, eksportfremme, investeringer og modtagelsen af flygtninge. De penge bør rettelig tages ud af den fattigdomsbaserede bistand og medregnes i en global ramme, som vi gjorde det i den S-regering, jeg var en del af.

I en verden med stigende globale udfordringer og øget ulighed er der ingen vej uden om markant øget international finansiering og gerne som led i bindende globale aftaler. Det bør være en central vision for centrum-venstre.

Tag menneskerettighederne. Forståelsespapiret slår entydigt fast, at Danmark skal leve op til de internationale konventioner. Det er rigtig godt at få slået fast med meget store søm i en solid centrum-venstre-planke. Men vil vi gøre menneskerettighederne til det helt centrale omdrejningspunkt for dansk udenrigspolitik?

Jeg synes, både den nye udenrigsminister Jeppe Kofod og udviklingsminister Rasmus Prehn er kommet rigtigt godt og engageret fra start. Men Jeppe Kofod har været meget forsigtig i forbindelse med krisen i Hong Kong. Rasmus Prehn har kaldt sig solidaritetsminister.

Og forståelsespapiret skriver, at vi skal hjælpe flere mennesker i nød. Respekt for det, men det bringer os lidt tilbage til et fundament for udenrigs- og udviklingspolitikken, som bygger på storpolitiske hensyn og pengegaver til fattige mennesker i nød.

En rettighedsbaseret strategi tager udgangspunkt i grundlæggende rettigheder for alle borgere, så de bliver stærke aktører i selv at forandre det samfund, de lever i. Det ændrer fundamentalt på den måde, vi arbejder på.

Menneskerettighederne er den fineste vision, verden nogensinde har skabt. De er under pres overalt i verden. Selv i Europa, hvor vi har rystet på hånden i lyset af migration og flygtningestrømme. Menneskerettighederne skal igen være en stærk og samlende vision for det nye centrum-venstre.

Tag ikke fejl: Jeg er rigtig glad for vores nye regering og synes, den er kommet umanerligt godt fra start. Men der skal jo være nogen, der holder den lidt i ørerne. Og som tidligere ”rettighedsminister” tænker jeg, at det er en af mine opgaver. Held og lykke, kære regering.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Kom op af de grønne skyttegrave og lav brede klimaforlig Martin Lidegaard: Kom op af de grønne skyttegrave og lav brede klimaforlig Næste artikel Jarl Cordua: Støjberg er favorit til at blive næstformand i Venstre Jarl Cordua: Støjberg er favorit til at blive næstformand i Venstre
Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

INTERVIEW: Alle kan se, at Alternativet står på sammenbruddets rand. Men hvordan havnede partiet der så få år efter, det stormede ind i Folketinget? Uffe Elbæk fortæller her om partiets fløje, om den skæbnesvangre beslutning om at melde sig som statsministerkandidat, og hvorfor partiet kan ødelægge det hele for sig selv.