Debat

Nicolai Wammen: Kommissionens budgetforslag er ude af proportioner

DEBAT: Hvis Kommissionen kommer igennem med sit budgetforslag, vil det danske EU-bidrag øges med seks milliarder kroner årligt. Det er helt ude af proportioner. Mådehold i budgettet er ikke udtryk for EU-skepsis, men viser, at vi vil passe på EU, skriver finansminister Nicolai Wammen.

Det er sundt, at forhandlingerne om EU's budget har fået så meget opmærksomhed i år, mener Nicolai Wammen.
Det er sundt, at forhandlingerne om EU's budget har fået så meget opmærksomhed i år, mener Nicolai Wammen.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nicolai Wammen (S)
Finansminister

Sjældent har forhandlingerne om EU’s flerårige finansielle ramme – MFF’en – fået så meget opmærksomhed som i år. Det er kun sundt, for budgetslagsmålet er en god anledning til at drøfte, hvad det egentlig er, vi vil med EU.

Hvor er det fornuftigt, at vi i fællesskab sætter ind? Hvor kan medlemslandene bedre selv håndtere udfordringerne? Og hvem skal betale for gildet? Det er spørgsmål, som der mildt sagt ikke er enighed om. Derfor er det svære, men vigtige forhandlinger, vi står over for i Bruxelles.

Meget er sagt og skrevet om regeringens EU-politik, og lad mig slå fast med det samme: Regeringen arbejder for et stærkt og fokuseret EU. Det europæiske samarbejde er vigtigere end nogensinde, for de værdier, som Europa har kæmpet for i årtier – fri og fair handel, internationalt samarbejde, menneskerettigheder og demokrati – er under pres rundt om i verden.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi skal geare EU-budgettet til en ny tid, så vi bruger pengene på de store, fælles opgaver i stedet for at kaste dem i landbrugsstøtte og strukturfonde. 

Nicolai Wammen (S)
Finansminister

Klimaindsatsen skal opprioriteres
Samtidig står vi over for udfordringer, der ikke kender landegrænser: klimakrisen, øget migration og globale flygtningestrømme.

Det er udfordringer, der kræver, at vi står skulder ved skulder.

Vi køber ikke præmissen om, at man kun kan modernisere et budget ved at hælde flere penge i det.

Nicolai Wammen (S)
Finansminister

Vi mener, at Europa skal gå forrest i klimakampen. Derfor skal EU's klimaindsats prioriteres langt højere end i dag. Vi vil investere i ny viden og forskning og arbejde for at gøre Europa til et grønt vækstcenter i verden.

Vi ønsker også, at EU's migrationsindsats skal tilføres betydeligt flere midler, så vi får færre spontane asylansøgere i Europa og bedre beskyttelse til flygtninge i nærområderne.

Men et stærkt EU er også et ansvarligt EU. Og hvis vi skal have råd til at bruge flere penge på disse områder, bliver vi nødt til at bruge færre på andre. Det er sund fornuft.

Vil fastholde dansk rabat
Danskerne – og alle andre borgere i EU – skal have vished for, at vi bruger deres penge fornuftigt. Det er en opgave, der kun er blevet mere aktuel i 2020, hvor Storbritanniens farvel til EU-familien efterlader et milliardstort hul i kassen.

Derfor går vi til de europæiske budgetforhandlinger med målet om at sikre et ansvarligt og mere moderne EU-budget på 1,00 procent af BNI og at fastholde en rabat til Danmark.

I dag betaler Danmark rundt regnet 20 milliarder kroner i bidrag til EU om året. Det, synes vi, er fair. Vi er faktisk også parate til at betale mere til EU, når der er brug for det. Men der må være grænser. Kommer Kommissionen igennem med sit budgetforslag, vil det øge det danske bidrag til EU med seks milliarder kroner om året. Det er helt ude af proportioner.

Samtidig insisterer vi på at bevare den danske rabat. Vi vil ikke tilbage til en situation, hvor Danmark igen finansierer andre rige landes rabatter, uden at vi selv får en rabat. Ellers vil danskerne skulle betale en urimeligt stor del af regningen.

Læs også

Fokus på de store, fælles opgaver
Vi skal geare EU-budgettet til en ny tid, så vi bruger pengene på de store, fælles opgaver i stedet for at kaste dem i landbrugsstøtte og strukturfonde. Og vi køber ikke præmissen om, at man kun kan modernisere et budget ved at hælde flere penge i det.

Det handler ikke om at være for eller imod EU. EU er en politisk kampplads, hvor meninger brydes. Sådan skal det være. Derfor skal Danmark gøre sin indflydelse gældende, så vi trækker samarbejdet i den retning, som vi mener er mest gavnlig for hele Europa.

Når vi insisterer på mådehold i budgettet, er det ikke udtryk for EU-skepsis. Tværtimod er det udtryk for, at vi ønsker at passe på EU. Og at vi kæmper for et bedre EU: Et EU, der fokuserer på de fælles udfordringer. Et EU, der rykker ud af fortidens gamle strukturer og ind i fremtiden. Et EU, der passer på borgernes penge. Det er at tage EU alvorligt som politisk projekt.

Dokumentation

Temadebat om EU's store budgetslagsmål

De hårde forhandlinger om EU's syvårsbudget har nået sidste fase. Hvor stort skal budgettet være, og hvad skal pengene bruges til? Altinget tager debatten.

Set med danske briller bliver en af de store knaster selve størrelsen på budgettet, som Mette Frederiksen forsøger at holde på én procent af bruttonationalindkomsten. En anden stor knast bliver den danske milliardrabat på regningen til EU. Kan regeringen få lov at beholde rabatten i sin nuværende form, eller bliver den gradvist udfaset, som Charles Michel har lagt op til?

Altinget benytter anledningen og spørger et hold af debattører: Skal EU-budgettet være større, mindre eller bevare sin nuværende størrelse? Kan landbruget fortsætte med at få den samme form for støtte, hvis Europa skal være foregangskontinent for at redde klimaet? Skal det være en prioritet i budgettet, at EU kan konkurrere med Kina og USA på for eksempel det digitale område? Hvor skal der bruges henholdsvis flere og færre penge? Og skal EU kunne lukke pengekassen i for lande, der ikke lever op til de fælles værdier om retsstat og demokrati?  

Mød panelet her og følg debatten på Altinget EU den næste måned:

  • Nicolai Wammen (S), finansminister
  • Nikolaj Villumsen (EL), MEP
  • Pernille Weiss (K), MEP
  • Margrete Auken (SF) og Kira Marie Peter-Hansen (SF), MEP'er   
  • Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer
  • Peter Nedergaard, professor, Institut for Statskundskab, KU
  • Jan Høst Schmidt, seniorrådgiver i Tænketanken Europa
  • Anders Ladefoged, europapolitisk chef i Dansk Industri
  • David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond
  • Rasmus Andresen, De Grønne (Tyskland), MEP

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00