Rene Gade om sit nye parti: Starten på en politisk forandringsspiral, som skal ændre danskernes syn på lykke

NYT PARTI: René Gade har netop lanceret et nyt u-ideologisk politisk parti, som ønsker markante ændringer i det danske politiske system. Få svar på, hvad Lykkepartiets mål er, og hvordan partiet vil trumfe gennem i dansk politik her.

"Det, der er brug for i dansk politik er, at man kan være politiker og parti på en måde, som arbejder for hele Danmark, og hvor det ikke er partiernes særinteresser eller enkelte spørgsmål, der definerer, hvad man som politiker må mene,” svarer René Gade på spørgsmålet om, hvorfor der er brug for hans nye parti i dansk politik.

Klokken er 9:30, solen pryder de grå fliser på Rådhuspladsen og den nye partistifter René Gade, som er iført sort tøj fra top til tå, er gået i gang med at præsentere hvad hans nye politiske projekt, Lykkepartiet, går ud på.

Noget af det første det tidligere medlem af Alternativet fortæller til den danske presse er, at Lykkepartiet er et parti, som rummer plads til forskellige politiske holdninger blandt medlemmerne. Derfor har partiet ikke en bestemt ideologisk overbevisning, bestemte mærkesager eller et partiprogram.

”Det kandidaterne hos Lykkepartiet lægger hånden på kogepladen og siger ja til, er, at de vil arbejde for vores tyve demokratiske punkter, som er partiets konkrete retningslinjer,” siger partistifteren René Gade.

René Gade blev i 2015 valgt ind i Folketinget for Alternativet. Men i juli sidste år valgte han at melde sig ud af partiet. Han har sidenhen holdt lav profil i dansk politik, indtil starten af januar i år, hvor han til TV 2 annoncerede, at han ville stifte et nyt parti. Men partinavnet og dets formål blev først præsenteret til offentligheden fredag formiddag. 

Starten på ny tilgang til politik
En af de ting som René Gade bruger meget tid på til pressemødet er at præsentere partiets demokratiske program.

Det demokratiske program består af tyve tiltag, som har til formål at forandre dansk politik, og at gøre op med den tillidskrise som danske vælgere i øjeblikket befinder sig i, ifølge René Gade.

Han mener, at tillidskrisen er et resultat af den voksende politikerlede og af det magtspil, som har flyttet dansk politik i en retning, hvor borgerne har fået mindre indflydelse på politiske beslutninger.

Blandt andet foreslår partistifteren i det første punkt, som fremgår af partiets demokratiprogram, at den fremtidige statsminister skal findes uden for det politiske system. I stedet skal statsministeren være en erfaren leder udefra, som partierne bag regeringsgrundlaget vælger. Det skal være med til at sikre en upartisk regering, som vil være til glæde for hele Danmark, ifølge René Gade.

Et andet tiltag handler om, at hvis et folketingsmedlem udpeges til minister, skal personen permanent træde ud af Folketinget i den igangværende valgperiode og i stedet erstattes af en stedfortræder. Hvis den udvalgte minister bliver udskiftet med en ny minister, må den minister, som går af ikke må vende tilbage til Folketinget.

Du kan læse de andre 18 retningspunkter for det nystiftede parti her.

Hvorfor ”Lykkepartiet”?
Valget af partinavnet har, ifølge René Gade, noget at gøre med, at han gerne vil ændre danskernes forståelse og syn på lykke.

Han mener, at mange i øjeblikket ser lykke som en størrelse, man individuelt kan skabe. Men lykke er noget man skaber og oplever i fællesskab fortæller René Gade, mens han knuger om sin partibrochure.

”Lykkepartiet vil blandt andet have danskerne til at overveje, hvad lykke er. Vi vil have danskerne til indse, at lykke er en størrelse som skabes og opleves vidt forskelligt af danskerne i fællesskab,” siger partistifteren.

Vil gøre op med danskernes mistillid
”Jeg er stensikker på, at Lykkepartiet vil brage ind i til kommunalvalget i ‘21 og bagefter i Folketinget, da virkelig mange danske vælgere har stor mistillid til det politiske system - og vi nu giver mulighed for en helt ny måde, at være politiker på,” siger René Gade med selvsikkerhed i stemmen til pressemødet.

Han understøtter sin påstand med, at han har været i snak med mange danskere rundt omkring i landet, der deler hans syn på dansk politik. Partistifteren nævner også, at flere undersøgelser viser, at danske vælgers tillid til politikerne og det politiske system er faldet i de senere år.

Men hvis Lykkepartiet bliver valgt ind i Folketinget, og hvis de tyve demokratiske tiltag bliver sat i værk, vil det være starten på et forbedret politisk system, hvor politikerne rent faktisk arbejder for at repræsentere de danske borgere, hvilket vil øge vælgernes tillid til danske politikere, mener René Gade.

”Vi lever i en tid, hvor vi har mulighed for at skabe et nyt, forbedret politisk system, som alle kan deltage i, hvor politikere kan være frie og ærlige, og som danskere kan stole på,” siger han.

Partistifteren forklarer, at hans mål ikke blot består af at få partiet i Folketinget, men at han håber på, at kunne skabe offentlig debat om tillidskrisen, så danskerne kan blive inspireret til at gøre noget for at løse problemet.

”Et af vores mål med dette demokratiske projekt er, at få danskerne til at debattere begreber som mening, lykke og tilfredshed. Og tillidskrisen, så vi kan gøre noget ved den,”' fortæller René Gade.

Løsninger skal findes i fællesskab
Stifteren af Lykkepartiet slutter mødet af med at fortælle, at flere konkrete løsningsforslag vil komme løbende, når partiet har fået flere medlemmer. Og når de har diskuteret, hvordan partiet vil forandre dansk politik i praksis.

Men René Gade løfter sløret for, at han snart vil præsentere nogle demokratiske platforme, som danskerne kan bruge til at engagere sig i politik og demokratiet. Hvornår danskerne kan høre nærmere om de demokratiske forslag, vil han ikke kommentere på.

”Lykkepartiet er et nyskabende og samlende parti, som nu skal udvikles i fællesskab ud fra vores konkrete demokratiske pejlemærker,” fortæller René Gade i slutningen af presselanceringen af hans nye u-ideologiske parti, som vil reformere dansk politik, ifølge partistifteren.

Forrige artikel Wammen lander aftale med regionerne: Wammen lander aftale med regionerne: "Det har været hårde forhandlinger" Næste artikel Ny klimalov: Fra borgerforslag til Folketinget – sådan blev det første forslag vedtaget Ny klimalov: Fra borgerforslag til Folketinget – sådan blev det første forslag vedtaget
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.