De udsattes egne ressourcer skal i spil

Af Cliff Kaltoft
Sekretariatschef, Landsforeningen af VæreSteder

En af de mest åbenlyse grunde til de sociale problemers tilsyneladende uovervindelighed er, at vi i kampens hede har mistet blikket for de ressourcer og den funktionsevne, som er selve fundamentet for socialt udsatte menneskers livslyst og modstandskraft mod problemerne.

I Landsforeningen af VæreSteder arbejder vi med socialt udsatte mennesker. For os er der grundlæggende ikke den store forskel på en hjemløs, en stofafhængig, en prostitueret, en alkoholiker, en kriminel etc., i forhold til hvad der skal til, for at hver enkelt af dem kan skabe sig et bedre liv og gøre sig mere selvhjulpen.

Hvis ikke vi lykkes med at gøre socialt udsatte mennesker til medspillere, så kan selv de bedste behandlings,- sundheds,- beskæftigelses- og alle andre indsatser være nok så professionelle og gode.

Bliver fastholdt i problemfokus
Vi ved, gennem mange års erfaring fra arbejdet på værestederne, at de mennesker, som kan profitere af den hjælp, de tilbydes, og for hvem det lykkes at slippe ud af problemerne, er dem, som har fundet glemte og skjulte ressourcer i sig selv, som de har kunnet bygge et nyt liv op på.

Serviceloven rummer masser af eksempler på, at mennesker med svære sociale problemer (hjemløshed, stofafhængighed, kriminalitet, prostitution osv.), i modsætning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, ikke mødes med et funktionsevnefokus, men fastholdes i problemfokusset. Serviceloven karakteriserer konsekvent den ene gruppe ved deres problemer og den anden gruppe ved deres (nedsatte) funktionsevne. Læs for eksempel selv værestedsparagraffen §104.

Vi ved, gennem mange års erfaring fra arbejdet på værestederne, at de mennesker, som kan profitere af den hjælp, de tilbydes, og for hvem det lykkes at slippe ud af problemerne, er dem, som har fundet glemte og skjulte ressourcer i sig selv, som de har kunnet bygge et nyt liv op på.

Cliff Kaltoft
Sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder

Hvis ikke vi begynder at se og behandle socialt udsatte som mennesker, der også har en funktionsevne og ikke bare et problem, så afskærer vi os selv fra muligheden for at vinde kampen mod hjemløsheden, kampen mod narkoen og nogen af de andre kampe, der kæmpes.
En af ulemperne ved at tilgå socialt udsatte alene ud fra deres problemer er, at et problem sjældent kommer alene. Ifølge Rådet for Socialt Udsattes SUSY UDSAT-undersøgelse har socialt udsatte i gennemsnit mere end tre svære sociale problemer.

Dertil kommer en malstrøm af andre ikke-diagnosticerbare problemer. Udredningen af et problem fører i realiteten ofte til behovet for en udredning af et andet problem, som igen munder ud i en beskrivelse af andre problemer, der skal undersøges. Det kræver overmenneskelige ressourcer at bære rundt på så mange og så tunge problemer; ressourcer, som de færreste vil tiltænke socialt udsatte mennesker. 

Frygt afholder udsatte fra uddannelse
Rundt om på værestederne findes der en gruppe socialt udsatte mennesker, som er på vej i retning af en bedre og mere selvstændig tilværelse, men som løber panden mod glasloftet, når de prøver kræfter med udfordringer uden for værestedets rammer.

På værestederne arbejder man med at skabe rammerne, for at socialt udsatte stofmisbrugere, psykisk syge, hjemløse eller tidligere misbrugere med kombinationer af de ovennævnte problemer kan flytte sig længere og længere væk fra problemerne og i retning af et mere selvstændigt og meningsfyldt liv.

Skridtet ud af værestedet ind på arbejdsmarkedet eller i uddannelse er særlig svært, fordi man samtidig med, at man skal stå på egne ben bliver konfronteret med helt nye udfordringer i et miljø, hvor ens egne begrænsede sociale kompetencer nemt bliver udstillet.

Alene frygten for ikke at slå til og ubehaget ved at skille sig ud afholder mange fra at gøre forsøget med at starte på en erhvervsuddannelse. Og blandt dem, der starter, er frygten for ikke at kunne stå distancen og gennemføre uddannelsen én blandt mange vedvarende grunde til at droppe uddannelsen. Det er i sagens natur svært som tidligere alkoholiker eller misbruger at færdes i et miljø med en overvægt af feststemte unge mennesker. Frygten for at falde i og vende tilbage til misbrug er reel.

Det er et tab for samfundet
Det er en frygtelig skam. Det er en skam for de mennesker, der ikke kommer i uddannelse. Det er en skam for skolerne, fordi de misser en del af de elever, de skal finde for at udfylde virksomhedernes behov i fremtiden. Det er en skam for virksomhederne, fordi der i mange socialt udsatte gemmer sig loyale og dygtige medarbejdere, og det er en stor skam for Danmark, fordi en del af de socialt udsatte i stedet for at udgøre en ressource fastholdes i en rolle som tabere og belastere af de offentlige kasser.

Landsforeningen af VæreSteder har indledt en proces, som sammen med erhvervsskoler og fagforbund skal skabe rammerne om længerevarende, højskolelignende forløb, som kan styrke socialt udsatte i deres beslutning om og tro på, at de vil kunne gennemføre en erhvervsuddannelse.

De har brug for støtte og motivation, men også reel og målrettet opkvalificering i sociale kompetencer, herunder ikke mindst de sociale koder på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser og naturligvis faglige/boglige kompetencer.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vinde kampen mod social udsathed, herunder kampen mod hjemløsheden, så skal vi have indsatser, som bekæmper problemerne samtidig med konstruktive indsatser funderet på hver enkelts egne ressourcer og funktionsevne, uanset hvor usynlig den måtte synes i udgangspunktet.