SF: Er tiden løbet fra satspuljen?

Af Trine Torp (SF)
Socialordfører

Formålet med satspuljen er at udvikle og iværksætte foranstaltninger med henblik på at forbedre vilkårene for modtagere af overførselsindkomster og udsatte grupper. Det kan ske gennem en lang og bred vifte af støtte og forebyggende tiltag. Men er det også altid det, der sker? Bruges puljen efter hensigten, eller bliver den bare brugt til at lappe på utilstrækkelige sociale indsatser?

Satspuljen bliver efterhånden mest brugt til at kompensere for stramme økonomiske rammer i kommunerne og for alle de sociale -, sundheds- og beskæftigelsesindsatser, man ikke vil prioritere på finansloven. Jeg synes, det er en uholdbar udvikling, for udviklingen af socialpolitikken i Danmark kan ikke isoleres til små eller mindre lappeløsninger i forbindelse med de årlige satspuljeforhandlinger.

De udsatte rammes
Ved den seneste kommuneaftale blev det besluttet at indføre et omprioriteringsbidrag for at skaffe flere midler til sundhed og ældre. Det betyder massive besparelser i kommunerne på alle andre områder – ikke mindst i forhold til de udsatte grupper. Dertil kommer, at det i disse år ofte er relativt små satspuljer, der samtidig skal deles mellem social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.

Inden forhandlingerne er det så ofte sådan, at store dele af "puljen" er reserveret til bestemte formål. I år var det inden for ældre- og demensindsatsen. Ingen tvivl om, at denne indsats er endog meget vigtig, og der skal heller ikke være nogen som helst tvivl om, at SF har bakket op om denne indsats, og vi er og vil også fremadrettet være en del af det brede flertal bag satspuljen, indtil Folketinget får fundet frem til andre løsninger. Det skylder vi de socialt udsatte og de mange vigtige projekter, der i dag er dybt afhængige af satsmidler.

Men hvorfor er det de udsatte børn, unge, familier og andre grupper, som skal "betale" for denne indsats – for det er jo stadig en del af deres satsreguleringer, der går til satspuljen? Hvorfor er demensindsatsen ikke et prioriteret område i finanslovs- og i kommune- og regionsforhandlingerne, når alle ved, at demens bliver et stadig større problem som følge af den demografiske udvikling med flere ældre?

Udviklingen af socialpolitikken i Danmark kan ikke isoleres til små eller mindre lappeløsninger i forbindelse med de årlige satspuljeforhandlinger.

Trine Torp
Socialordfører i SF

Tager med den ene hånd ...
I finanslovsudspillet lægges der op til indførelse af lavere kontanthjælpsydelser samt afskaffelse af lov om billige boliger. Samtidig kan vi så i satspuljekredsen få lov til at fordele lidt "småører" til hjemløseindsatsen i forhold til udbredelse af Housing First og midlertidige nødovernatningstilbud. Man tager med den ene hånd og giver et par smuler med den anden hånd.

Eller hvad med det "moderne kontanthjælpsloft", som medfører fattigdom, ikke mindst i børnefamilierne. Intet er for småt – selv retten til ferie som kontanthjælpsmodtager er nu i spil. Samtidig har vi så besluttet at afsætte satspuljemidler til sommerferiehjælp til udsatte familier. Får de mon overhovedet lov til at tage af sted?

Antallet af fattige børn steg frem til 2012, men herefter er antallet heldigvis faldet. Det skyldes blandt andet afskaffelsen af starthjælpen og børn- og unge-ydelserne. Fattigdom skaber skam, isolation, ensomhed og dårlig trivsel. Men nu rammes mange udsatte familier så af regeringens planlagte besparelser på sundhedsplejeindsatsen.

Samtidig har vi afsat midler i satspuljen til tidlig, forebyggende indsats i forhold til udsatte børn og unge. Man kan spørge sig selv, om hvordan Venstre og de øvrige borgerlige partier får de to beslutninger til at hænge sammen?

Nødvendigt med bedre økonomiske rammer
Det er en rigtig god idé, at man i forbindelse med satspuljeforhandlingerne har prioriteret tidlig indsats og kvalitet i sagsbehandlingen. Men ville det ikke være mere hensigtsmæssigt, at kommunerne fik nogle økonomiske rammer, der gjorde det muligt dels at sørge for et mere rimeligt sagsantal hos sagsbehandlerne, dels til at iværksætte gode forebyggende tiltag eller tilstrækkeligt med midler til dem, der skal anbringes uden for hjemmet?

Her er dog vel tale om kommunale kerneopgaver. Men Venstre mener måske kun, at det er børne-, skole- og ældreområdet, der kan karakteriseres som kommunale kerneområder?

På beskæftigelsesområdet fjernes hjælpen til socialøkonomiske virksomheder fra finansloven, og mentorordninger har mistet deres opbakning fra regeringen. Samtidig med at der i satspuljeforhandlingerne er afsat penge til brobygningsforløb og tilskud til bedre ressourceforløb og fleksjob i kommunerne. Jeg synes ikke, det hænger sammen.

På sundhedsområdet lægger regeringen op til besparelser i forhold til selvmordstruede, men efter pres fra flere af Folketingets partier reddes Livsliniens natåbning nu af satsmidler. Men hvorfor er og har det ikke været primært en del af de "rigtige" finanslovsforhandlinger at hjælpe mennesker, der har "smerter" eller er i livsfare på grund af psykiske lidelser – på samme måde som det er i forhold til somatiske lidelser?

Er tiden løbet fra satspuljen?
Spørgsmålet er, om tiden efterhånden ikke er løbet fra satspuljen. På den ene side er det uholdbart, at skiftende regeringer bruger den til egentlig drift af væsentlige indsatsområder – i stedet for primært social- og sundhedsmæssig udvikling. På den anden side hopper væsentlige sociale indsatser i dag fra tue til tue, og gode sociale projekter kan derfor ikke forudse fremtiden.

Derfor burde partierne bag satspuljen fremadrettet overveje og drøfte, om man kunne finde andre måder at finansiere en række af de sociale initiativer, som de fleste partier i virkeligheden godt kan se, vi ikke kan undvære. Men også drøfte, hvordan vi kan få strikket en eller flere puljer sammen i regi af social-, sundheds- og beskæftigelsesministerierne, som satspuljen i dag dækker med henblik på primært udvikling og forsøgsvirksomhed.