Jan Juul bliver ny partisekretær for S

UDNÆVNELSE: 46-årige Jan Juul Christensen bliver ny partisekretær for Socialdemokraterne, erfarer Altinget.

Det bliver et sikkert socialdemokratisk kort, der nu sætter sig i partisekretærstolen, hvor han bliver højrehånd for partiformand og statsminister-kandidat Mette Frederiksen.

Jan Juul Christensen, partner i public affairs-selskabet Rud Pedersen, er af partitoppen valgt til at afløse Lars Midtiby som ny partisekretær. Partiets hovedbestyrelse skal på sit møde tirsdag kl. 14 formelt godkende udnævnelsen. 

Selv ønsker Jan Juul ikke at bekræfte Altingets oplysninger:

"Vent nu til kl. 14 i morgen," siger han.

Jan Juul Christensen må betegnes som det driftssikre valg for Mette Frederiksen. Han har stor erfaring på flere måder med partiet og er vellidt i brede kredse i det politiske Danmark for sin nærværende, ordholdende stil. Blandt hans nærmeste støtter er den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen.

Bredt skolet
Jan Juul Christensen er cand.scient.soc. fra RUC i 1994. Han har været bredt omkring i den socialdemokratiske bevægelse – bl.a. kan nævnes konsulent i AOF, debatredaktør på dagbladet Aktuelt, journalist i Socialdemokratiets Nyhedstjeneste, pressechef for Socialdemokraterne 2000-03 og kampagnechef for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Europa-Parlamentet 2003-04, hvorefter han gik over til kommunikationsbranchen.

Den nye partisekretær har prøvet selv at være folkevalgt i Greve, hvor han stammer fra – i årene 1990-98 sad han således i byrådet.

Jan Juul Christensen, der er søn af en aftenskoleleder og en overlærer, er gift og bor på Amager. Han afløser partisekretæren siden 2007, Lars Midtiby, der skal være direktør for Danske Handicaporganisationer. Der er afskedsreception tirsdag kl. 15 i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg.

Forrige artikel Dronningen: Angst gør os svage Dronningen: Angst gør os svage Næste artikel Socialstyrelsen lancerer retningslinjer for stofmisbrugsbehandling Socialstyrelsen lancerer retningslinjer for stofmisbrugsbehandling
Kommuner dropper revalidering trods markante resultater

Kommuner dropper revalidering trods markante resultater

REVALIDERING: Kommuner bør tænke langsigtet og skrue op for brugen af revalidering, lyder konklusionen i en ny analyse. Beskæftigelsesministeren slår fast, at han ikke vil detailstyre, hvilke ordninger kommunerne bruger.