Er socialpolitikken blevet til individpolitik?

Af Morten Thomsen
Bestyrelsesformand, Livslinien 

Socialpolitik opstod oprindeligt som en måde, hvorpå velfærdsstaten kunne sikre borgerne offentlig omsorg - hvor staten altså gennem politiske tiltag kunne sikre velfærd og trivsel for det enkelte individ som en del af samfundet.

Og som et produkt af velfærdsstaten tager den afsæt i den franske revolutions nøglebegreber: frihed, lighed og broderskab og skulle altså sikre den enkelte borgers muligheder for at forvalte friheden på lige vilkår og med samme muligheder som alle andre borgere.

Helt op i 1980'erne betød det, at ledighed og sociale problematikker blev italesat som et samfundsmæssigt problem. Ledighed blev ofte knyttet til strukturelle ændringer i samfundet i forhold til omlægninger og effektivisering af produktionen, og det blev derfor ikke gjort til et symptom på et individuelt problem, men til et samfundsmæssigt problem.

I dag er socialpolitikkens kerneværdier spundet ind i en helt anden betydningsramme. Når et menneske har mistet sit arbejde eller kæmper med sociale problemstillinger af enhver art, bliver det nu gjort til individets problem.

Morten Thomsen
Bestyrelsesformand, Livslinien

Det betød også, at løsningerne var af strukturel karakter, og at man derfor så dagpenge, forsikringsordninger og socialpolitiske tiltag som en nødvendig hjælp til den enkelte borger for at modvirke de negative konsekvenser af den samfundsmæssige udvikling.

Fra samfund til individ
I dag er socialpolitikkens kerneværdier spundet ind i en helt anden betydningsramme. Når et menneske har mistet sit arbejde eller kæmper med sociale problemstillinger af enhver art, bliver det nu gjort til individets problem. Det kædes sammen med manglende omstillingsevne, forandringsvillighed eller fleksibilitet hos den enkelte, for 'arbejde er der altid, man skal bare ville det', eller som et udtryk for manglende tilpasningsdygtighed eller mangel på ressourcer til at bryde den sociale arv.

Det afspejles i de værktøjer, der benyttes, i form af kontrolinstanser; opsøgende teams, som skal finde og tage fat i dem, der 'ikke kan selv', og kravet om gentagne møder med socialforvaltning eller A-kasse, hvis man er ledig, hvor man skal vise, at man gerne vil i arbejde, og at man har gjort noget.

Det passive menneske skal aktiveres, ergo skyldes ledighed passivitet og skal derfor 'behandles'. Forslag om at skære i ydelserne afspejler på samme måde en grundlæggende tanke om, at mennesket grundlæggende set er passivt og dovent, og at det derfor skal motiveres til at tage arbejde, ikke fordi det gerne vil, men fordi det bliver nødt til det.

Vidtrækkende konsekvenser for den enkelte 
De ændringer, vi ser i måden at tænke om mennesket på, har vidtrækkende konsekvenser for det enkelt individ, der af den ene eller anden grund står udenfor. Det er forbundet med stort stigma at være ledig eller at have sociale problemer, fordi det i det offentlige - og nu også i de private rum - forbindes med store individuelle mangler og fejl.

Dermed kan samfundet og de offentlige instanser fralægge sig ethvert ansvar og dermed undlade at se på de samfundsmæssige og sociale faktorers indvirkning og effekt på det enkelte individ.

Spørgsmålet er, om vi vil føre det helt ud og kalde socialpolitikken for det den er blevet til: nemlig individpolitik?