Ingen bagatelgrænse for underretninger

Der skal ikke være nogen form for bagatelgrænse for indberetninger, nej, der skal tværtimod indføres en indberetningspligt og den skal indskærpes overfor alle ansatte, der har omgang med børn og unge.

Ellen Trane Nørby
MF, Venstre

Det kan undre mig såre, hvordan vi i kølvandet på nogle af de senere års rædselsvækkende historier om overgreb og omsorgsvigt på børn og unge, som Tøndersagen og Mou-sagen, kan høre, at der i årevis har været såvel bekymrede naboer, skolelærere og andre, der har henvendt sig og sågar lavet underretninger.

Alt for mange har set passivt til, mange har følt afmagt over, at ingen andre har grebet ind, og tilbage står et krav til os alle om at tage skyklapperne af, men også et krav om et helt nyt underretningssystem.

Ofte møder jeg også pædagoger, skolelærere og sundhedsplejersker, der siger, at de kan spotte de børn, der ikke behandles ordentligt og får den kærlighed, som vi alle har krav på. Men at de er holdt op med at lave underretninger om det, for kommunen reagerer alligevel ikke, og nu forsøger de blot efter bedste evne at få tingene til at fungere. På den anden side siger sagsbehandlere, jamen, hvis I er så gode til at opspore problemerne, hvorfor har i så ikke involveret os tidligere, men i stedet ladet problemerne vokse sig enorme.

Reel og systematisk handling
Man kan pege fingre, men mest af alt ønsker jeg, at det ekko af "hvordan kunne det ske" og "hvorfor greb ingen ind" afløses af en reel og systematisk handling.

I dag er kommunernes tilbagemeldinger på underretninger mange steder i landet yderst mangelfuld. Enkelte steder modtager underretterne end ikke en kvittering på, at indberetningen er modtaget. Andre steder modtages en kvittering og et tak. Sagen fra Mou, såvel som Tøndersagen, rummede mange frustrerede indlæg fra skolelærere, naboer m.fl., som gennem en årrække havde indsendt underretninger, mistanker og bekymringer.

Derfor skal der som en del af Barnets reform ikke bare sikres, at der kommer et massivt fokus på den tidlige indsats, på opsporingen, efterværn og systematikken i håndteringen af børnesager, der skal også sættes helt nye standarder for, hvordan vi fremover skal sikre, at der udvikles et fælles sprog (børnelinealen) og en ordentlig og hurtig håndtering af underretninger.

Hellere indberetningspligt end bagatelgrænse
I København gjorde Ritt Bjerregaard sig til talsmand for, at man ikke behøvede at indrapportere alt, at der skulle oprettes en bagatelgrænse for underretninger. Jeg kunne ikke være mere uenig! Der skal ikke være nogen form for bagatelgrænse for indberetninger, nej, der skal tværtimod indføres en indberetningspligt og den skal indskærpes overfor alle ansatte, der har omgang med børn og unge. For den som passivt ser til har vel også en del af ansvaret.

Forudsætningen for at et system med underretningspligt og ingen bagatelgrænse for underretninger fungerer, er dog også, at der findes et fælles børnesprog, sådan at alle ved, hvad der er tale om, når man skriver "bekymrende", "foruroligende" "mistrivsel" og lignende og derfor er der behov for, at der i alle kommuner tages implementeres en børnelineal og et fælles børnesprog.

Forskel på borgere og fagfolk
Fremover bør det også være sådan, at der skelnes mellem borgere og fagfolks indberetninger, forstået således, at man som borger selvfølgelig ikke skal have ret til at få personfølsomme oplysninger og derfor udelukkende skal have en kvittering for, at underretningen er modtaget. Skolelærere, pædagoger m.fl. er derimod ansatte og i forvejen omfattet af en tavshedspligt, og derfor er det i mange tilfælde væsentligt, at selv samme personer ved hvilke initiativer der tages og at det også aftales hvordan de kan hjælpe i såvel støtten til barnet men også i relation til den kontakt med forældrene som frontpersonalet altid har.

Ved at skabe en indberetningspligt og et underretningssystem uden bagatelgrænse vil alle løbende observationer blive indberettet og på den baggrund vil sagsbehandlerne os lettere kunne skelne mellem enkeltstående bekymringer og sager, hvor der tegner sig et systematisk billede. Denne kortlægning vil også efterfølgende kunne bruges hvis en sag skal videre i systemet. Så nej, jeg er lodret uenig med Ritt Bjerregaard, der ønsker bagatelgrænse. Jeg ønsker tværtimod systematik og ansvar.