Ali Aminali: "37 timers arbejdspligt er det, Fatma og Mustafa har brug for"
Regeringen vil indføre arbejdspligt på 37 timer om ugen for borgere med "integrationsbehov". Det er en gamechanger i forhold til at få rykket denne tunge gruppe ind på arbejdsmarkedet. Størstedelen af denne gruppe både kan og vil, men ved ikke hvordan. Eller også er de groet fast i den sorte lædersofa, skriver tidligere socialrådgiver Ali Aminali.
Ali Aminali
Fhv. pressechef for Moderaterne, radiovært, forfatter, moderatorSå skete det, som jeg har ventet på siden 2016.
Socialdemokratiet har endelig fået taget sig sammen og støtter op om at indføre arbejdspligt for borgere med integrationsbehov. Men det hele kan ende i en fuser, hvis "løndumping", manglende fokus på sanktioner og en sløset tilgang til blot at få dem i nyttejob bliver løsningerne. Derfor skal regeringen tænke sig om, før de gør forslaget til virkelighed.
I går kom det frem, at regeringen vil indføre arbejdspligt på 37 timer om ugen for borgere med "integrationsbehov". Et forslag, som for mig at se, er en gamechanger i forhold til at få rykket denne tunge gruppe ind på arbejdsmarkedet.
Men at komme hertil har dog været en lang rejse for Socialdemokratiet. Det gælder både i forhold til det ideologiske, men også presset fra fagforeningerne har gjort, at de har haft svært ved at støtte op om ideen.
Faktisk er min vurdering, at Socialdemokratiet længe har drømt om at indføre arbejdspligt både for nytilkomne, men også dem, som har været på offentlig forsørgelse i årevis uden at blive afklaret. Men drømmen har været svær, fordi baglandet og fagforeninger altid har trukket "løndumping" ind i samtalen. Men nu, med en midterregering og i kompromisets navn, kan Socialdemokratiet endelig sige ja til en idé, som de selv længe har ønsket.
Så nu er ideen, der har ligget i den øverste skuffe hos de seneste tre udlændinge- og integrationsministre og simret for sig selv, sat i spil.
Men vil det så have en positiv virkning? Til det kan jeg kun sige ja. For jeg ved fra mine mange års erfaring med målgruppen, at hvis der er noget, der kan få dem i gang, så er det ret og pligt. Det, som vi tit glemmer, er, at størstedelen af denne gruppe både kan og vil, men ikke ved hvordan, eller også er de groet fast i den sorte lædersofa.
Forskellen på ydelser og løn
Vi har som samfund desværre været alt for dårlige til at vise, hvordan arbejdsmarkedet fungerer og hjælpe denne målgruppe i job. Det, vi i stedet har haft fokus på, er ro, behandling og endnu mere ro. Ro i en sort sofa, en lille smule sprogundervisning, et par forsøg på praktik og samtaler. Det har fået nogle i arbejde, men de fleste er blevet klientificeret i sådan en forstand, at de anser deres offentlige ydelser som løn. Og det bringer mig så til en lille anekdote fra min tid som socialrådgiver.
Jeg sidder i et lille kontor med udsigt til Silkeborgsøerne. Over for mig sidder der to økonomisagsbehandlere og arbejder. Pludselig banker det på dørkarmen, og ind træder to mænd med ikke-vestlig baggrund. Det er starten på måneden, og de kan ikke forstå, hvorfor de ikke har fået deres "løn".
Man skulle tro, at ovenstående historie var en one-timer, men sagen er, at mange af os, der har arbejdet med integration og beskæftigelse, godt kan nikke genkendende til det, at borgere med integrationsbehov anser kontanthjælp, integrationshjælp eller andet som løn fra kommunen.
Vi har som samfund desværre været alt for dårlige til at vise, hvordan arbejdsmarkedet fungerer
Ali Aminali
Derfor er det også på sin plads at introducere lidt arbejde og vise borgere med integrationsbehov, hvordan man kan høre til på arbejdsmarkedet. Husk på, det her er ikke noget nyt i Danmark.
Vi har det allerede i form af straksaktivering, og det virker. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har oplevet borgere med integrationsbehov, der pludselig finder fast arbejde, når det går op for dem, at de kan tjene mere uden for systemet end at sidde og samle plastikdåser ”gratis”, som de så fint kalder det.
Men selvom regeringens idé er god og vil gøre en stor forskel, så er jeg bekymret for, at det hele falder fra hinanden i praksis. Jeg ved, at målgruppen godt kan, hvis de motiveres korrekt. Men det kræver en del.
Behov for tydelige sanktioner
Min erfaring viser som sagt, at denne målgruppe anser ydelser som "løn". Nu skal man så til at arbejde for "lønnen". Det er et koncept, de ikke er vant til, og som de vil have svært ved at vænne sig til. Ærligt talt fortæller mine faglige erfaringer, at det bliver enormt vanskeligt, hvis man ikke har tænkt både sanktioner og sagsbehandlernes rolle i det her igennem.
Der er nemlig brug for, at der er klare og tydelige sanktioner på plads, hvis man skal kunne rykke og motivere borgere, der ikke lever op til ret og pligt. Ydermere er det vigtigt, at der er fokus på opkvalificering, sprogkundskaber og at finde den rette plads til borgeren.
Hvis det her skal blive en succes, så er det ikke nok at smide alle i nyttejob og håbe på det bedste. Nej, vi skal bruge mulighederne til at få så mange borgere med integrationsbehov ind i de fagområder, der skriger efter arbejdskraft og som passer til borgerens kompetencer. Derfor skal der skabes en bro til brancheorganisationer som Horesta, Dansk Erhverv og så videre.
Hvis man gør det, så er der et kæmpe potentiale for, at vi endelig kan begynde at se borgere med integrationsbehov som en ressource og ikke bare nogle, der skal parkeres på den sorte sofa. Det vil gavne både samfundet, men også de mange unge minoritetsetniske børn, der kommer til at vokse op og se deres forældre tage på arbejde i stedet for at blive hjemme.
Der er dog én ting, som regeringen ikke skal have ros for. Det er, at selvom den nu tager springet, så holder den stadig tilbage i forhold til den store gruppe af ikke-vestlige borgere på offentlig forsørgelse, der i årevis har været i landet.
Målet må være at hjælpe alle og ikke kun kvinder og nytilkomne. Så mit håb er, at regeringen åbner op for definitionen af borgere med integrationsbehov, så vi endelig kan komme i gang med at løfte en stor gruppe ind på arbejdsmarkedet. Disse mennesker kan og vil blive en kæmpe ressource for samfundet, hvis vi motiverer dem på den rette måde. Og 37 timers arbejdspligt er præcis det, der er behov for.