Bliv abonnent
Annonce
Debat

Ældre Sagen: Kun halvdelen finder omsorgen på plejehjem værdig

Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
16. april 2018 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Teit Nielsen
Vicedirektør, Ældre Sagen

Vi har i Danmark opbygget en velfærdsmodel, der indebærer en social kontrakt mellem generationerne. Lidt forenklet kan man sige, at som barn og ung nyder man godt af gratis uddannelse, som finansieres af de skatter, den voksne generation betaler.

I den erhvervsaktive alder bidrager man til at betale for børn og unges uddannelse med videre samt folkepension, plejehjem og hjemmehjælp til sine forældres og bedsteforældres generation.

Og som ældre nyder man godt af, at ens børn og børnebørn bidrager.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

Denne model bygger på tillid, og tilliden er den lim, der sikrer sammenhængskraft og den grad af lighed, vi har i vores land, som er høj sammenlignet med de fleste andre lande.

Men hvordan ser det ud med tilliden i dag? Ikke godt! Det fremgår af det nye Ældrelivsbarometer, som er en del af Ældre Sagens netop publicerede Årsmagasin.

Den gode nyhed er, at vi har råd til at løse opgaven, fordi den ældste halvdel af befolkningens bidrag til samfundsøkonomien vil vokse stærkt. Tidligere var en 70-årig næsten med garanti folkepensionist.

Michael Teit Nielsen
Vicedirektør, Ældre Sagen

Sølle 49 procent af de interviewede mener i Ældrelivsbarometret, at ældre i hjemmepleje og på plejehjem modtager en pleje og omsorg, der "i høj grad" eller "i nogen grad" er værdig. Det er en klar forværring i forhold til året før, hvor tallet var 54 procent.

Omfanget af hjemmehjælp er reduceret
Jeg kan allerede nu høre et politisk flertal på Christiansborg fremføre, at man har prioriteret området højt. Der var en ældremilliard.

Så kom der en værdighedsmilliard og tilhørende værdighedspolitikker i de 98 kommuner. Senest bragte finansloven for 2018 en ekstra halv milliard til at styrke bemandingen. Det er også gode initiativer.

Men de faktiske forhold er, at kommunerne – på trods af ovenstående – har reduceret meget voldsomt i omfanget af hjemmehjælp, samt at bemandingen på mange plejehjem er utilstrækkelig.

Det er ikke kun i Ældre Sagens måling, at advarselslampen lyser rødt. Det samme billede ser vi desværre i TrygFondens hver anden-årlige tryghedsmåling.

I 2017 var 54 procent af de +40 årige utrygge for, om ældreplejen vil være tilstrækkelig, når de får brug for den. Og op til kommunalvalget i november var ældrepolitikken i toppen af vælgernes prioritering.

Kan man så håbe, at "det går over om lidt?". Nej, for der bliver flere af de ældste ældre, som ofte har komplekse helbredsproblemer med flere kroniske sygdomme og flere diagnoser. Og antallet af demens-patienter vil stige kraftigt.

Ældre kan bidrage 
Den gode nyhed er, at vi har råd til at løse opgaven, fordi den ældste halvdel af befolkningens bidrag til samfundsøkonomien vil vokse stærkt. Tidligere var en 70-årig næsten med garanti folkepensionist.

Inden for en overskuelig fremtid vil mange 70-årige stadig være aktive på arbejdsmarkedet og bidrage. Vi vil også se, at antallet af efterlønsmodtagere fortsætter med at rasle nedad.

Den store udfordring bliver at fremskaffe tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft til at løse disse opgaver. Mange ansatte i ældreplejen nærmer sig pensionsalderen og/eller er nedslidte. Området har – desværre – ikke høj status.

Ældre Sagen vil derfor opfordre til, at der iværksættes en langsigtet plan for, hvordan det sikres, at det meget væsentlige bidrag, som nuværende og kommende ældregenerationer bidrager med, bliver forvandlet til, at der kan ydes værdig hjælp og omsorg til dem, der får behov for det.

For der er vel ingen, der ønsker, at den danske velfærdsmodel undermineres af manglende tillid og opbakning?

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026