Knud Aarup: Udsatte bliver ikke herre i eget hus ud fra gode intentioner alene

Af Knud Aarup
Landsformand for Bedre Psykiatri og formand for Røde Kors i Aarhus

"Den fattige Rasmus er kommen her hen.
Han har det der hjemme kun daarligt; men
nu skal vi ham nok fornøje.
Et godt stykke Legetøj skal han faa,
og Moer hun siger, at hun vil gaa
og hente min ældste Trøje."

Sådan skrev Johan Krohn i Peters Jul fra 1870 om, hvordan fattig-Rasmus kom på besøg juledag og fik lidt opmuntring i det gode, borgerlige hjem.

Og man får unægtelig den samme fornemmelse af sammenhæng mellem jul og fokus på fattigdom, når man følger den sidste måneds skriverier.

Der er noget umiddelbart betryggende ved her i optakten til juledagene at kunne tale om fattigdom i dagens Danmark.

Det giver en mulighed for at komme med lette svar: send flere penge. Og intet giver en større selvtilfredsstillelse i julen end at gøre en god gerning overfor dem, som lider nød.

Det er ikke de økonomiske forskelle i det danske samfund, som er den grundlæggende årsag til ulighed i livsmuligheder. Det er den manglende støtte i de tidlige år og i skolesystemet.

Knud Aarup
Landsformand for Bedre Psykiatri og formand for Røde Kors i Aarhus

Finanslovens ekstreme reduktion
Lad det være sagt med det samme: Vi har omfattende videnskabelig dokumentation for at kunne sige, at det er ødelæggende for et barns muligheder senere i livet at vokse op i relativ fattigdom – om det så bare er et år.

Relativt fattige børn får nedsat deres evne til at lære, fordi deres arbejdshukommelse er delvist optaget af forældrenes – som oftest moderens – (økonomiske) bekymring.

Gentagne finansloves helt ekstreme reduktion i ydelserne til flygtninge har haft en ødelæggende virkning.

Så det er godt, at den nye regering har lavet en midlertidig genopretning af ydelsesniveauerne i Danmark, og godt, at vi har fået en Ydelseskommission.

Men det er ikke flere penge, som for alvor skaber mulighedslighed i et samfund, og det er, som om vi har glemt, at vi netop har skabt velfærdssamfunds institutioner for at give alle lige mulighed for at udvikle sig som lige og frie medborgere i samfundsfællesskabet. 

Det er ikke de økonomiske forskelle i det danske samfund, som er den grundlæggende årsag til ulighed i livsmuligheder. Det er den manglende støtte i de tidlige år og i skolesystemet.

Vælg din mor med omhu
Det er for alvor blevet understreget sidste år, da Rockwool Fonden offentliggjorde Den usynlige tråd.

Undersøgelsen viste, hvordan forskelle mellem børn født af henholdsvis mødre uden ungdomsuddannelse, mødre med ungdomsuddannelse og mødre med videregående uddannelse kan spores igennem hele livet.

Eksempelvis har børn af mødre uden ungdomsuddannelse gennemsnitligt en lavere fødselsvægt end børn født af mødre med ungdomsuddannelse, som igen havde en lavere fødselsvægt end børn født af mødre med en videregående uddannelse.

På samme måde kan forskellene spores i forhold til karakterer i skolen, antal år i uddannelsessystemet, gennemsnitlige årsindkomst som 30-årig, antal indlæggelser på sygehus som 40-50-årig, og om man er i live som 60-årig.

Forskningsarbejdet understreger derfor med al tydelighed, at i Danmark skal man vælge sin mor med omhu.

Den usynlige tråd viser mulighedsuligheden i sin reneste form i dagens danske velfærdssamfund og viser, hvordan vi trods et omfattende apparat af velfærdsinstitutioner ikke formår at bibringe børn med ulige udgangspunkt bedre muligheder for at udvikle deres potentiale.

Det har Rockwool Fonden gjort endnu tydeligere i sin rapport om, hvad vi ved om udsatte børn, som udkom i efteråret. Så det er efterhånden tydeligt, at selv i det højt besungne danske velfærdssamfund skal man være mønsterbryder for at bryde mønstret.

Ikke nok med gode intentioner
Vi har glemt det, jeg tidligere har kaldt udenforskabets dynamik. Det vil sige det samfundsmæssige svigt, som er et resultat af, at vi som samfund ikke giver den rigtige og rettidige støtte til børn og unge med handicap, psykiske eller sociale problemer.

Og vi giver i hvert fald ikke en støtte, som kan være med til at sikre, at børn og unge med særlige behov for støtte kommer helskindet igennem uddannelsessystemet og får en kompetencegivende uddannelse.

Det er udenforskabets dynamik, som skal brydes, og det er i dagtilbudssystemet og skolen, at der skal sættes ind, hvis mulighedsligheden i samfundet skal forbedres. Det er et meget sværere problem at handskes med end det at give fattig-Rasmus nogle gaver og de fattige en bedre økonomi. 

Og det er heller ikke nok med gode intentioner.

Sidste år blev der formuleret et småbørnsløfte og et større fokus på de første 1.000 dage i et barns liv: Alle små børn har ret til et godt børneliv, og de første 1.000 dage af alle børns liv skal være præget af tryghed og stimulering, så alle lige fra fødslen trives og får alsidige muligheder for at lære og udvikle sig.

I år har vi så med finansloven fået starten på en minimumsnormering. Alt sammen gode intentioner, men ikke noget, som for alvor gør op med udenforskabets dynamik.