Behov for at blande beboere socialt - og etnisk

Af politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S)

Med korte mellemrum dukker diskussionen om ghettoer op i medierne og i folketingsdebatterne. Påstand møder påstand, og argumenterne bunder sjældent i forskningsbaseret fakta – og endnu sjældnere i entydig forskningsbaseret fakta.

Når man læser Rockwool Fondens Forskningsenheds gennemgang af den eksisterende forskning på området, er det ikke så underligt. Den kvalitative forskning er begrænset og peger i mange retninger, bl.a. fordi der helt reelt er både positive og negative effekter af at bo i en etnisk enklave. Og forbeholdene over for den hidtidige kvalitative forskning er mange, bl.a. fordi størstedelen stammer fra USA, hvor både raceadskillelse og ulighed har været langt alvorligere end i Danmark.

Den kvantitative, empiriske forskning er så godt som fraværende. Derfor er det dejligt, at Rockwool Fondens Forskningsenhed nu har taget fat på opgaven, og at de har overvundet den første hurdle: Inddelingen af Danmarkskortet i så små enheder, så det giver et reelt billede af beboersammensætningen i det helt nære miljø og dens effekter.

Igennem mere end 100 år har Socialdemokraterne og arbejderbevægelsen kæmpet for at gøre det danske samfund mere lige. Vores mål har ikke kun været en indkomstudligning, men i høj grad en udligning og udbredelse af de muligheder, den enkelte har for at skabe sig et godt liv – herunder at bosætte sig under rimelige forhold. Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Danmark ikke er et boligmæssigt segregeret land efter en international målestok. Hverken når man måler på uddannelsesniveau, indkomst eller tilknytning til det sociale system. Vores universelle velfærdsystem har jo sikret, at uddannelse ikke kun var for de rige, og sociale ydelser ikke kun for de fattige. Og vores danske arbejdsmarkedsmodel og progressive skattesystem har sikret, at indkomsten i mindre grad end i andre lande fordeles efter det asociale princip "til dem, som har, skal mere gives, fra dem, som lidet har, skal også det tages".

Når man besøger eller ser de hyppige tv-reportager fra områder som Mjølnerparken og Akacieparken i København, Taastrupgård i Høje Taastrup, Vollsmose i Odense eller Gellerupparken og Bispehaven i Århus, kan det heller ikke overraske så meget, at Danmark faktisk er et segregeret land, når man måler på ikke-vestlige indvandreres bosætning sammenlignet med danskeres. Men det er godt at få konkrete tal i hånden og derfor yderst anvendeligt, at Rockwool Fondens Forskningsenhed har påvist, at andelen af ikke-vestlige indvandrere, som skulle flytte, hvis de skulle bo som den øvrige befolkning, er høj selv målt med en international målestok. Og det er godt at få belyst, at der er stor sandsynlighed for, at en ikke-vestlig indvandrer møder en anden ikke-vestlig indvandrer som den første, når han eller hun går ud af sin hoveddør. Eller rettere ud fra sin trappeopgang. For også ikke-vestlige indvandreres markante overrepræsentation i offentligt ejede etagebyggerier og underrepræsentation i ejerboliger bliver dokumenteret i rapporten.

Netop denne pointe, vil jeg gerne dvæle lidt ved. For jeg mener faktisk, at afsnittet om, hvem der bor hvor, tegner et uheldigt perspektiv for indvandreres økonomiske integration, som afsnittet om, at vi ikke er boligsegregerede målt på indkomsten, ikke fanger. Den stigende ulighed, som vi oplever i det danske samfund i disse år, skyldes ikke kun faktorer, der kan aflæses på lønsedlen, selvom lønnen stiger hurtigere på direktionsgangene end i produktionshallerne. Det store problem er i mine øjne, at to tredjedele af befolkningen er i gang med en fest, hvor den sidste tredjedel ikke er inviteret – deriblandt lejerne. En fest hvor man forgylder hinanden med aktier og optioner, mens man skåler på sin friværdi. Derfor er det ikke helt fyldestgørende at se på indkomstforskellen i og imellem boligområder, når man vil undersøge stigningen i økonomisk boligsegregering, den aktuelle grad af økonomisk boligsegregering og antyde den fremtidige grad af økonomisk bolig-segregering. Når selve boligformen i så høj grad er med til at give ejerne en værdistigning, som ganske let kan omsættes til større økonomisk frihed og flere økonomiske muligheder, og lejerne en lang næse, så kan billedet af et samfund, hvor mere og mindrebemidlede bor i samme boligområde, hurtigt ændres.

Naturligvis vil problemet blive formindsket af, at vi socialdemokrater i mange år har været opmærksomme på behovet for at blande boligformerne – selv med de nye små måleenheder på mellem 150 og 600 enheder lader det til at have haft en effekt. Men det ændrer ikke på, at den enkelte lejer får relativt færre muligheder, når den økonomiske udvikling foregår hen over hovedet på ham eller hende. Derfor har det også været en meget klar forudsætning for, at Socialdemokraterne kunne tilslutte sig skattestoppet, at det blev kombineret med huslejenedsættelser i den dyreste del af de almene boliger. Rockwool Fondens Forskningsenhed har nu mindet os om, at problemstillingen også har en integrationsmæssig vinkel, fordi der er en stor overrepræsentation af ikke-vestlige indvandrere. Det rokker ikke ved min tilslutning til skattestoppet, men får mig til at gentage denne specifikke kritik af den væsentligste mangel i regeringens skattestop med fornyet styrke: Der er behov for at sætte lejen ned i de dyreste almene boliger, så den sidste tredjedel af befolkningen – og den meget større del af indvandrerne – også får gavn af, at det går godt.

Men den afsløring, som indeholder mest politisk sprængstof i denne nye rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, er uden sammenligning afvejningen af, om det er en fordel eller en ulempe for en ikke-vestlig indvandrers integration målt på indkomst og beskæftigelsesgrad at bo i nærheden af mange landsmænd.

Ulemperne er til at få øje på. Når man bor blandt mange andre indvandrere og få danskere, bliver det sværere at lære det danske sprog at kende og tilegne sig danske normer – kort sagt at blive kulturelt integreret i det danske samfund. Den ulempe er meget reel, og jeg vil vende tilbage til den, når jeg drager min politiske konklusion på undersøgelsen.

Det er også sandsynligt, at man får en dårligere offentlig service, fordi regeringen er uvillig til at investere nok i institutionerne i de relevante områder, til at det kan opveje det ekstra arbejde, som kultur- og sprogbarriererne og den sammenfaldende sociale belastning giver. Jeg måtte jo med tilfredshed konstatere, at der i flere kommuner, hvor der er socialdemokratisk flertal, foretages en investering i de mest belastede institutioner, og at det har en dokumenterbar effekt, om end det kun dokumenteres, at indsatsen og effekten er større i de kommuner, og ikke hvorvidt den er tilstrækkelig. Det er i sig selv et problem, at der ikke afsættes resurser nok til mange af de belastede institutioner, og det kan oven i købet føre til en flugt af gode medarbejdere fra området. Også det vil jeg vende tilbage til.

Ikke-vestlige indvandrere kan også være tilbøjelige til at gå for en lavere løn, hvis de finder, at det er vigtigere at bo blandt landsmænd, og dermed med let adgang til f.eks. den moské, de kommer i, den pakistanske forening, de er medlem af, eller den tyrkiske købmand, de handler med, end det er at bo der, hvor der er størst chance for at få et vellønnet job. Denne pointe er muligvis reel, men som udgangspunkt er det vigtigste for mig, at de får kontakt til arbejdsmarkedet – vel at mærke det hvide. Lønambitionerne må vi rette op på senere. For eksempel når de bliver så velintegrerede, at de melder sig ind i en fagforening.

Den sidste negative effekt, der bliver nævnt i rapporten, er, at boligmæssig adskillelse kan forstærke etniske danskeres fordomme om minoriteterne. Denne fare finder jeg helt reel. Hvor mange danskere har ikke sympati for deres lokale grønthandler, som er blevet mainstreamet ind i majoritetssamfundet, men antipati for de indvandrere, de aldrig får mulighed for at lære at kende, fordi de lever i et parallelsamfund?

Fordelene er også til at tage og føle på. Det byder sig selv, at et naturligt netværk af mennesker, der deler ens modersmål og kender ens kulturbaggrund, men er bedre integrerede end en selv, kan være en fordel, ikke mindst lige når man skal etablere sig i Danmark og på det danske marked eller arbejdsmarked. Der kan så være en rekyleffekt, når man selv er blevet velintegreret, fordi man så får forpligtelser for de nye, der kommer til boligområdet fra hjemlandet, eller fordi man står i taknemlighedsgæld til sine oprindelige hjælpere, og derfor for eksempel ikke har frie hænder til at ansætte den bedst kvalificerede i sit firma, når man er nået så langt. Igen mener jeg, at den første kontakt til arbejdsmarkedet er så afgørende, at mindre hurdler senere hen må komme i anden række.

Spørgsmålet er så, hvad der er størst: Fordelene eller ulemperne? Er ulemperne større end fordelene, kan vi kalde boligområderne for ghettoer. Er fordelene større end ulemperne, kan vi kalde dem etniske enklaver. Det første ord viser tilbage til jødekvarterer i Italien, men ordet opfattes af de fleste som en amerikansk betegnelse for de områder, hvor der bor flest sorte, og som samtidig er belastede boligområder. Det andet ord bruges af Rockwool Fondens Forskningsenheds forskere og forfattere om de områder i USA, hvor europæere bosatte sig side om side med deres landsmænd. De sidste viste sig at fungere som en sikker base for de første generationer, som gjorde, at der skete en naturlig boligmæssig spredning og social opstigning i samfundet i løbet af få generationer.

Konklusionen er overraskende. Når man renser tallene for den skævhed, som opstår, fordi ikke-vestlige indvandrere med få arbejdsmarkedskvalifikationer og andre svært registrerbare træk tiltrækkes af storbyområder med mange landsmænd, så har det en positiv effekt på flygtninges beskæftigelsesmæssige og indkomstmæssige integration at bo i en kommune med mange landsmænd – som godt nok er noget lidt andet end en etnisk enklave. Over få generationer er der grund til at tro og håbe, at der vil ske en betydelig integration med udgangspunkt i de etniske enklaver, som det var tilfældet med de europæere, der rejste til USA.

Trækker det ikke tæppet væk under den spredningspolitik, som Socialdemokraterne har foreslået? Først og fremmest får det mig til at efterlyse endnu mere forskning på området, for konklusionen er overraskende og spændende. Kan den udbredes til andre grupper end de mindre uddannede flygtninge? Er der også en positiv effekt i de kommuner, hvor mange landsmænd bor klumpet sammen i få boligområder, eller er det kun i de kommuner, som har spredt dem over mange boligområder inden for kommunen?

Dernæst får det mig til at overveje, om beskæftigelsesmæssig og indkomstmæssig integration er det eneste og eller i hvert fald det bedste argument for, at vi har en målsætning om, at bosætningsmønsteret i de almene boliger inden for et tiår skal ændres, så andelen af beboere med indvandrerbaggrund nedbringes til maksimalt 25 pct.

I Rockwool Fondens Forskningsenheds rapport betragtes en langsom tillæring af dansk sprog og danske normer kun som et problem, hvis det har en negativ effekt, som overskygger andre positive effekter, på flygtninges indkomstniveau eller beskæftigelsesgrad en årrække efter, at de har bosat sig i en etnisk enklave. Det er en legitim målestok i en økonomisk forskningsrapport. Men det ville være et gammeldags ulighedssyn og et unuanceret integrationssyn at bygge hele sin politik på. I mine øjne er det et problem i sig selv, at vi har parallelsamfund, hvor det er svært at opnå en kulturel integration – også selv om det kan have en lille positiv effekt på den økonomiske integration. Parallelsamfund med helt andre værdier end dem, der gælder i det omgivende samfund, kan skabe nogle meget anspændte situationer mellem minoritet og majoritetssamfundet.

Grænsen på 25 pct. kan vise sig at være meget velvalgt. For det første levnes der med den grænse fortsat mulighed for, at der bor tilstrækkeligt mange indvandrere i et område til, at de fortsat kan opretholde et netværk. For det andet sikrer det, at danskere ikke kommer til at føle sig som en minoritet i deres boligområde – som rapporten viser, søger danskere væk fra boligområder med mange indvandrere, og de begynder tilsyneladende at sive, længe inden de bliver i mindretal. For det tredje kan det vise sig, at det er en grænse, som gør, at mere veluddannede og mere resursestærke indvandrere og flygtninge bliver i området – deres flyttemønster undersøges ikke isoleret, og hvor vidt det er en fordel eller en ulempe for dem at bo i en etnisk enklave, gives der ikke svar på. Men da de både er resursestærke naboer og del af et etnisk netværk, må det være en fordel for de knap så resursestærke, hvis de bliver boende i området. For det fjerde viser resultaterne, at det hæmmer arbejdsmarkedsintegrationen for flygtninge, hvis de bor i en kommune med mange flygtninge af blandet herkomst.

Vi melder derfor ikke ud med en ny politik den dag i morgen, selvom vi tager resultaterne til efterretning. Men på ét punkt får det mig til at tænke nyt. Når man kombinerer konklusionen om, at det kan være en fordel at bo i nærheden af landsmænd, med konklusionen om, at det er en fordel at bo blandt resursestærke naboer, lyser en advarselslampe. Ethvert spredningstiltag skal sikres mod den fare, at vi spreder indvandrere til områder, som er nøjagtig lige så belastede, som dem de kom fra, men hvor der ikke er et netværk af landsmænd til at hjælpe dem ind i og opad i det danske samfund.

Sidst men ikke mindst bekræfter rapporten mig i, at det i høj grad er de områder, der udpeges som udsatte, vi skal koncentrere os om, og at spredningsforanstaltninger ikke kan stå alene. Vores politik over for de relevante boligområder må være: At beboersammensætningen skal være hensigtsmæssig socialt og etnisk set, uanset om man anlægger de resursesvage eller de resursestærke indvandreres eller de danske beboeres synsvinkel. Men sandelig også, at vi må gennemføre en bredspektret styrkelse af områderne med en målrettet beskæftigelsesindsats, en sammenhængende indsats overfor børnene og de unge i både børneinstitutionerne, skolen og fritiden, en øget kriminalitetsforebyggelse og mere SSP-samarbejde, nogle tiltag der giver erhverv og butikker i boligområderne og sidst men ikke mindst nogle meget tiltrængte renoveringer. For nogle grupper søger til de områder, og måske har de gavn af at bo der ud fra Rockwool Fondens Forskningsenheds målestok. En forbedring af områderne vil forbedre deres hverdag og formentlig også deres og ikke mindst deres børns integration. Vores politik skal derfor gå på to ben.