Debat

Børns Vilkår: Styrket indsats mod fravær kan hjælpe udsatte børn

DEBAT: For mange udsatte børn får ikke tilstrækkeligt med hjælp til at passe deres skolegang. Derfor bør der eksempelvis fastsættes regler for, hvornår og hvordan skoler skal handle på bekymrende fravær, skriver Børns Vilkår.

"Uddannelse er en af de væsentligste bidrag til en positiv ændring i udsatte børn og unges livsforløb," skriver Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl.
"Uddannelse er en af de væsentligste bidrag til en positiv ændring i udsatte børn og unges livsforløb," skriver Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl.Foto: Pressefoto/Børns Vilkår
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår 

”Jeg kan huske, at jeg fik rigtig mange af de trivselstests, og jeg svarede bare dårligt på dem, og der var ikke nogen, der gjorde noget ved det. Og der var bare en ked-af-det-smiley på dem alle sammen.”  

14-årige Anton, som Børns Vilkår har været i kontakt med, er et af det stigende antal børn i Danmark, der lider af skolevægring. 

Alene i Aarhus Kommune er der 30 børn, som ikke går i skole – tallet vokser til omkring 100 børn, hvis man også medtæller de børn, der kun deltager i op til halvdelen af skoletimerne. Børnene magter simpelthen ikke længere deres skolegang, fremgår det af mediedebatten.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

For Antons vedkommende starter skolevægringen, da han begynder i en ny skole i 6. klasse. Han trives ikke, og skolen tager ikke hånd om fraværet, som vokser og vokser. Isoleret derhjemme kan tankerne løbe løbsk. Var det ikke for Antons mormor, som han snakker med i timevis dagligt, ved Anton ikke, "hvad han havde gjort ved sig selv". Ved endnu et skoleskift efterfølgende er tilgangen, at han skal "starte på en frisk". Men Anton trives fortsat ikke og har brug for hjælp til at falde til – en hjælp, han ikke får.  

Skolegang kan løfte børnene
For mange børn i den situation får ikke tilstrækkeligt med hjælp til at passe deres skolegang. Og det er ulykkeligt.

Vi bruger mange penge på at anbringe børnene. Derfor skal vi i højere grad sikre, at børnene får et relevant skoletilbud, når de bliver anbragt uden for den kommune, hvor de bor.

Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns Vilkår 

For børnene, hvor skolen spiller en rolle for deres livskvalitet både som børn og voksne. Men også for samfundet, idet uddannelse er en af de væsentligste bidrag til en positiv ændring i udsatte børn og unges livsforløb. Hvis vi skal lykkes med at løfte børnene og bryde negativ social arv, er skolegangen afgørende.   

Noget tyder på, at børnene indimellem får lov til at sejle deres egen sø.

Hver fjerde skoleleder angiver, at de enten ikke har retningslinjer eller ikke ved, om de har retningslinjer for, hvordan fravær skal håndteres. Endnu færre har retningslinjer for, hvornår fravær betragtes som bekymrende. Det viser et survey blandt 581 skoleledere, PPR-chefer og ledere på det specialiserede børneområde, som indgår i en rapport fra TrygFonden og Børns Vilkår.

Samme rapport viser, at dårligt samarbejde på tværs af Skole- og Socialforvaltningen og mellem kommunerne er en barriere for at støtte børnene optimalt i deres skolegang.      

Mere systematisk tilgang til fravær
Vi bruger mange penge på at anbringe børnene. Derfor skal vi i højere grad sikre, at børnene får et relevant skoletilbud, når de bliver anbragt uden for den kommune, hvor de bor. Hvis vi som i dag alene lader det være op til den kommune, hvor plejefamilien eller opholdsstedet ligger, risikerer vi ikke at få nok ud af de penge, vi bruger på anbringelsen.

Skal vi hjælpe udsatte børn med deres skolegang, skal vi også have en mere systematisk tilgang til fravær. Der bør være regler for, hvornår og hvordan man handler på bekymrende fravær. Det manglende samarbejde mellem forvaltninger bør afhjælpes ved, at alle børn med en socialsag i kommunen får en skoleplan ved skoleskift, højt skolefravær eller ved markant ændring i barnets situation (for eksempel en anbringelse).

Skoleplanen skal udarbejdes af skolen i samarbejde med Socialforvaltningen og sikre, at barnet får den nødvendige støtte til at trives socialt og fagligt i skolen. Barnet, familien og eventuelt anbringelsesstedet skal inddrages i indsatsen. 

Børne- og Socialministeren samt undervisningsministeren har mandag 1. oktober bebudet en indsats over for anbragte børns skolegang samt skolevægring. Det bakker vi i høj grad op om. Skolen skal først og fremmest løfte børnene, ikke skubbe dem ud over kanten.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Kjeldahl

Direktør, Børns Vilkår
cand.agro. (Københavns Uni. 1990), ph.d. i økonomi (London 1995)

0:000:00