BPA-bruger: Kan man forestille sig en statsminister med fast puttetid?

DEBAT: Regeringens besparelser på den personlige hjælp til svært handicappede borgere får konsekvenser for andet og mere end en almen fleksibilitet. De holder visse uheldige borgere ude af samfundet, skriver Danni Busted, som selv bruger ordningen.

Skal det være muligt at blive statsminister, hvis man har muskelsvind? Med den nye reform af serviceloven er regeringen svar et rungende nej, og det ærgrer BPA-bruger Danni Busted.Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Line Jenvall

Redaktionsassistent

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Danni Busted
BPA-bruger

Kan man forestille sig en statsminister med fast puttetid?

Det åbenlyse svar på spørgsmålet er selvfølgelig nej. Det er umuligt, at forestille sig Lars Løkke Rasmussen (V) ligge i sengen kl. 23.15, og tænke “jeg må ringe til Obama i morgen, for min hjælper har lige fået fri på grund af min egen ministers besparelse på BPA-ordningen.”

Statsministeren har ikke brug for en hjælper, så hvad har de to ting med hinanden at gøre?

Fakta

Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

Jo, det skal jeg sige dig. 30. september kunne jeg læse på altinget.dk, at folketingssalen endelig ville blive gjort kørestolsvenlig.

Den dag jublede jeg. Det var et kæmpe skridt. Langt om længe kunne jeg, og andre i kørestol, repræsentere landet, deltage ligeværdigt i demokratiet, og måske en dag blive statsminister. Tænk sig en statsminister med muskelsvind. Jeg kunne se valgplakaterne, se en sort ministerbil med forhøjet tag og lift i siden.

Folk som dovne-Robert forarger Danmark. Nu må krævementaliteten stoppe, og så kommer jeg og beder staten om at betale, så jeg kan blive statsminister. Hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind?
Danni Busted
BPA-bruger

Jeg bad min hjælper løfte mine arme, og i dette øjeblik forsvandt alle forhindringer, og jeg følte, at alt var muligt.

Højt at flyve, dybt at falde
I et par dage havde jeg et hidtil uset drive. Jeg så kun fremad, højere, vildere, bedre. I dag blev jeg så sparket brutalt tilbage til virkeligheden, da jeg blev mindet om regeringens besparelser på BPA-ordningen.

Regeringen vil nu bestemme min sengetid, kl. 23.00 forstås det. Der skal nemlig ikke udføres hjælp imellem 23.00 og 06.00

Det gjorde ondt inde i mig. Den ene dag fik jeg flødeskummet, og den næste fik jeg revet tæppet væk under mig.

Krævermentalitet og realisme
Velfærdsstaten er under pres. Der må spares. Problemerne hober sig op. Folk som dovne-Robert forarger Danmark. Nu må krævementaliteten stoppe, og så kommer jeg og beder staten om at betale, så jeg kan blive statsminister. Hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind?

Jeg kunne nemt have skrevet et sagligt indlæg om, hvordan regeringens besparelser ville fjerne min mulighed for et socialt liv. Eller et rørende indlæg om, hvordan jeg nytårsaften ville ligge i min seng med lyset slukket og kigge ud på hele verden i fest.

Jeg kunne også argumentere for, at besparelserne vil forringe mine muligheder for at arbejde, noget regeringen ellers lader til at være nærmest besat af. Alle skal arbejde, også de syge.

Men det er der masser af kloge mennesker, der allerede debatterer, så jeg vil i stedet tale om fremtiden, om drømme.

Lad os fodre drømmene, lad os sammen flyve højere end nogensinde før, lad os bygge fremtiden. En fremtid for alle.

Politik har aldrig været vigtigere