BUP: Evidens skal mere i fokus på socialområdet

DEBAT: Ikke alle forslag inden for børne- og ungesektoren er baseret på evidens og behov, men kun på gode intentioner – og derfor er ikke alle forslag lige gode. Det skriver Anne Marie Råberg Christensen og Hanne Børner, hhv. formand og næstformand i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Af Anne Marie Råberg Christensen og Hanne Børner
Hhv. formand og næstformand i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab

Det er ikke alle ideer inden for børne- og ungesektoren, der er lige gode. Heller ikke selv om de er fremsat af mennesker med de bedste hensigter. Gode intentioner er ikke evidens for behov og effekt.

Det mindste, vi kan gøre for barnet, den unge, pårørende og samfundet er at undersøge og forske i, om der er et behov, hvem der har behovet, og om der er en effekt af behandling, således at vi ikke kun handler på baggrund af følelser, politik eller faglig orientering.

Det er ikke et populært standpunkt at tage.

Men når penge ikke vokser på træer, bør vi alle udvise rettidig omhu. Vi tror ikke, at der kommer flere midler til børne- og ungdomspsykiatri-området tværsektorielt set. Derfor bør vi satse på tiltag med dokumenteret effekt på baggrund af reelle behov og grundig forskning.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP) er enig med børne- og socialminister Mai Mercado (K), når ministeren i sit nytårsforsæt understreger, at der bør handles ud fra viden.

Dermed undgås ulighed i sundhed på tværs af regionale og kommunale grænser, og midlerne udnyttes optimalt.

Derfor undrer det, når ministeren i samme indlæg taler for ”særligt fokus på skilsmissefamilier, der ikke selv kan løse deres uenigheder… af hensyn til børnene.”

Tag tendensen alvorligt
Det er muligt, at midlerne ikke skal tages fra puljer til sårbare børn og unge. Det kan også være et tiltag med massiv effekt – pointen er, at det ved vi ikke. Ligesom det ikke er dokumenteret, at der er brug for det.

BUP ser et behov for, at vi tager denne tendens alvorligt, da der i samme uge for eksempel er artiklen: ”Tilskud til psykolog er en god forretning for staten” på baggrund af et ph.d.-studium fra Benjamin Ly Serena, Økonomisk Institut, Københavns Universitet angående gratis psykologhjælp.

Politikere fra SF og DF mener, at det er win-win at give gratis psykologhjælp til børn og unge.

Vi ønsker ikke at klandre Serena, tværtimod virker det til at være et fint arbejde, der ikke er færdigt, hvilket han gør opmærksom på via Twitter.

Men vi kan anbefale politikere, journalister og interessenter at bede om indsigt i data og metode.

Der er ikke belæg for politikernes reaktion. Dertil er der for mange usikkerheder. Det bør blandt andet undersøges, om der er en behandlingseffekt af gratis psykologbistand, samt hvilke patienter det er, der giver en stigning hos psykiatrien.

Er det for eksempel de samme unge, der efter gratis psykologhjælp et halvt år senere behandles i psykiatrien, således at behandling kun udskydes?

Dermed er den ”gode forretning,” at psykologbehandling er billigere end psykiatrisk. Det hjælper ikke barnet eller den unge.

Er gratis psykologhjælp en rigtig løsning?
I børne- og ungdomspsykiatrien ses en stigning i antallet af patienter. Skal vi ikke sikre, at det er de rette børn og unge, der behandles her, og at det forebyggende arbejde i kommunerne virker, rammer rigtigt og udnytter ressourcerne optimalt til fordel for samfundet, men først og fremmest af hensyn til de berørte?

Børne- og ungdomspsykiatrien er et tværsektorielt område. Heriblandt er blandt andet psykologer en værdifuld faggruppe, men vi efterlyser, at der reelt forskes i, om for eksempel gratis psykologhjælp er den rigtige løsning.

Det er allerede indført i 14 kommuner, men vi ved reelt ikke, om det virker.

Det er vigtigt, at vi arbejder sammen på tværs af søjler, respekterer og udnytter hinandens faglighed til fordel for barnet, den unge og de pårørende med øje for samfund og økonomi.

Vi opfordrer børne- og socialministeren til at nedsætte en Task Force til at undersøge sårbare børn og unges behov. Derefter håber vi, at ministeren - eventuelt med sundhedsministeren – vil samle relevante aktører til at komme med forslag, der baseres på viden, før vi handler – helt efter ministerens nytårsforsæt.

Forrige artikel Danske Seniorer: Stop hetzen mod ældre bilister Danske Seniorer: Stop hetzen mod ældre bilister Næste artikel Forfatter: Regeringen bør ændre reformen af førtidspension og fleksjob Forfatter: Regeringen bør ændre reformen af førtidspension og fleksjob
  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Pensioneret leder af Støttecenter på skole

    Samarbejde og respekt for hinandens kompetencer og indsigt.

    Som tidligere leder af et støttecenter på en stor, tresporet skole, kan jeg kun opfordre til, at sektormurene nedbrydes og at man samarbejder bedre i respekt for hinandens indsigt, faglige viden, erfaring og handlemuligheder.
    I nært samarbejde med skolepsykologer, lærere og forældre har jeg flere gange oplevet, at hjælpen til svært psykisk sårbare elever ikke for alvor har været indenfor rækkevidde, bl.a. fordi ventetiden til børne- og ungdomspsykiatrien har været flere år!
    Forældrene har på eget initiativ måttet søge hjælp og støtte på skift i de forskellige sektorer.
    I den lange ventetid har børnesagkyndige i kommunen gjort, hvad deres faglighed, indsigt og kræfter har muliggjort - alt imens barnet og familien har haft det rigtigt, rigtigt dårligt. Familierne (incl. søskende) har været belastede ud over bristepunktet. I nogle tilfælde bristede selv meget ressourcestærke familier i ventetiden !
    DET er meget omkostningsfuldt og skadeligt menneskeligt, - og på sigt MEGET omkostningsfuldt for samfundet, at der er så lang ventetid og så stærke mure imellem sektorerne.
    Selvfølgelig skal der da ikke følge en stor psykologregning til familiemedlemmerne med, hvis de får brug for psykologhjælp undervejs. Den tanke er vanvittig.
    Som "gammelt" skolemenneske kan jeg kun opfordre til, at murene imellem sektorerne - skoleforvaltning ( skolen og PPR), socialforvaltning og børne- og ungdomspsykiatrien NEDBRYDES, så parterne hurtigt kan træde sammen med familien og få aftalt:
    - Hvad handler det om?
    - Hvad kan der gøres?
    - Hvad skal der gøres ?
    - Hvad er planen ?
    - Hvem gør hvad ?
    - HVEM TAGER TETEN til hvilken opgave?
    - Hvordan kommer vi videre ?
    Samarbejde og respekt for hinandens indsigt, faglige viden og handlemuligheder er vitalt, hvis vi for alvor vil støtte og hjælpe barnet og familien.

    -