Civilsamfundets favoritkanal til penge og indflydelse er den billigste og mest demokratiske - men kan også give bagslag
Frem til regeringens finanslovsudspil i går har adskillige civilsamfundsorganisationer været omkring et udvalg og præsentere deres sag. For nogle har det resulteret i, at de er indstillet til finansiering. Men er foretræder egentlig en god vej at gå, hvis man vil have en finanslovsbevilling? Hvordan får man mest muligt ud af de 15 afgørende minutter, og hvad skal man for alt i verden undgå?
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
Redaktør
Katrine Falk Lønstrup
JournalistHans og Gorm hed to midtjyske pensionister, som op til strukturreformen i 2005 havde et inderligt ønske for deres lokalsamfund: Deres hjemkommune, Hvorslev, skulle høre til Viborg kommune og ikke, som Hans og Gorm frygtede, lægges sammen med en række andre midtjyske kommuner i en ny storkommune.
De to herrer kastede sig ud i en kamp med forsamlingshusmøder, læserbreve og underskrifter. Som det ultimative træk søgte de foretræde for et folketingsudvalg. De blev modtaget som deputation.
Om deres arbejde bar frugt, venter vi med at afsløre. Men når Hans og Gorm har fundet vej til denne historie, er det fordi deres praksis og tankegang præger store dele af det danske civilsamfund – både foreninger og ngo’er, enkeltpersoner og borgergrupper: Alle dem, som søger foretræde for et af Folketingets udvalg - en af de mest demokratiske kanaler til politisk indflydelse.Foretræder løser meget sjældent dit problem i sig selv. Man bruger forholdsvis mange ressourcer på at forberede 15 minutter, og gevinsten står ikke altid mål med indsatsen.
Benny Damsgaard
Politisk rådgiver
Social
