Socialrådgiverforening: Socialtilsynet kan ikke stå alene – styrk det personrettede tilsyn for voksne

Selvom der givetvis er grundlag for at diskutere ensartetheden i Socialtilsynet på tværs af regionerne, omfanget af bureaukrati og potentialet i at bruge tilsynsbesøgene til at skabe bedre rum for faglig refleksion, skal der ikke herske tvivl om, at det var en god idé at indføre Socialtilsynet for ti år siden.

Alligevel – og på trods af dygtige medarbejderes ihærdige indsats – bliver offentligheden med jævne mellemrum bekendt med sociale tilbud, hvor kvaliteten ganske enkelt ikke er god nok. Som mange andre debattører her på Altinget mener jeg dog også, at det er naivt at tro, at ét årligt tilsyn kan fange alt.

Der er brug for at se på, hvordan vi kan komme de problematiske sager til livs og løfte kvaliteten på sociale tilbud – uden samtidig at binde ansatte og ledere til kontrolskemaer og lægge beslag på deres tid med mere bureaukrati. Heldigvis er der også i denne debat flere veje, som fører til Rom.

Personrettede tilsyn fungerer for børn

På børneområdet er socialrådgiverne vant til at tage på tilsynsbesøg, når børn og unge er anbragt uden for hjemmet – eksempelvis i en plejefamilie eller på en institution. Loven stiller nemlig krav til, at kommunen gennemfører et såkaldt personrettet tilsyn to gange årligt.

I praksis betyder det, at socialrådgiveren kører ud, besøger barnet og taler med det. Det kan være om relationen til pædagogerne på stedet, forholdet til de andre børn, venskaber, ensomhed, skolegang eller bekymringer om forældrene eller de søskende, som stadig bor derhjemme. Alt dét, der nu lige fylder hos barnet.

Hyppigheden og grundigheden af det personrettede tilsyn varierer utroligt meget fra kommune til kommune, og meget ofte afhænger det også af socialrådgivernes øvrige arbejdspres

Signe Færch
Forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening

På den måde er det personrettede tilsyn med til at give børnene en mulighed for at åbne op, hvis de oplever problemer på deres institution eller i plejefamilien, og dermed kan socialrådgiveren gribe til handling, hvis der er brug for det – eksempelvis ved at involvere Socialtilsynet. Helt overordnet set giver det også socialrådgiverne mulighed for at styrke relationen til deres borgere, og det er en vigtig komponent i socialt arbejde.

Selvom der stadig er brodne kar, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det personrettede tilsyn på børneområdet betyder, at man opdager problemer, som ellers ville gå under radaren. Samtidig får man også blik for, om der er behov for at justere den indsats, som barnet modtager, eller om institutionen rent faktisk leverer den støtte, som barnet har fået bevilliget.