Docent på Københavns Professionshøjskole: Socialtilsynet lytter ikke nok til børn og unge

Et tilsyn skal holde øje med om børn og mennesker med handicap behandles ordentligt. Men lever et socialt tilsyn og andre i en parallelverden, hvor de ikke ved, men lader som om, at de ved, at beboerne har det godt nok?

Når en afsløring af dårlig behandling ruller, kan der rettes en kritik mod dem, som handler, har et ansvar og dem, der skal holde øje.

De første er medarbejdere, hvis kompetencer ofte er begrænsede, og som ofte er utilstrækkeligt uddannede. De er lavtlønnede og har skæve vagtskemaer. De ansvarlige er kommuner, regioners og private steders ledelser, som nednormerer i takt med, at kommunernes økonomiske midler bliver færre, og behovet nogen steder stiger. De som holder øje, er det sociale tilsyn, som skulle være alles garanti for, at opholdssteder og institutioner udvikler og opfører sig hensigtsmæssigt, så lad os se nærmere på dem.

Modellen for tilsyn skaber store forskelle i resultaterne

Socialtilsynets opgaver er, udover godkendelse af de respektive steder, også at kontrollere det enkelte steds kvalitet efter en bestemt kvalitetsmodel. Den model er ifølge loven opdelt i fem temaer: ledelse, kompetencer, økonomi, metoder og fysiske rammer samt tre om uddannelse, relationer og sundhed for en beboer.

Det handler ikke om at producere flere lovregler, bekendtgørelser, vejledninger eller håndbøger, som findes i rigelige mængder.

Frank Cloyd Ebsen
Docent og forsker på Københavns Professionshøjskole

I nogle få linjer i loven står, at der skal indhentes oplysninger fra "borgeren" og i en vejledning med 391 punkter beskrives i syv punkter, at "de, som hver dag oplever tilbuddet fra nærmeste hold, får lejlighed til at give deres syn".

Tilsynet bestemmer, hvor mange som skal inddrages for at vurdere et sted, da det ikke behøver at være alle. I årsrapporten for 2022 fremgår, at de fem tilsyn på mange områder har en forskellig praksis.

Der er så store forskelle i forståelsen af interview af beboere, at antallet ikke kan offentliggøres. Dog ses, at godt en fjerdedel af alle interview sker med borger og over halvdelen med ledere og medarbejdere. Der lades som om, at alles synspunkter er lige vigtige, og opfyldelse af kvalitetsmodellen og dermed lovens mange krav er lig med, at beboere som udsatte børn og unge har det godt.