Kommunal centerchef: Socialtilsynets mange regler blokerer for fokus på de mennesker, det handler om

Mange regler tager ressourcer fra de varme hænder

Som en gammel supervisor engang sagde til mig: "Man skal altid holde øje med, hvornår det bedste bliver det godes værste fjende."

Der er kun ét sted at tage ressourcer fra, når der skal laves lange ansøgninger, redegørelser, opgørelser af medarbejdernes uddannelser, og det er fra de "varme hænder".

TinaMaria Larsen
Centerchef, Center for Sociale Indsatser i Aalborg Kommune

Socialtilsynene er skabt ud fra ønsket om at sikre borgere i udsatte positioner bedst muligt. Men i iveren efter at regulere på alle potentielle risici, og ofte på baggrund af enkelt- og mediesager, er der for mig at se skabt et lovgivningsmæssigt rigidt system, der står i modstrid med intentioner om afbureaukratisering og flere "varme hænder".

Der er kun ét sted at tage ressourcer fra, når der skal laves lange ansøgninger, redegørelser, opgørelser af medarbejdernes uddannelser og så videre, og det er fra de "varme hænder".

Men værst af alt: Når man for at gøre det bedste laver regelstyring omkring socialt arbejde, så får man et rigidt system. Og det er på bekostning af det gode for det enkelte medmenneske, der har behov for hjælp. De, og ingen af os, er ens, vi har ikke de samme ønsker, drømme og behov.

Hvis vi ikke anerkender det, så får vi et ringeagtende system – også selvom intentionen var anerkendende. 

Hvorfor har jeg en ret, som udsatte borgere ikke har

Jeg har ret til at bo, som jeg vil. I en lille et-værelses by-lejlighed med bad på gangen, i parcelhuskvarter, i et selvbygger-økofællesskab, i campingvogn – eller som i mit tilfælde i familiebofællesskab.

Vi skal stadig have stærke vagthunde, et stærkt Socialtilsyn, og der er gode kræfter i socialtilsynene at bygge på. Men rammerne for tilsynet skal ændres.

TinaMaria Larsen
Centerchef, Center for Sociale Indsatser i Aalborg Kommune

Den rettighed har man ikke nødvendigvis, hvis man modtager en social indsats. Her er nogle eksempler:

• En borger ønsker at blive på et døgntilbud trods stigende alder. Hans bolig kan dog ikke godkendes, da boligen skal være klargjort til sygeseng og lift. Selvom borgerens klare ønske er at bo i en lille, overskuelig bolig – som det også eksempelvis kan gælde for mennesker, der lider af angst.
• En gadesover har så massive traumer, at han ikke er i stand at være bag en dør - han sover han på gaden. Det lykkes at motivere ham for at bo i en campingvogn, hvor han er mere skærmet. Men heller ikke det er muligt efter gældende lovgivning.
• Flere har behov for at bo særligt – for sig selv, og uden for mange krav, i eksempelvis bofællesskaber. Der skal dog afdækkes, om vi må det – eller om der så er tale om et botilbudslignende tilbud, som der skal føres tilsyn med – og hvor borgerne klientgøres.

Hvorfor har jeg ret til at bo i en et-værelses lejlighed, campingvogn eller et særligt bofællesskab, når borgere i udsatte positioner ikke har? For mig at se er det en systemisk ringeagtsform.

Rammerne for tilsyn skal ændres

Vi skal stadig have stærke vagthunde, et stærkt Socialtilsyn, og der er gode kræfter i socialtilsynene at bygge på. Men rammerne for tilsynet skal ændres.

Som Søren Kierkegaard, der ikke er mindre aktuel i dag, skrev, også før Honneth fandt på sin anerkendelsesteori: "At man, når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der".

Hvis tilsyn skal bygge på dét fundament, så er det nødvendigt at afbureaukratisere, så afsættet reelt er de mennesker, det handler om – og deres ønsker, drømme og behov.