De svageste taber med et socialt taxameter

Af Merete Riisager
Uddannelsesordfører Liberal Alliance

Et ordsprog siger, at ”vejen til helvede er brolagt med gode hensigter”. Og der er noget om snakken. For det er helt rimeligt at sige, at et socialt taxameter i uddannelsessystemet, som er et brændende ønske for regeringen, vil virke stik imod hensigten. I hvert fald hvis man ønsker at nå til det resultat, at børn og unge fra såkaldt ”uddannelsesfremmede hjem” skal klare sig bedre og opnå et højere fagligt niveau, end de gør i dag.

Et socialt taxameter skal ifølge regeringen gives til ungdomsuddannelser, der har særligt mange unge fra uddannelsesfremmede hjem og unge med faglige udfordringer. Pointen er, at pengene skal gives til de skoler, hvor der er et særligt behov. Det lyder sympatisk, men hvis vi vender skråen og ser ud over hensigten og på den forventede effekt, så ser sagen noget anderledes ud. For når en pose penge øremærkes til en bestemt type elever, så giver det blot skolerne et økonomisk incitament til med nidkærhed at udpege disse elever. Et socialt taxameter er med andre ord passivt, og det kan på trods af velmenende intentioner give bagslag, fordi systemet direkte såvel som indirekte sætter lave forventninger til et menneske i uddannelsesøjemed, hvilket ifølge forskningen vil betyde, at vedkommende opnår ringere resultater.

Fagligt taxameter er en løsning
Men hvad skal man da gøre i stedet? Først og fremmest kunne man starte med at forenkle taxametersystemet. Det tjener ingen noget godt, at vi har et komplekst og bureaukratisk system, der trækker ressourcer væk fra det, der er det væsentligste: Undervisning af høj faglig kvalitet. Dernæst kunne man indføre et ”fagligt taxameter”, der belønner uddannelsessteder for det faglige niveau, de bibringer eleverne. Og hvor det sociale taxameter er passivt, så er det faglige taxameter aktivt i den forstand, at det belønner uddannelsesstedernes evne til at løfte eleverne over et forventeligt niveau frem for blot at belønne skolerne ud fra deres evne til at tælle elever med svære kår og faglige udfordringer.

Det faglige taxameter indeholder og løser endda selve intentionen med det sociale taxameter: Eleverne bliver dygtigere – uanset deres udgangspunkt. For ved at vurdere de faglige resultater i forhold til elevernes socio-økonomiske baggrund kan man se, hvorvidt en skole eller et uddannelsessted klarer sig bedre eller dårligere, end hvad der er forventeligt. Det vil således både være muligt at belønne de, der har bibragt eleverne et bedre fagligt niveau end forventeligt, og at følge op på skoleledelser, der over en årrække ikke klarer at løse opgaven. At lede en skole eller et uddannelsessted er et betroet erhverv, og ledere, der over en længere periode viser dårlige resultater, bør ikke fortsætte i deres stilling.

Ungdomsuddannelser er ikke bare steder, hvor unge får viden og færdigheder fyldt på, men også steder, hvor drømme og fremtidsmuligheder skabes. Unge, der kommer med svære forudsætninger, og unge der i forvejen er dygtige, skal alle udfordres. Uanset om vi ser på den unge med faglige udfordringer eller den motiverede og dygtige elev, vil det faglige taxameter fremme en uddannelseskultur, hvor man har fokus på faglighed og dygtiggørelse. Det sociale taxameter derimod er gode hensigter og systematiseret afmægtighed, der ikke vil gøre noget godt for dem, det hele handler om: De unge.

Et socialt taxameter er med andre ord passivt, og det kan på trods af velmenende intentioner give bagslag, fordi systemet direkte såvel som indirekte sætter lave forventninger til et menneske i uddannelsesøjemed, hvilket ifølge forskningen vil betyde, at vedkommende opnår ringere resultater.

Merete Riisager
Uddannelsesordfører for Liberal Alliance