Debat: Borgernes retssikkerhed på handicapområdet skal løftes

Om du ville synes det var rimeligt, at det skal tage seks måneder at få bevilget et ståstativ til din to-årige datter med cerebral parese, eller om det lyder rimeligt at vente fire år på at få udbetalt tab af indtægter, fordi kommunen ikke kan finde ud af at beregne beløbet.

Hvis vi skal videre, så skal det være uden argumentet om, at hjemviste sager og krænkelse af retssikkerhedsgarantier ikke er ”rigtige” fejl.

Der er langt til målet
Socialret og forvaltningsret er måske svært - men ikke sværere end skatteret, forbrugerret og miljøret. Den største forskel er, at målgruppen for lovgivningen er de svageste borgere, og dem staten har et særligt ansvar for at hjælpe.

Skal et samfund kendes på, hvordan det behandler sine svageste, så er der er langt til målet, når de svageste også er dem, der modtager flest forkerte afgørelser, har dårligst mulighed for at søge uvildig rådgivning og har ringest mulighed for at kræve erstatning, når det går galt.

Påstanden er hårdt tegnet op, men jeg har ikke kendskab til andre offentlige retsområder, hvor 42 procent af klagesagerne faktisk viser sig at være berettigede.

Jeg mener det er en rimelig antagelse, at borgere, der modtager handicapkompenserende ydelser, over en bred kam er dårligere økonomisk stillet end den gennemsnitlige borger, og jeg har selv ført retssager, der har vist, hvor svært det er for borgere at få erstatning.

Stor gruppe borgere mangler anerkendelse
Det er heldigvis ikke mange, der mener at fejl i 42 procent af klagesagerne er et godt mål, eller at det er hensigtsmæssigt, at hjælp først når frem halve og hele år efter et behov er opstået.

Hvis nogen regnede efter, vil det formentlig også vise sig at være en samfundsmæssig dårlig investering at vente med at hjælpe borgere, til de er blevet endnu dårligere fungerende, mere socialt marginaliserede og mere klientgjort.

Jeg anerkender, at kommunerne har en opgave, som samlet set ikke er tilstrækkeligt understøttet strukturelt. Jeg anerkender samtidig, at der er en stor gruppe borgere, som har brug for, at det bliver anerkendt, at de er blevet og stadig bliver behandlet uret.

Hvis målet er en retstilstand, hvor borgere med handicap modtager relevant hjælp i rette tid, og offentlige myndigheder ses som garanten for dette, vil det være hensigstmæssigt at nedtone de klassiske fag- parti- og foreningsskel, og i stedet se på, hvad der skal til med friske øjne.

Måske skal opgaven løftes af andre, på en anden måde eller med en anden støtte. Forsvaret af strukturen, der har medført fejl i 42 procent af sagerne, er derimod ikke ret frugtbart.