Debat: Lyt til ombudsmandens kritik af socialpsykiatrien

Af Kit Kjærsgaard og Grete Mikkelsen
Direktør, Skovhus Privathospital og forstander, Granhøjens botilbud

Der har ikke manglet opmærksomhed på socialpsykiatrien i medierne i de sidste uger. Men man har måtte se langt efter konstruktive forslag og substans i debatten. Den har vi fået med ombudsmandens rapport om socialpsykiatrien.

Men desværre er rapporten gået hen over hovedet på både medier og politikere, på trods af at vi her har et solidt arbejde med de centrale problematikker. Derfor skal vi lytte til ombudsmanden, og vi skal handle, for rapporten sætter fingeren på helt afgørende punkter, som desværre har været alt for overset.

Væsentlig rapport
Ombudsmanden deler sin rapport op i to dele. Første del handler om sikkerhed på bostederne, hvor ombudsmanden kommer med en række anbefalinger, som ethvert botilbud skal tage seriøst.

Som branche skal både borgere og kommuner kunne stole på, at vi har de rigtige retningslinjer for håndtering af trusler, vold og medicinhåndtering. Det er et fokus, som konstant er aktuelt og kræver efteruddannelse af medarbejdere og ikke mindst ledere.

Baggrunden for ombudsmandens tilsyn var det tragiske drab for to år siden på bostedet Lindegården, som bliver drevet af Københavns Kommune. Det var det femte i rækken af drab på medarbejdere på botilbud. Det skabte, som de fleste nok husker, en del debat, og politikerne vedtog at etablere de særlige 150 pladser, hvoraf en del i dag står ledige, fordi de ikke passer til målgruppen.

Et samarbejde på et så vigtigt område må ikke være så vilkårligt, som ombudsmanden beskriver i rapporten.

Kit Kjærsgaard og Grete Mikkelsen
Direktør, Skovhus Privathospital og forstander, Granhøjens botilbud

Vi advarede dengang mod præcis det forhold, at de pladser ikke var løsningen, men at et langt mere tæt samarbejde mellem bosteder og psykiatri var helt afgørende for at løse udfordringerne med udadreagerende beboere. Derfor var vi særdeles positive, da ombudsmanden sidste år besluttede sig for at gå ind i sagen, og vi var glade for, at han tog imod vores invitation til et på besøg på Skovhus Privathospital, hvor vi kunne fortælle, hvordan samarbejdet kan organiseres.

Skovhus Privathospital og Granhøjen Specialpsykiatrisk Behandling har gennem ti år arbejdet tæt sammen, og vi kender de udfordringer, som mange botilbud står med i dag.

Rapporten fra ombudsmanden er derfor et meget vigtigt indspark i debatten og bør virkelig blive taget seriøst af både branchen, kommunerne og regionerne. Ombudsmanden konkluderer, at samarbejdet mellem socialpsykiatrien og psykiatrien er alt for tilfældigt og mangler rammer og styring.

Vilkårlige forhold
I rapporten fortæller de bosteder, der har været omfattet af ombudsmandens tilsynsbesøg, om store problemer med samarbejdet. Rapporten skriver blandt andet:

”Hovedparten af botilbuddene havde således eksempler på beboere, der efter botilbuddets opfattelse burde have været indlagt, men som var blevet afvist eller udskrevet igen efter et par timers ophold. Der var også en række eksempler på beboere, som var blevet udskrevet uden forudgående underretning af botilbuddet eller udskrevet på problematiske tidspunkter af døgnet, for eksempel klokken 3.30 lørdag morgen. Flere botilbud havde desuden eksempler på beboere, hvis medicin var blevet ændret, uden at botilbuddet var blevet informeret.”

Det siger sig selv, at et så mangelfuldt samarbejde rummer en lang række problemer for både den enkelte borger, personalet og de øvrige beboere på bostedet. Man kan ikke som bosted tilrettelægge en god behandling og hverdag for en borger, hvis ikke man kan vide sig sikker på, hvilken psykiatrisk behandling, beboeren får og kan få.

Det var baggrunden for, at Granhøjen i sin tid tog konsekvensen og stiftede Skovhus Privathospital og i dag samarbejder tæt om behandlingen, som ombudsmanden netop anbefaler.

Et samarbejde på et så vigtigt område må ikke være så vilkårligt, som ombudsmanden beskriver i rapporten:

”Samarbejdet var, når det fungerede godt i forhold til den indlagte beboer, båret af gode relationer mellem en eller flere af botilbuddets erfarne medarbejdere og tilsvarende medarbejdere i den lokale behandlingspsykiatri. Det relationsbårne samarbejde havde dog ofte en svingende karakter, fordi udskiftningen af psykiatriske overlæger på en del afdelinger efter botilbuddenes udsagn skete hyppigt, og den oparbejdede relation dermed forsvandt.”

Det er ikke godt nok. Samarbejdet skal være bundet op på konkrete aftaler, hvor både botilbud og den psykiatriske afdeling forpligter sig. Hvis en medarbejder på et af Granhøjens botilbud vurderer, at en beboer har behov for psykiatrisk behandling, så kan de altid få kontakt med en læge fra Skovhus Privathospital. De kan sammen foretage en kvalificeret indsats, fordi lægen på Skovhus Privathospital kender både medarbejdere og beboere, og ikke mindst fordi de kender den pædagogiske indsats og praksis på Granhøjen. Og endelig er det vigtigt, at kriteriet for en udskrivelse ikke handler om, om der er plads på hospitalet, men om det giver mening i forhold til behandlingen og beboerens hverdag og sygdomshistorie.

Borgerne er kastebolde
Helt centralt i ombudsmandens rapport er, at det ikke kun er fra bosted til psykiatri, der kan være problemer med samarbejdet. De psykiatriske afdelinger, som ombudsmanden har besøgt, nævner som stort problem, at kommunerne ikke sørger for, at de indlagte borgere får en plads på et bosted og derfor bliver længere indlagt end nødvendigt. Blandt andet fordi kommunerne anvender støtte i hjemmet i stedet for at give tilbud om plads på et botilbud. På den måde kaster sektorerne borgerne rundt mellem hinanden uden at tage ansvar for, at borgerne får den langsigtede hjælp, som er nødvendig.  

Det forværrer kun borgerens sygdom og tilstand, og skal man se økonomisk på det, så udskriver kommuner og regioner en stor ekstraregning til samfundet, for borgerne bliver langt mere behandlingskrævende, når de ikke får den rette hjælp i tide. Det har vi set både på Granhøjens botilbud og på Skovhus Privathospital.

Ombudsmanden kommer med en række løsningsforslag. Han foreslår, at socialpsykiatriske botilbud/kommunen og behandlingspsykiatrien/regionen indgår samarbejdsaftaler om beboeres indlæggelse, ophold og udskrivning fra psykiatrisk afdeling. Rapporten foreslår:

”Samarbejdsaftaler kan blandt andet indeholde aftaler om jobswap, besøg på hinandens institutioner for at fremme den gensidige forståelse for muligheder og begrænsninger, videokonferencer med fast interval om beboere/patienter, beskrivelser af kommunikationsgange med faste medarbejdere fra begge institutioner, beskrivelser af den hensigtsmæssige indlæggelse og udskrivning samt aftaler om, hvem der varetager hvilke opgaver for beboeren under indlæggelsen.”

Det er indlysende, at man burde sætte som krav, at et botilbud for socialt og psykisk udsatte altid havde en sådan samarbejdsaftale.

Tag ansvar for borgerne
Så der er nok at gå i gang med. Men der mangler at blive taget ansvar for de borgere, det handler om. Både regioner og kommuner gør i virkeligheden alt for at holde på problemerne i eget regi, når de ønsker at løse problematikkerne ved egne indsatser og institutioner.

De tager patent på sandhed og løsning. Når de ønsker at oprette nye institutioner og slås over, om det skal under sundhedsloven eller serviceloven, så handler det mere om at få flere institutioner ind under egne vinger end at se ud i samfundet efter løsninger og samarbejde.

Hvorfor er det kun ombudsmanden, der kan finde ud at besøge Skovhus Privathospital for at søge inspiration? Hvor er regionerne? Hvor er KL? Tør I også se mod et privat alternativ, hvor det rent faktisk fungerer?

Der er brug for, at vi lytter til hinanden. Vi lytter til ombudsmanden og alle gode råd og input. Det er en del af den daglige ledelse på både et bosted og et hospital. Vi glæder os til at tage den videre debat med regioner og kommuner om de mange gode input i rapporten.