DH: Lægmænd er uundværlige i klagesager

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Regeringen forhandler lige nu med de politiske partier om en drastisk omlægning af Beskæftigelsesankenævnet, Det Sociale Nævn, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen. Målet er at spare 100 mio. kroner.

Det sker under positive overskrifter som effektivisering, bedre retssikkerhed, mere ensartethed, hurtigere sagsbehandlingstid m.v. Men økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har i sit forslag taget udgangspunkt i en rapport lavet af et revisionsfirma, der kun har kigget på en lille flig af området, nemlig Beskæftigelsesankenævnet, der kun har eksisteret, siden kommunalreformen trådte i kraft 1. januar 2007.
 
Margrethe Vestager har foreslået, at Beskæftigelsesankenævnet og Det Sociale Nævn skal forsvinde fra jordens overflade. I fremtiden skal der kun være Ankestyrelsen, som så skal behandle såvel de ”almindelige” sager som de generelle og principielle sager. Men det er kun, når de selv har fundet ud af, at en sag har generel og principiel betydning, at der skal være lægmænd til stede ved behandlingen af sagerne.

Jurister ved ikke alt
Regeringen konkluderer således, at lægmænd er med til at skabe mindre retssikkerhed og ensartethed samt længere sagsbehandlingstid. Forslaget siger, at langt hovedparten af sagerne kan behandles uden at få et perspektiv fra det almindelige liv, for eksempel med et handicap som autisme, epilepsi eller udviklingshæmning, til at supplere den rent juridiske vinkel på en sag. Regeringen forventer, at alle jurister i Ankestyrelsen i fremtiden ved alt om, hvordan det er at leve med et handicap.
 
Dermed gør Margrethe Vestager op med et traditionelt og anerkendt princip inden for velfærdspolitikken, nemlig at lovgivning, der langt hen ad vejen baserer sig på et skøn ud fra en konkret individuel vurdering, ikke kan sættes på ensidige juridiske formler, altså at for eksempel socialpolitik ikke er eksakt videnskab.
 
Gennem de seneste mange årtier har lægmænd, eksempelvis udpeget af Kommunernes Landsforening eller Danske Handicaporganisationer (DH), på det sociale område repræsenteret samfundets perspektiv på juristernes fortolkning af lovgivningen – og med stor effekt og betydning for den enkelte, der har oplevet, at kommunerne for eksempel har truffet en forkert afgørelse ud fra personernes individuelle behov og lovgivningens formål og indhold. Mange afgørelser er blevet ændret i forhold til juristernes forudindtagede forslag til beslutninger.
 
Hvis jeg skal give nogle eksempler på, hvordan lægmænd har været med til at ændre på beslutninger indstillet af juristerne i Statsforvaltningen, kan jeg nævne:
 
1.    Det kan være, at juristerne ikke helt har kunnet overskue, hvorfor det er nødvendigt, at en af forældrene til et barn med et specifikt handicap, eksempelvis autisme og epilepsi, er nødt til at blive tilkendt tabt arbejdsfortjeneste for at kunne gå hjemme sammen med barnet frem for at overlade barnet i dagtimerne til en barnepige uden de faglige forudsætninger eller kendskab til barnet og dets behov. Her kan lægmænd fra DH bidrage med værdifuld viden, som kan sikre den rette beslutning.

2.    Et uledsaget flygtningebarn med store psykiske problemer har været anbragt på en institution for børn og unge, men er fyldt 18 år. Kommunen og juristen for enden af bordet mener, at barnet kan klare sig på et tilbud for voksne med sammenlignelige problemer. Men ungdomsinstitutionen og den unge selv mener ikke, at det er det rette at gøre så tidligt, hvilket den udpegede lægmand fra DH finder er rigtigt og rimeligt, hvorfor indstillingen ændres fra flytningen til efterværn det nuværende sted.
 
Det er farligt at fjerne lægmænd fra afgørelser vedrørende borgerne, når det gælder beskæftigelses- og socialområdet. Det skaber mindre retssikkerhed og mindre gennemskuelighed, og det vil i yderste konsekvens medføre endnu flere sager, der føres ved domstolene, hvilket er dyrt for såvel borgerne selv som den offentlige myndighed – uden at retssikkerheden når nogen højder, der adskiller sig fra det, vi har i dag.

Flere øjne skal vurdere sager
Hvis jeg skal drage en parallel til forslaget fra økonomi- og indenrigsministeren, kan jeg kun tænke på, hvad befolkningen som helhed vil synes om, at justitsministeren beslutter at reducere domstolene til kun at bestå af højesteret, det vil sige væk med byretten og landsretten, og nej tak til nævningeting og domsmænd. Det vil med garanti være en effektivisering og spare tid, men det vil ikke give mere retssikkerhed – langt fra!
 
Men tilbage til virkeligheden. Jeg har ingen forhåbninger om, at Margrethe Vestager vil tage sit forslag af bordet, men jeg håber på, at hun vil lytte til fornuft og sikre, at hendes forslag bliver nuanceret og ændret på baggrund af ekspertise gennem deltagelse i varetagelse af retssikkerheden og ensartethed på beskæftigelses- og socialområdet gennem mange år.
 
DH har følgende 10 forslag til forbedringer af regeringens udspil:
 
1.    Der skal flere øjne til at vurdere, om en sag har generel og principiel betydning. Det kan ikke kun overlades til juristerne i Ankestyrelsen. Det er nødvendigt at involvere lægmænd i fastlæggelse af Ankestyrelsens praksis på dette område.

2.    Der skal sættes standarder for, på hvilket grundlag Ankestyrelsen kan afgøre, om en sag har generel og principiel betydning. Ankestyrelsen skal forpligtes til at indhente de fornødne oplysninger forud for beslutningen.

3.    Der er behov for at sikre, at Ankestyrelsen sagsbehandler et fornødent antal sager inden for beskæftigelses- og socialområdet for at få en fornemmelse af tilstanden på området og sikre den nødvendige dynamik over tid.

Det er farligt at fjerne lægmænd fra afgørelser vedrørende borgerne, når det gælder beskæftigelses- og socialområdet. Det skaber mindre retssikkerhed og mindre gennemskuelighed, og det vil i yderste konsekvens medføre endnu flere sager, der føres ved domstolene, hvilket er dyrt for såvel borgerne selv som den offentlige myndighed.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

4.    Der skal være lægmænd repræsenteret i forbindelse med vurderingen af sager, hvor der er et overvejende element af skøn, netop fordi de ikke kan sættes på juridisk formel.

5.    Der skal være mulighed for, at borgerne kan få foretræde for Ankestyrelsen forud for deres afgørelse af, om en sag er generel og principiel.

6.    Der skal ske en læring på baggrund af den praksis, der udvikles, med henblik på at justere denne i overensstemmelse med behovet, og denne praksis kan ikke vurderes uden et lægmandselement, der kan vurdere tingene ud fra et bredere perspektiv.

7.    Der skal laves flere praksisundersøgelser i fremtiden i forhold til kommunernes afgørelser og Ankestyrelsens eget arbejde.

8.    Der skal være fokus på de store tendenser i forhold til retssikkerheden på beskæftigelses- og socialområdet, for eksempel gennem det eksisterende koordinerende praksisudvalg.

9.    Der skal være en langt stærkere og mere udfarende indsats i forhold til at sikre retssikkerheden i første instans, det vil sige der, hvor kommunerne træffer afgørelserne på baggrund af deres socialfaglige udredning.

10.   Der skal følges op i forhold til, om kommunerne efterlever afgørelserne fra Ankestyrelsen, og om afgørelserne få betydning på andre afgørelser i de samme kommuner.