Ergoterapeuter: Serviceloven skal servicere borgeren ikke systemet

Af Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen

Når Fru Hansen bliver udskrevet fra sygehuset efter sin hofteoperation, får hun en badetaburet med, så hun selv kan tage bad i hjemmet. Når hun ikke længere har brug for hjælpemidlet, skal Fru Hansen leverer badetaburetten tilbage. Også selvom det tager en dagsrejse at komme frem og tilbage fra sygehuset.

Hvis hun ikke genvinder sin funktionsevne og derfor går fra et såkaldt midlertidigt til et varigt behov for at have badetaburetten til rådighed, skal hun stadig levere hjælpemidlet tilbage til sygehuset – for derefter at modtage det samme hjælpemiddel fra kommunen.

Hvis hun ved udskrivning efter operationen er uheldig ikke at få badetaburetten med hjem i privaten, kan hendes hjemkommune derimod ikke hjælpe, da hun kun er godkendt til et midlertidigt behov.

Det vil bringe servicen tættere på borgerne, forenkle processen og gøre livet lettere for den enkelte borger.

Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen

Så skal Fru Hansen, eller forhåbentlig en af hendes pårørende, okse tilbage til sygehuset for at hente badetaburetten – som bagefter skal tilbageleveres for derefter evt. at modtage den samme badetaburet fra kommunen. Sådan er serviceloven indrettet. Dermed bliver eksemplet Fru Hansen en kastebold i systemet.

Giv kommunerne ansvaret for hjælpemidler
Socialminister Karen Ellemann har igangsat arbejdet med en revision og forenkling af serviceloven. Arbejdet må tage udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad er den bedste løsning for den enkelte borger? Løsningen er ikke at borgeren, der har brug for et hjælpemiddel for at have en velfungerende hverdag, både skal modtage og aflevere hjælpemidler fra sygehuset i regionen for derefter at få leveret den samme ydelse fra sin kommune.

Fru Hansen er komplet ligeglad med, om hun har et midlertidigt eller et varigt behov for badetaburetten. Hun skal bare have hjælpemidlet stillet til rådighed enkelt og nemt. Derfor foreslår Ergoterapeutforeningen at forenkle lovgivningen, så hjælpemidler, der medvirker til at genvinde eller fastholde en aktiv hverdag, udelukkende bliver leveret af hjemkommunen. Det vil bringe servicen tættere på borgerne, forenkle processen og gøre livet lettere for den enkelte borger.

Individuelle løsninger til individuelle behov
Hjælpemidlerne skal derimod ikke forenkles. En standardisering af hjælpemidlerne, som den tidligere regerings forslag til en revision af serviceloven lagde op til, vil være en alvorlig hæmsko for borgerens rehabiliteringsindsats. For så tager man afsæt i hjælpemidlet frem for borgeren.

Hjælpemidler skal udvælges og tilpasses individuelt for at have effekt. Ét standardiseret hjælpemiddel kan umuligt afhjælpe funktionsnedsættelser for samtlige borgere med behov for det pågældende hjælpemiddel.

Når en ergoterapeut eksempelvis skal finde frem til den rollator, som afhjælper en borgers funktionsnedsættelse bedst muligt, er det nødvendigt at tage konkrete, individuelle hensyn. En borger, som bor på landet, har måske behov for er rollator med store hjul for at kunne færdes udendørs, en anden borger har behov for en rollator, som er let at slå sammen og transportere i bus, en tredje har behov for en stabil rollator med et fast sæde og rygbøjle, og en fjerde har brug for en rollator til 155 kg brugervægt.

Hvis man kun har én standardrollator, vil tre af disse borgeres funktionsnedsættelse ikke være afhjulpet i tilstrækkelig grad. De vil dermed ikke have rammerne til at leve et så selvstændigt og normalt liv som muligt uafhængigt af andres hjælp, som er servicelovens intention.

Lad os derfor sikre, at en revision af serviceloven bringer servicen tættere på borgeren gennem kommunal udlevering af hjælpemidler - og sørge for, at hjælpemidler først og fremmest bidrager til at sikre hverdagen for vores borgere ”bedst og billigst”, som det tydeligt står i loven, frem for billigst og bedst.