Debat

Fattige savner anerkendelse

DEBAT: Mennesker i fattigdom oplever ikke kun afsavn, men også manglende anerkendelse på grund af stereotyper, der har forplantet sig i samfundet, mener John Andersen, sociolog og professor ved RUC.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mennesker, der lever i relativ fattigdom, påvirkes nemlig ikke bare af afsavnene, som begrænser deres livschancer, men også af manglende anerkendelse (miskendelse) på grund af for eksempel stereotyper og fjendebilleder i medierne og i mainstreampolitikken

John Andersen, Professor ved Roskilde Universitet
Fakta

Fra 29. august og en måned frem handler Socialdebatten om den nye danske fattigdomsgrænse.

Mød denne måneds debatpanel.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Af John Andersen
Sociolog og professor ved Plan, By og Proces, Roskilde Universitet

Der har været mange gode pointer i de sidste ugers debat om brugen af fattigdomsgrænsen, for eksempel forslaget fra Rådet for Socialt Udsatte om at konsekvensvurdere lovforslag i forhold til, hvordan de påvirker fattigdom.

Dette kender vi allerede i dag fra miljøområdet, hvor større anlægsarbejder m.v. skal gennem en såkaldt VVM-vurdering, for at beslutningstagere kan vurdere den miljømæssige påvirkning, inden der træffes en endelig beslutning.

Som jeg nævnte i det første indlæg, synes jeg også, det er vigtigt at fokusere på for eksempel de tvivlsomme finansielle virksomheders rolle i sårbare menneskers gældstiftelse, hvilket samfundet må sætte en stopper for.

Det er vigtigt at fokusere på Red Barnets understregning af, at børnefattigdommen skal have en særlig opmærksomhed, og så er det vigtigt, at bekæmpelse af børnefattigdom ses som ”strukturpolitik” for at fremtidssikre vores samfundet.

Strukturelt og politisk skabt ulighed
Fattigdommen var tidligere en kollektiv skæbne for dele af arbejderklassen. De fattige kunne i et vist omfang ”kollektivisere” elendigheden og være fælles om at opfatte fattigdom som en systemuretfærdighed, der kollektivt skulle bekæmpes via en socialt retfærdig omfordelingspolitik, velfærdsreformer og bedre minimumslønninger på arbejdsmarkedet.

I det senmoderne samfund uden stærke klassefællesskaber og med en dominans af neoliberale værdier om, at enhver er sin egen lykkes smed, er kollektiv modstand mod fattigdommen blevet sværere, men også endnu mere nødvendig.

Det er en vigtig udfordring – også for velfærdsstatens praktikere; pædagoger, socialarbejdere og skolelærere – at gå ind i kampen for at afindividualisere forståelsen af den relative fattigdom.

Det er vigtigt at kritisere neoliberalismens negligering af fattigdom og dæmonisering af ”afvigende adfærd”, hvor der ses helt bort fra den strukturelt og politisk skabte ulighed.

Erich Fromm, der ofte betegnes som håbets filosof, formulerede allerede for 60 år siden, at ”[d]et værste ved fattigdom [ikke er] de direkte lidelser, den forårsager, men at den fratager folk glæden ved at give noget til andre”. Sociale relationer trives og vedligeholdes – i hvert fald på den længere bane – bedst, hvis der er mulighed for at glæde andre.

Konsekvenserne af relativ fattigdom er således et spørgsmål om menneskers muligheder for at fungere i ligeværdige og gensidigt anerkendende sociale relationer. Opretholdelsen af gensidig anerkendelse kræver et materielt og mentalt overskud til at være noget for andre end sig selv.

Når mennesker, for eksempel i forældrerollen, frarøves muligheden for at leve op til mainstreamsamfundets forventninger om at ”glæde andre” og have ressourcer til at indgå i gensidige sociale relationer, kan konsekvenserne over tid være en selvforstærkende ond cirkel af tilbagetrækning, social isolation, tab af netværk, yderligere tab af selvværd osv.

Fattigdom er mere en afsavn
Forenklet udtrykt består den destruktive cirkel i, at når man ikke anerkendes af sine omgivelser (fordi man ikke kan give ret meget igen), anerkender man heller ikke sig selv – og når der sker et nedbrud i selvforholdet, bliver man endnu mindre anerkendt i sine (tilbageværende) sociale relationer.

Disse onde cirkler eller mekanismer kan yderligere blive forstærket af samfundsmæssige diskurser, der udpeger og stempler bestemte individer, familier eller grupper som afvigere og moralsk underlegne.

Mennesker, der lever i relativ fattigdom, påvirkes nemlig ikke bare af afsavnene, som begrænser deres livschancer, men også af manglende anerkendelse (miskendelse) på grund af for eksempel stereotyper og fjendebilleder i medierne og i mainstreampolitikken.

En ond cirkel
De onde cirkler kan slå over i både indadvendte og udadvendte sociale patologier. De indadvendte sociale patologier er for eksempel psykiske lidelser, depressioner eller misbrug, der sandsynligvis på et tidspunkt dukker op som ”sager” i det offentlige system.

For børn kan konsekvenserne for eksempel være utilpasset adfærd, småkriminalitet, udviklingsforstyrrelser eller indlæringsvanskeligheder. Disse konsekvenser af den relative (og oftest tavse fattigdom) for børn og unge fremstår og opfattes imidlertid oftest alene som individuel ”utilpasset” adfærd.

I samfundets institutioner, for eksempel skolen, børnehaven eller på socialkontoret, identificeres og tematiseres problemerne som individuelle adfærdsproblemer (hvilket selvfølgelig sagtens kan være rigtigt på det konkrete plan), men oftest uden at der kobles til et bagvedliggende fattigdomsproblem.

Reaktionerne mod et liv i relativ fattigdom under ”knaphedens tyranni” kan også være udadvendte sociale patologier, der kan være decideret grænseoverskridende i forhold til samfundets normer og føre til en egentligt social deroute. Den kan for eksempel være unges deltagelse i ”bander”/kriminelle netværk eller liv med kroniske underskud på månedsbudgettet, der fører til (uhåndterlig) gæld, ludomani og eventuel udsættelse af bolig og efterfølgende hjemløshed.

Fattigdomsbekæmpelse skal derfor også ses som en både retfærdig og rational samfundspolitik, der forhindrer spild af menneskelige ressourcer.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion