FSD: De mest udsatte ledige har brug for individuelle indsatser – ikke flere krav

Hver eneste dag viser medierne tydeligt, at jobcentrene nu er fritaget enhver form for almindelig respekt og anstændig behandling. De er blevet politisk prygelknabe og det evige mobbeoffer, som alle må pege fingre ad. Og der hersker tilsyneladende enighed om, at det ikke betyder noget som helst, når man skærer dem ned med en, to eller tre milliarder.

Debattens form er ikke rimelig, allermindst for de mennesker, som er ansat i jobcentrene. De går på arbejde, fordi de gerne vil hjælpe andre mennesker videre og kan slet ikke se sig selv i mediernes historier.

Selvfølgelig skal der være plads til en demokratisk diskussion om beskæftigelsesindsatsen: en af de største grundsten i vores velfærdssamfund. Og jobcentrene skal absolut kunne tåle at blive kigget over skulderen, kastet op i luften, og at der tales om store forandringer, hvis Folketinget beslutter det.

Men er det fornuftigt at lade enkeltsager, hvor der bestemt er plads til forbedringer, være drivende for gennemgribende at ændre hele beskæftigelsesindsatsen? Og er det i orden at pege fingre og tillægge jobcentrene nærmest ondsindede hensigter over for de ledige, som medarbejderne samarbejder med hver eneste dag?

Nej, det mener jeg ikke. Så peger fingrene tilbage. Desværre ved jeg godt, hvad det typiske svar er: “Jeg hører fra mange borgere, hvordan de er blevet behandlet dårligt i jobcentret”. Men er det enkelthistorier eller fakta og data, der skal være udgangspunkt for debat og lovgivning? Tilfredshedsmålinger blandt virksomheder og ledige viser oftest et andet og ganske positivt billede.

Ret- og pligtbestemmelserne er velfærdssamfundets fundament
Vi har siden coronakrisens ophør nydt godt af en historisk høj beskæftigelse i Danmark. I en grad så det altoverskyggende problem nu er en kritisk mangel på arbejdskraft. Det betyder, at den mindre gruppe af mennesker, som i dag ikke er i arbejde, har brug for meget andet end blot jobformidling.

Så længe udgifterne til overførselsindkomsterne er skattefinansierede, vil lediges rettigheder og pligter være en del af samfundskontrakten

Jakob Bigum Lundberg
Formand for FSD

De slås med andre problemer, som ofte kalder på tålmodighed, støtte, færre krav og en håndholdt indsats. Her har vi at gøre med både psykiske, helbredsmæssige, økonomiske og sociale problemer, som kræver et tæt samarbejde med kommunens andre forvaltninger, sundhedsvæsenet og de lokale arbejdsgivere. Heldigvis er der mange af dem.

Så hvis det går så godt, hvorfor fylder diskussionen om jobcentre så, som den gør? Svaret skal findes i vores samfundskontrakt. I Danmark er det skatteborgerne, som betaler for velfærdsydelserne – herunder de overførselsindkomster, som ledige modtager. Og de er fortsat høje i international målestok.

Hvis vi skal have råd til det – og alle de øvrige velfærdsydelser – skal alle der kan give sit bidrag være på arbejdsmarkedet. Det er de fleste vælgere og politikere enige om, og derfor holder vi fast i det grundlæggende princip i beskæftigelseslovgivningen, om at ”hvis du kan, skal du”. Ret- og pligtbestemmelserne er støbt i velfærdssamfundets fundament.

Men når jobcentrenes medarbejdere træffer myndighedsafgørelser og dermed efterlever principper og lovgivning, bliver de slået i hovedet og kaldt ’umenneskelige’, mens de får skudt i skoene, at de jager uskyldige og syge rundt i manegen. For så passer vi ikke godt nok på de svageste borgere.

Lemp kravene
De konfliktende hensyn og kritikken af kommunernes evne til at finde den rette balance har næret et kommunalt ønske om selv at overtage en større del af ansvaret, lempe kravene og i stedet arbejde med de mest udsatte ledige på andre måder. Det virker oplagt, men det skal kun ganske få kommuner tilsyneladende have lov til.

Kun 4 ud af 49 kommuner, der har ansøgt, er kommet gennem nåleøjet og får nu lov til at indgå velfærdsaftaler. Logikken er svær at få øje på. Hvorfor denne begrænsning, når nu så mange kommuner faktisk ønsker at stemple ind og tage ansvar? Er det fordi, det er farligere at slippe kommuner og borgere løs på arbejdsmarkedet end på skoleområdet eller ældreområdet? De er mindst lige så vigtige områder i velfærdssamfundet.

Den mindre gruppe af mennesker, som i dag ikke er i arbejde, har brug for meget andet end blot jobformidling

Jakob Bigum Lundberg
Formand for FSD

Folketinget virker ikke ret tilbøjelig til at give den beskæftigelsespolitiske kampplads fra sig. For så længe udgifterne til overførselsindkomsterne er skattefinansierede, vil lediges rettigheder og pligter være en del af samfundskontrakten – og dermed også samfundsdebatten.

Derfor vil der også fortsat være brug for medarbejdere til at træffe myndighedsafgørelser. Og netop det vil måske vise sig at være den bedste garant for kommunernes fortsatte rolle på arbejdsmarkedsområdet. Men Folketinget bør stå mere på mål for egne regler og bakke de kommunale medarbejdere op, der træffer svære afgørelser på fællesskabets vegne. Det fortjener de. 

Socialpolitiske værktøjer
Og lad mig derfor her til sidst vende tilbage til den gruppe af borgere, som fortsat er i ledige på trods af en katastrofal mangel på arbejdskraft. Med den nuværende rekordhøje beskæftigelse er det mere tydeligt end nogensinde, at disse borgere ikke er i stand til at handle efter økonomiske incitamenter eller bestemmelser om ret og pligt – især sidstnævnte. 

Praktikker, jobprøvninger og ressourceforløb ser ikke ud til at hjælper denne gruppe, som det var tænkt. Omvendt er de heller ikke “dårlige nok” til at få en førtidspension. Her har jobcentrene brug for andre mere socialpolitiske værktøjer, der på den ene side sikrer et trygt forsørgelsesgrundlag og på den anden side giver mulighed for en individuelt tilrettelagt indsats, der aftales i samarbejde mellem den konkrete ledige og medarbejderen i jobcentret. Og som kan justeres løbende.

Hvis vi i jobcentrene kan få lov til at se bort fra krav om faste samtaler, indsatser og sanktioner overfor disse borgere og til gengæld får lov at indbygge tålmodighed i hjælpen, kan det være, at jobcentrenes medarbejdere kan få den opbakning, de fortjener.