Forening: Politikere skal forhindre postnummerlotteri for døvblinde

Af Anders Rohde Fransson
Formand, Foreningen Danske Døvblinde (FDDB)

3. december er den internationale handicapdag. Den sætter fokus på lige muligheder for mennesker over hele verden.

For mange er hver dag en handicapdag. Det er ikke noget, som man nødvendigvis skal have ondt af. Mennesker med handicap er ligesom andre mennesker – vi er stærke, vi er svage, vi er glade, og vi er triste. 

Vi er individer på godt og ondt. Mange personer med handicap lever et godt og rigt liv, har gode venner, et arbejde og andre ting, der fylder hverdagen på den gode måde.

Men der er også vilkår, der er anderledes for os, end de er for andre. For som mange formentlig ved, er ufrivillig ensomhed også en del af hverdagen for mange af os med handicap.

Det bliver kaldt en folkesygdom, og ensomhed har store konsekvenser for et menneskes livskvalitet og helbred. Og her er det ikke heldigt at have et handicap. 

Vi oplever døvblinde, der næsten ingen timer har med en kontaktperson, som skal bruges til både at læse mails, købe ind og til fritidsinteresser.

Anders Rohde Fransson
Formand, Foreningen Danske Døvblinde (FDDB)

Social omgang er en udfordring
Jeg er selv døvblind. For mig er der større risiko for at ende i ensomhed, og det er sværere at bryde ud af den igen.

Når man hverken kan se eller høre normalt, er social omgang med andre mennesker en kæmpe udfordring – ligesom det for eksempel er en udfordring at deltage i fritidsaktiviteter eller at købe ind. Det er afgørende at få støtte i hverdagen for at kunne få samme muligheder, som andre har til at forebygge og bryde ensomheden.

Heldigvis har vi døvblinde en særlig bestemmelse i loven, som giver ret til at få en kontaktperson, som kan hjælpe med at bryde den isolation, som vores gruppe ofte oplever.

Den dårlige nyhed er, at der er meget stor forskel i kommunerne på, hvor meget hjælp man kan få fra en kontaktperson, og at lige præcis denne ordning i disse år er genstand for besparelser i kommunerne.

Artikel 19 i Handicapkonventionen handler om retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet. I den står der blandt andet, at personer med handicap skal have den nødvendige, personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet.