Forening: Overvågning af børn med svært handicap er slet ikke så dyrt

DEBAT: Det passer ikke, at det vil løbe op i 90 millioner kroner mere at sikre overvågning af svært handicappede børn, der fortsat vil bo hjemme, når de fylder 18 år. Nye tal viser, at omkring 75 procent af udgifterne allerede dækkes, skriver Mogens Wiederholt fra CP Danmark.

Af Mogens Wiederholt
Direktør for CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese

Som de fleste, der følger handicapområdet, vil have bemærket, så var der i søndags en stor og hjertegribende historie i BT, hvor Jørgen Krøigaard fortæller om familiens frygt for, at datteren Liva, når hun om kort tid fylder 18 år, bliver tvunget på institution, fordi hun ikke kan få den helt nødvendige hjælp til overvågning i hjemmet.

Allerede i maj 2018 berettede Altinget om problemet. En landsretsdom har slået fast, at kommunerne ikke – som praksis ellers var – kan bevilge hjælp til overvågning efter servicelovens § 95.

Konsekvensen er, at en gruppe svært, ofte multihandicappede, børn med blandt andet cerebral parese, epilepsi og svære kognitive vanskeligheder ikke kan blive boende hjemme, når de fylder 18 – heller ikke selv om det er det, både barn og forældre ønsker.

Deres handicap indebærer, at de har behov for hjælp døgnet rundt – også om natten, og når de sover. Noget kan gå galt: et epileptisk anfald, fejlsynkning eller kvælning, som kræver, at der er én i rummet, som umiddelbart kan gribe ind. Den hjælp kan kommunerne efter landsretsdommen kun give på døgninstitutioner.

Sagen gik DUT-amok
Når kommunerne frem til landsretsdommen faktisk ydede og finansierede overvågning, så er det ærligt talt svært at forstå, hvorfor det pludselig ikke længere er muligt, og hvorfor det – på trods af utallige opfordringer – har været umuligt at finde en løsning gennem en justering af lovgivning.

Allerede da der blev forhandlet servicelovrevision i 2016, var der en løsning på bordet. Men så gik sagen DUT-amok. Fra at være en sag, kommunerne uden videre havde løst, blev det pludselig til en sag om millioner og atter millioner i kompensation til kommunerne.

En Cowi-analyse kom til den konklusion, at ordningen brutto vil koste kommunerne mellem 80 og 90 millioner. Heri er ikke modregnet de udgifter, kommunerne under alle omstændigheder skal afholde.

De her børn bliver jo ikke pludselig "gratis", blot fordi overvågningen ikke kan bevilges efter § 95. Den reelle merudgift (nettoudgiften) for kommunerne kan altså aldrig blive 80-90 millioner.

Nye tal fra Ankestyrelsen
Det har vi nu fået dokumentation for. For godt en uges siden offentliggjorde Ankestyrelsen en stor analyse af kommunernes praksis i disse sager. Her fremgår det, at 45 procent af kommunerne løser overvågningsopgaven "på andre måder" end ved hjælp af § 95, og 30 procent af kommunerne siger, at de løser problemet ved at tilbyde den unge døgnanbringelse på en institution.

Og endelig er der hele 25 procent (!), som overlader det til familierne selv at løse problemet. De helt store tabere siden landsretsdommen er altså sårbare unge, som unødvendigt anbringes på døgninstitution, og familier, som efterlades med en urimelig stor omsorgsopgave for deres unge.

Konklusionen er, at noget, der minder om 75 procent af udgifterne til overvågning, allerede i dag dækkes af offentlige midler – enten i form af såkaldte "andre løsninger" eller gennem døgnanbringelse på institution.

Derfor er det ikke rigtigt, når det hævdes, at det vil koste mellem 80 og 90 millioner at løse problemet. 75 procent dækkes allerede. Den reelle merudgift er derfor snarere et eller andet sted mellem 25 og 28 millioner i forhold til de aktuelle kommunale udgifter.

Det sidste figenblad er væk
Når det rent faktisk forholder sig således, at i omegnen af 75 procent af udgiften til overvågning allerede dækkes af det offentlige, så er det helt absurd, at der ikke kan skabes enighed om at give kommunerne mulighed for igen at løse den opgave via § 95.

Det vil sikre, at de børn og deres forældre, som foretrækker at få den hjælp i hjemmet, kan få den hjælp hjemme, frem for enten at tvinge dem på døgninstitution eller – i de 28 kommuner, hvor man gør ingenting – bringe familierne i den desperate situation, at de slider sig selv op i et forsøg på at løse opgaven selv.

Som Livas far for nogle uger siden skrev i et brev til Folketingets Socialudvalg:

"Tanken, om at tvungen døgnanbringelse venter Liva på hendes 18-års fødselsdag, er svær at bære. Tanken, om at hun ikke får lov til at være omgivet af dem, hun kender, og som kender hende. Men at hun i stedet skal tilbringe sine sidste år i nye og uvante omgivelser passet af et skiftende personale, for hvem hun ret beset kun er Liva og ikke, som det er tilfældet nu – vores Liva!"

Det her er et problem, som ikke går over. Der er hver eneste dag unge, som fylder 18 år – og ender i samme situation som Liva. Løs det – og løs det nu.

Forrige artikel KL: Det gode ældreliv skal debatteres lokalt KL: Det gode ældreliv skal debatteres lokalt Næste artikel Handicaporganisationer: Borgernes retssikkerhed er under voldsomt pres Handicaporganisationer: Borgernes retssikkerhed er under voldsomt pres