Debat

Foreningen Far: Giv os en moderne og retfærdig familielovgivning

DEBAT: Det er tid til at gøre op med den forældede familielovgivning, der diskriminerer fædre og moderne familier, skriver Jesper Lohse, formand for Foreningen Far.

Foto: /ritzau/Niels Ahlmann Olesen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Lohse
Landsformand for Foreningen Far og bestyrelsesmedlem i European Fathers

Vi kender alle historien om “Houston, we have a problem” fra Apollo-rumtiden, hvor et team af eksperter bliver sat til at finde løsningen på en nærmest umulig opgave i en livsfarlig menneskelig situation.

I 1986 oplevede NASA imidlertid, at den amerikanske space shuttle Challenger eksploderede straks efter takeoff, og den syv mand store besætning omkom, herunder den første civile skolelærerinde i rummet.

Eksplosionen viste sig at skyldes en såkaldt o-ring og et problem, som kunne spores helt tilbage til 1977 med organisatoriske forhold og kulturen hos NASA og deres underleverandører.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Alle var pressede på økonomien og resultater. Det gjorde, at meldinger om et potentielt problem i de såkaldte o-rings blev overhørt på trods af det højeste sikkerhedsniveau. Det virkede ikke farligt.

Man levede med fejlen i årevis og vendte det døve øre til, selvom man var klar over, at der måske kunne være et problem med o-ringen i frostvejr.

Når virkeligheden og forskningen i dag dokumenterer, at fælles forældreskab er bedst for børn og familier som helhed, skal det danne udgangspunkt for familielovgivningen. 

Jesper Lohse
Foreningen Far

Meldinger fra eksperterne kom aldrig op gennem systemet, fordi man i årevis systematisk havde negligeret problemet. Da Challenger 28. januar 1986 havde takeoff var det frostvejr, og en eksplosion, som kunne havde været undgået, skete.

Diskriminering er ingen tilfældighed
Det, som skete ved Challenger-ulykken betegnes internationalt ledelsesmæssigt som ”forudsigelige overraskelser” i livsvigtige processer.

Der findes klare ligheder ved en sammenligning af Challenger-ulykken hos NASA, globale mineulykker, praksis på børnehospitaler – og det danske familiesystem, hvor vigtig information og mønstre i årtier på samme vis ikke er kommet op gennem systemet til politikere, medier og befolkningen.

Er det tilfældigt, at digital post stadig ikke virker for alle børn til begge forældre i Danmark, at barselstallet for børn og fædre i Danmark er markant lavere end i resten af Norden, eller at såkaldte børneorganisationer tjener penge på børnebisidderordninger til den ene forælder?

Er det tilfældigt, at der opstår tragiske familiekonflikter, at der opstår kamp om bopæl og velfærdsydelser med børn i midten, eller at der er tale om social arv i generationer?

Er det tilfældigt, at Foreningen Far på få timer kan indsamle 348 konkrete eksempler på lovgivning og praksis, som diskriminerer børn og fædre foruden alle moderne familier på familieområdet, og det ikke er gjort af de ansvarlige myndigheder selv?

Naturligvis er det ikke det!

Forældet lovgivning
Løsningen er måske på samme vis lige for. En mulighed er simpelthen at skabe et lærende familiesystem med en ny kultur baseret på forebyggelse, ligeværdighed og kvalitetssikring for alle børn og forældre som udgangspunkt.

Problemstillingen er i sin grundessens simpel: Vi står med en familielovgivning, som både før og efter 1900-tallet har været baseret på den ene forælder i et samfund, som lever ligeværdigt nu og i fremtiden.

Det svarer til, at en kvinde ikke kan blive statsminister, eller at en kvinde ikke får lov til at gå til eksamen på universitetet.

Det her handler om børn og fædres rettigheder i familielivet. Den mest omfattende og alvorligste diskrimination, vi har i Danmark i dag. Faktisk er #metoo i Danmark nok, hvad der opleves på under en uge for børn og fædre.

Der sker dokumenterbar diskrimination af moderne familieformer, forældres status som bopæl og samværsforældre samt køn i lovgivningen og praksis.

Starter man med diskrimination af borgere, mister man de positive rollemodeller i samfundsudviklingen, ud over at diskriminationen ikke er tilladt i henhold til FN’s Børnekonvention artikel 2 og 3 samt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, 14 og 17.

Enhver dansk politiker og embedsperson med respekt for sig selv, danske børn og borgere bør sige ufravigeligt fra over for diskriminationen af børn og fædre.

Det kan, bør og skal ikke bortforklares eller skjules under gulvtæppet længere. Det skal forandres politisk, så alle borgere, om det er kvinder eller mænd, drenge eller piger, har samme muligheder og rettigheder i Danmark.

Foreningen Far har opstillet et forslag til en ny og moderne familielovgivning i ligestillingskataloget for børn og fædre.

Når virkeligheden og forskningen i dag dokumenterer, at fælles forældreskab er bedst for børn og familier som helhed, skal det danne udgangspunkt for familielovgivningen med mulighed for at træffe andre afgørelser ved en domstol i individuelle og konkrete tilfælde. Ikke omvendt, som tilfældet er i dag!

Danske ministre, politikere og embedsfolk er underlagt et juridisk menneskeretligt ansvar for en modernisering og ligeværdig familielovgivning.

* I en tidligere version af indlægget havde Altinget valgt mellemrubrikken "Fælles forældreskab er bedst for alle". Den er nu fjernet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Lohse

Landsformand, Foreningen Far
MBA (AVT 2014), B.sc. in Business Administration and Computer Science (CBS, 1993)

0:000:00