Foreningen Far: Vi tør også tage ansvar

Af Jesper Lohse
Landsformand i Foreningen Far

Hvorfor er der i dag færre børn, der har bopæl hos deres far, end i 1980? Står vi i Danmark over for en positiv modernisering af dansk familielovgivning, eller vil vi se menneskerettighedssager og erstatningskrav fra børn og forældre?

Socialministeren skriver i sit debatindlæg til Altinget: ”Vi tør tage ansvar for børnene”, og Foreningen Far er enig, men tør vi også tage ansvar for modernisering, ligestilling og kvalitetssikring af dansk familielovgivning, og overholder vi internationale konventioner og basale menneskerettigheder for børn og borgere?

Det er anført i FN børnekonventionen artikel 3, at Danmark skal træffe afgørelser, som er bedst for barnet, og mon ikke alle hurtigt er enige heri. Det er imidlertid også en blankocheck til at træffe subjektive afgørelser og opfinde nødløgne, baseret på forkert administrativ praksis og fejl. Så lad os lige nærlæse konventionen.

Det står eksempelvis anført i FN børnekonventionen artikel 2, at deltagerstaterne skal respektere og sikre de rettigheder, der er fastsat i FN børnekonventionen for ethvert barn inden for deres jurisdiktion, uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyn til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, national, etnisk eller social oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling, som eksempelvis familieformer.

Det står anført, at deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling eller straf på grund af barnets forældres, værges eller familiemedlemmers stilling, virksomhed, udtrykte anskuelser eller tro.

Så vi advarer i Foreningen Far. Offentlige fejl opdages, indrømmes og rettes ikke.  

Jesper Lohse
Landsformand i Foreningen Far

Rettigheder og friheder
FN Børnekonventionen er juridisk gældende i Danmark på samme vis som den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I henhold til den Europæiske Menneskerettighedskonventionen artikel 8 har alle børn og forældre i Danmark ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ingen offentlige myndigheder må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 6 præciserer, at alle børn og forældre i Danmark har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist, når der skal træffes afgørelse om deres borgerlige rettigheder og forpligtelser. Det kan vel næppe siges at ske i dag, i eksempelvis børnesager med mange involverede offentlige enheder og hænder - samt lange sagsbehandlingstider, som skaber tab af viden.

Nydelsen af de i menneskerettighedskonventionen anerkendte rettigheder og friheder skal i henhold til artikel 14 sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold. I henhold til artikel 17 må ingen bestemmelser fortolkes, tilintetgøres - eller begrænses mere, end der er hjemmel for i konventionen.

Fejl og forskelsbehandling
Foreningen Far oplever fejl og forskelsbehandling i stort set alle familiesager, som behandles i det offentlige, og fortalte i første indlæg eksempelvis historien om Brian og sønnen Johannes, som blev vist på DR.

Det lille barn, som blev tvangsfjernet fra sin mor 2 gange til 3 forskellige plejefamilier gennem næsten 2 år af en dansk kommune, uden at faren, som var skolelærer, kom i betragtning. Landsretten afgjorde sagen og underkendte kommunes sagsbehandling.

Omkostningerne i sådanne sager er menneskeligt og økonomisk omfangsrige og kan vurderes til ofte over 1 million kroner i tabt arbejdsfortjeneste, advokatudgifter, meromkostninger til transport og ophold, ekstra støtte samt psykiske mén for barn og forælder resten af livet. Hertil kommer de offentlige udgifter.

I det pågældende tilfælde mener kommunen, på trods af landsrettens afgørelse, ikke at de har begået fejl – på samme vis, som vi oplevede det med Københavns Kommune i sin tid - da et barn faldt ned fra Dronning Louises Bro og blev invalideret på livstid, fordi et kommunalt rækværk ikke var vedligeholdt. Her endte kommunen med at betale erstatning.

En positiv modernisering
SFI nævner Chicago eksperimentet og ikke, at SFI familieundersøgelserne ofte er baseret på tvivlsomt få sager, eller SFI taler kun med den ene forælder - gæt selv hvem. Børns vilkår nævner kun mor.

Kl nævner barnet i centrum, men ikke fejlkulturen, og politikerne nævner barnets bedste, men ikke at dette er en subjektiv vurdering foretaget af mere eller mindre kvalificerede sagsbehandlere eller af skrivebordsjurister, som slet ikke kender familien - eller har tid nok.

Så vi advarer i Foreningen Far. Offentlige fejl opdages, indrømmes og rettes ikke. Alt for mange skift af hænder skaber sagsbehandlingstid, tab af viden og fejl - og vi står med en familielovgivning, som kører i hestevogn. Statsforvaltningen træffer alene ca. 124.000 afgørelser på det familieretslige område om året, herunder midlertidige afgørelser om barnets bopæl.

Foreningen Far oplever forskelsbehandling i stort set alle sager, som bestemt kan forplante sig i kommunal fejlbehandling og forkerte vurderinger, hvor mange offentlige personer taber barnet i sorte huller.

Hvorfor er der i dag færre børn, der har bopæl hos deres far, end i 1980? Står vi i Danmark overfor en positiv modernisering af dansk familielovgivning, eller vil vi se menneskerettighedssager og erstatningskrav fra børn og forældre - også på anbringelses- og adoptionsområdet?