Foreninger efter borgerforslag: Brug politisk velvilje til at løfte handicapområdet

Alle med kendskab til handicapområdet ved det: Forholdene på området er under al kritik, retssikkerheden er under voldsomt pres, og status quo er for længst holdt op med at være en mulighed.

Senest har borgerforslaget Flyt handicapområdet væk fra kommunerne opnået støtte fra 50.000 personer. Selvom der er bred enighed om, at forslaget er agendasættende for debatten, så er der langt fra enighed om, at en flytning vil løse alle problemer.

Forslaget vækker bekymring hos flere aktører på området, for eksempel i forhold til snitflader til andre kommunale instanser. Derudover vil forslaget kræve en reform, der kan trække i langdrag og potentielt sende området ud i frit fald indtil reformen er implementeret.

Og vi deler bekymringen. Grundlæggende er vi uenige i præmissen om, at udfordringerne handler om placering af myndighedsansvar. De udspringer i vores optik af tre fundamentale problemstillinger: Sagsbehandlingens karakter, det økonomiske råderum og lovgivningen. 

Et løft af den basale sagsbehandling
Hvis der ikke sker markante ændringer på de områder, er det fuldstændig underordnet, hvor området ligger. For så flytter nissen med.

Men borgerforslaget har løftet området op på agendaen og har for alvor fået politikernes opmærksomhed. En oprigtig tak for det. Nu skal den politiske velvilje konverteres til det hårdt tiltrængte løft af området.

Et godt sted er starte er i begivenhedernes centrum, hvor borgeren møder systemet. For i dag er der en lang række uhensigtsmæssigheder indbygget i den kommunale praksis.

At have kontakt til sociale myndigheder er i sig selv en stressfaktor. I For Lige Vilkårs levevilkårsundersøgelse fra 2020 svarer 82 procent, at samarbejdet med kommunen ofte eller altid opleves som stressende. Vel at mærke en stress, der kan lægges på toppen af den stress, der kan være forbundet med at være en handicapfamilie.

Serviceloven foreskriver, at kommunen er forpligtet til at være opsøgende og proaktive i deres hjælp til familierne. Men det er kun seks procent af familierne, der oplever det, hvilket ikke er så overraskende, da det ikke er usædvanligt, at sagsbehandlere sidder med alt for mange sager – i nogle tilfælde op mod 100. 

Det ligger milevidt fra de af Dansk Socialrådgiverforening anbefalede 25 til 35 sager på børnehandicapområdet. Antallet blokerer ikke blot for proaktivitet, men gør det også umuligt at følge op på "uopfordrede" ansøgninger.

Rettigheder må ikke være noget, som man opnår gennem klagesager

Esben L. Kullberg, Marlene Qvist Simoni og Pernille Baungaard
Sekretariatschef i Ligeværd, formand for BHOV Aalborg og medstifter af For Lige Vilkår

Meningsløs praksis
I tillæg til det er man som borger afhængig af, at ens sagsbehandler tager ansøgninger videre i systemet til et visitationsudvalg og dér er i stand til at præsentere sagen med tilstrækkelig indsigt. Den praksis står i vejen for den essentielle inddragelse af borgeren, når de endelige beslutninger træffes.

Og når borgeren endelig får bevilliget merudgifter og støtte, knyttet til det, der i Serviceloven hedder en varigt nedsat funktionsevne eller langvarig lidelse, skal den bevilling paradoksalt nok genbehandles årligt. Det er tidskrævende for både borger og sagsbehandler og er i mange tilfælde meningsløst, for tilstanden er jo netop kronisk eller langvarig.

Alt dette er blot eksempler på de omtalte uhensigtsmæssigheder for at sætte scenen for, hvordan man med nogle konkrete indgreb kan forbedre sagsbehandlingen.

Forslag skal give mærkbart løft
Idealisme har trange kår på handicapområdet og derfor arbejder vi med et realistisk sigte i vores løsningsforslag. Her et udsnit af Tillidsbroens forslag til mærkbart, hurtigt og realistisk løft:

Respekt for faget og fagligheden: Socialt arbejde kræver indgående viden om blandt andet diagnoser, familiernes virkelighed, lovgivningen, støttemuligheder med videre. Men i dag er det alment, at sagsbehandlere ikke er uddannet socialrådgivere. Der er behov for uddannede socialrådgivere. Forklaringen ligger i titlen: At rådgive i sociale sager, er en disciplin, som kræver en mellemlang videregående uddannelse. Det er ikke noget, man mestrer efter et kursusforløb.

Maksimumnormeringer: I tråd med Dansk Socialrådgiverforening anbefaler vi et absolut maksimum på 35 sager på børnehandicapområdet og 70 sager på voksenhandicapområdet.

Én socialrådgiver – med beslutningskompetence: Alle skal have en koordinerende socialrådgiver og ret til én og samme, hvis man har flere børn med diagnoser, og beslutningskompetencen skal tilbage til socialrådgiveren tæt på borgeren.