Forsker: Den nye finanslov er strukturel forråelse over for folk med handicap

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

"Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har".

Sådan lyder en sætning i Matthæusevangeliet (13:12), der isoleret set må være en af de sætninger, som mennesker med handicap og deres familier kan identificere sig mest med i disse dage.

Regeringen og dens støttepartier har lige landet næste års finanslovsaftale, og den indeholder to initiativer på handicapområdet.

Henholdsvis et initiativ om hjælp til overvågning om natten for unge voksne mellem 18-23 år samt et initiativ, hvor partierne er blevet enige om, at der skal udarbejdes en evaluering af handicapområdet med henblik på at sikre retssikkerhed og specialisering.

Medmindre man er mellem 18-23 år og har behov for overvågning, så må begge initiativer betragtes som lige ringe. Men hvorfor det? Lad os starte med sidstnævnte.

Mennesker med handicap er efterhånden blevet vant til ikke at blive prioriteret, så når det endelig sker, føler de sig tvunget til at råbe hurra til alt.

Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Samme politiske systematik som forrige regering
For det første: Aftalen indeholder et initiativ om en evaluering, som ingen kender det egentlige indhold af eller tidsfristen for, såvel som det beløb, der er afsat hertil.

Der er anvendt fuldstændig samme politiske systematik, som da den tidligere regering blev taget i blindt at ville flytte de resterende specialiserede tilbud fra regionerne til kommunerne i forbindelse med deres sundhedsreform.

Her blev det hele også tysset ned med en evaluering, som ingen kendte indholdet af. Initiativet stiller derfor flere spørgsmål, end det besvarer.

Hvad skal evalueringen indeholde? Hvornår skal den være færdig? Bliver den udarbejdet af en uvildig aktør eller bliver det bare en politiseret rapport, som vi allesammen kender svaret på? Hvordan skaffes overhovedet den fornødne viden?

Statistisk data på handicapområdet er ikke videre anvendeligt i henhold til emner som retssikkerhed og specialisering. Handicaporganisationerne kan inddrages, men vil det være tilstrækkeligt?

Ingen ved det.

Hvad med dem, der mistede hjælpen?
For det andet: unge voksne med vidtgående funktionsnedsættelser i alderen 18-23 år sikres overvågning, og det må naturligvis betragtes som en stor sejr for dem.

Men hvad er den faglige begrundelse for den restriktive aldersafgrænsning, og virker det ikke direkte udspekuleret og hånligt over for de mennesker, der mistede hjælp til overvågning i 2015?

Deres børn er 24 år i 2020 – hvis de ikke allerede blev det i 2019. Ud over at de mistede deres hjælp i 2015, og politikerne så til i fire år, kan gruppen nu se frem til at være genstand for aldersdiskrimination næste år.

Hvad er retfærdigheden i det?