Forsker: Problemet med inklusion findes ikke hos mennesker med handicap, men i det organiserede idrætsliv

Det fremstiller mennesker med handicap som både sårbare individer og en byrde, som samfundet skal løfte. Og hvem gider blive sat i den bås?

Resultatet er at der potentielt opstår et inklusionsparadoks, hvor ambitionen om velmenende inklusion, får en uheldig undertone der i værste fald kan føre til større afstand imellem idrætslivet og mennesker med handicap.

Inklusion i idrætslivet er altså en sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats

Mie Maar Andersen, konsulent, Videnscenter om handicap

At inklusionsdebatten bygger mere på pligt og medlidenhed end mening gælder mange steder i vores samfund. Men hvis vi reelt ønsker bedre inklusion, så skal perspektivet ændres.

Når idrætslivet og politiske beslutningstagere skal skabe mening i inklusionsopgaven, kan det blandt andet bygge på følgende pointer:

• Som med alle andre har det stor egenværdi at kunne deltage i idrætslivet for mennesker med handicap. Det skaber glæde, færdigheder, oplevelser af succes og grobund for venskaber.
• Det giver idrætsforeningerne flere medlemmer og udvider hermed målgruppen og mulighederne for, hvem der kan bidrage både som atleter, frivillige, bestyrelsesmedlemmer og hjælpere. 
• En mere inkluderende og mangfoldig kultur skaber ikke blot et bedre miljø for mennesker med handicap, men for alle medlemmer. En væsentlig pointe, da flere børn og unge end nogensinde før mistrives, og at fællesskaber med plads til at være sig selv, kan være afgørende for både fastholdelse af medlemmer og ikke mindst det gode børne- og ungdomsliv generelt set. Det der er nødvendigt for nogle, er ofte godt for alle.

Inklusion kan blive et fælles gode, men det kræver, at vi formår at ændre inklusionsfortællingen både i idrætslivet, hos politiske beslutningstagere og hos alle os der i berøring med mennesker med handicap

Mie Maar Andersen, konsulent, Videnscenter om handicap

Inklusion som en investering
En sidste væsentlig pointe – særligt set fra et politisk perspektiv – er, at inklusion bør anskues som en investering.

Forskning viser nemlig, at mennesker med handicaps deltagelse i idrætslivet blandt andet kan skabe større livskvalitet, fysisk sundhed og mental trivsel. Eksklusion fra idrætslivet kan derimod medføre flere sygdomsforløb og mere ensomhed.

Det kan således få store konsekvenser, hvis børn og unge med handicap ikke får tillagt sig gode bevægelsesvaner og stærke fritidsfællesskaber. Inklusion i idrætslivet er altså en sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats.

Tilmed peger teori og forskning på, at meningsfuld deltagelse i en sammenhæng (idrætslivet) under de rette forudsætninger, kan skabe øget deltagelse i andre sammenhænge (uddannelse og beskæftigelse). Deltagelse i idrætslivet kan således skabe nye deltagelsesbaner hos mennesker med handicap, hvilket i sidste ende kommer samfundet til gode.

Inklusion kan blive et fælles gode, men det kræver, at vi formår at ændre inklusionsfortællingen både i idrætslivet, hos politiske beslutningstagere og hos alle os, der er i berøring med mennesker med handicap.