Forsker: Et stigende antal underret­ninger er ikke et ubetinget gode

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Fra 2014 til 2019 er antallet af underretninger steget fra 65.000 til 138.000. Det er en stigning på 112 procent.

Formanden for Børns Vilkår finder stigningen positiv, da han ser underretninger som barnets sikkerhedsnet. Omvendt argumenterer en række fagfolk for, at stigningen er et udtryk for, at Danmark har udviklet sig til et stikkersamfund – særligt fordi en ikke uvæsentlig andel af underretningerne efter sigende ikke skulle have noget på sig.

Men værdien af underretninger forekommer mere nuanceret, og i det følgende vil jeg eksemplificere, at det på mange måder handler om øjnene, der ser.

Større opmærksomhed
Stigningen er formentlig et resultat af den lovgivning, der gjorde det strafbart at undlade at bruge sin underretningspligt, hvilket generelt har medført en øget opmærksomhed på at underrette i det offentlige.

Derfor kan der argumenteres for, at der er behov for at afdramatisere underretninger, da de i realiteten er selve forudsætningen for, at kommunen bliver opmærksom på et barn.

Der kan isoleret set stilles spørgsmålstegn ved underretningernes effekt, og hvorvidt kommunernes forebyggende indsats overhovedet er tilstrækkelig.

Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

I henhold til opsporingen kan stigningen altså tolkes positivt, selvom det uundgåeligt vil opleves som ubehageligt, hvis underretningen ikke bliver afdramatiseret i kommunikationen med forældrene og barnet.

Her handler det om at kommunikere ud, at en underretning også leveres i omsorg for barnet og ikke udelukkende kan tolkes som et angreb på forældrene. Omvendt kan der være forskel på intention og konsekvens.

Miskommunikation skaber mistillid
Forældre kan for eksempel opleve underretningen som et personligt angreb, hvis de ikke informeres tilstrækkeligt, eller hvis vi negligere deres følelsesmæssige reaktion og ikke møder dem i en ligeværdig relation.

Som følge opstår der mistillid til det selvsamme system, som eventuelt skal handle på underretningen efterfølgende. Det er hverken godt for barnet eller forældrenes erfaring med det offentlige system.

Værre vil det formentlig se ud for børnene, hvor vi fra eksisterende undersøgelser ved, at de generelt inddrages rystende lidt i sager vedrørende deres eget liv. Således kan en underretning hurtig opleves som negativ, hvis opmærksomheden medfører uberettiget stigmatisering af barnet og forældrene, ligesom det også kan påvirke deres gensidige relation.

Sidstnævnte foreligger der lidt forskningsbaseret viden om, men vil være vigtig i de tilfælde, hvor underretningen viser sig at være en misforståelse.

Underretninger på godt og ondt
Underretninger kan potentielt dreje sig om alt lige fra mindre bekymringer om mistrivsel til vold og seksuelle overgreb.

Her skylder vi i høj grad både børn og forældre, at vi gør os umage med henblik på, hvordan vi reagerer på underretningerne. En underretning skaber naturligvis opmærksomhed på barnet, men den opmærksomhed er ikke et ubetinget gode.

Det er godt, hvis barnet rent faktisk har brug for hjælp, og at den stigende mængde af underretninger resulterer i, at flere børn får den fornødne hjælp og støtte. Men en underretning er imidlertid ikke en garanti for dette.

Underretninger garanterer ikke hjælp
Publikationen 'Forløb op til en anbringelse' fra 2020, der er udarbejdet af Indenrigs- og Socialministeriet, konkluderede følgende om anbringelser.

For mange af de førstegangsanbragte har der været flere underretninger forud for anbringelsen. For omkring halvdelen af de førstegangsanbragte 3-11 årige har der været seks eller flere underretninger, og for omkring en fjerdedel af børnene i denne aldersgruppe har der været 10 eller flere underretninger forud for iværksættelse af anbringelsen.

Blandt de førstegangsanbragte 3-11-årige i 2018, der var modtaget underretninger om, var der modtaget underretninger allerede i 2015 om cirka halvdelen af børnene.

Det er et eksempel på, at antallet af underretninger kan være relativt højt i årene op til en anbringelse, hvorfor en underretning ikke nødvendigvis betyder, at barnet får den fornødne hjælp og støtte. Der kan isoleret set stilles spørgsmålstegn ved underretningernes effekt, og hvorvidt kommunernes forebyggende indsats overhovedet er tilstrækkelig.

De naturlige underretninger
Der eksisterer også en gruppe af børn med handicap og deres forældre, hvor en underretning kommer som et naturligt resultat af, at kommunen ikke har bevilliget den fornødne hjælp og støtte.

Det drejer det sig for eksempel om forældre til børn med autisme og/eller angst, hvor barnets fravær i skolen udlægges som forældrenes skyld. Her tages der ikke hensyn til de afledte effekter, som den nævnte funktionsnedsættelse og lidelse kan have for barnets mulighed for at deltage. I stedet bliver barnet ikke undervist, og forældrene bliver mistænkeliggjort.

Det er typisk børn og forældre, der aktivt har efterspurgt en forebyggende indsats og/eller en kompenserende ordning tidligere, men hvor kommunen eller skolen har afslået, hvorefter barnet begynder at mistrives. Her resulterer underretninger i voldsomme følelser af afmagt – netop fordi de selv har forsøgt at reagere i tide.

Et andet eksempel er de forældre til børn med handicap, der selv spørg de fagprofessionelle omkring barnet, om de ikke vil lave en underretning. I den kontekst får underretninger nærmest en pervers karakter, da de bliver adgangen til hjælp og støtte, hvorfor barnet i teorien først skal mistrives.