Forsker: Tænk langsigtet uden kompromis med kvalitet

Af Sandra Feodor Nilsson
Ph.d.-stipendiat, Københavns Universitet

”Ingen skal leve på gaden i Danmark”, sådan lyder en af målsætningerne for Danmarks hjemløsestrategi. Fokus på hjemløseproblematikken er øget. Regeringen har signaleret, at man vil det godt – eller i hvert fald bedre – for de hjemløse.

Man har i flere kommuner implementeret den kendte ”Housing First”-tilgang fra USA, som baserer sig på vigtigheden af borgerens boligsituation kombineret med støtte, når man skal hjælpe folk ud af hjemløshed. Man har trukket på erfaringer fra det store udland, men valgt at ”nøjes” med løbende kommuneevalueringer og hjemløsetællinger hvert andet år, når man skulle vurdere effekten af indsatserne.

Tilsyneladende har hjemløsestrategien ført til, at flere borgere kan fastholde egen bolig. Man kan dårligt diskutere, at det giver god mening at implementere en ny tilgang, som, der er konsensus om, virker i mange lande, men anderledes ser det ud i forhold til målopfyldelse og metodeevaluering.

Fra et forskningsperspektiv synes den anvendte fremgangsmåde mangelfuld. Vi kan ikke vide os sikre på, at det er de afprøvede indsatser, der rent faktisk påvirker ændringerne i hjemløsetallet. Der kan være andre samfundsmæssige såvel som individuelle faktorer på spil, som forklarer ændringerne. Evalueringen af hjemløsestrategien lever ikke op til guldstandarden inden for forskning, og det sår tvivl om resultaternes brugbarhed i forhold til at nedbringe hjemløshed.

Et komplekst problem
Når man beskæftiger sig med hjemløse, ved man, at kompleksiteten af problemet er altoverskyggende. Størstedelen af de hjemløse, der benytter herberger, er diagnosticeret med mindst én psykisk sygdom eller et misbrug, ligesom fysiske sygdomme, udiagnosticeret sygdom, arbejdsløshed og familieproblemer er hyppigt forekommende scenarier i hjemløsepopulationen.

I udlandet satser man på, at forskning af høj kvalitet er vejen frem mod mindre massive hjemløseproblemer. Hvorfor prioriteres sådanne studier ikke i Danmark?

Sandra Feodor Nilsson
Ph.d.-stipendiat, Københavns Universitet

Forståeligt nok vanskeliggør det målet med at komme hjemløshed til livs. Jo flere problemer et individ kæmper med, jo sværere er det at hjælpe trods kontakt med adskillige offentlige instanser. Tilmed betyder det omskiftelige liv, at hjemløse er en svær population at undersøge, svære at forstå til bunds og svære at hjælpe.

Hver enkelt har sine grunde til ikke at leve et liv som størstedelen af befolkningen, og der findes naturligvis ingen nemme løsninger på at nedbringe hjemløshed. Derfor er det også en smule overraskende, at problematikken med hjemløshed næsten synes enkel, som det fremgår af Karen Ellemanns indlæg.

Tænk langsigtet
USA og Canada fører an med seriøse studier af hjemløseindsatser, og man videreudvikler på Housing First-konceptet. I USA kæmper man med familiehjemløshed, og næsten halvdelen af Torontos hjemløsepopulation har udenlandsk baggrund, og herberger er af en helt anden karakter end i Danmark.

Hjemløshed er bare mere barsk og mere synlig ’over there’, hvilket er et argument for, at vi ikke ”bare” kan overtage erfaringerne fra udlandet. Vi må selvfølgelig fortsat lade os inspirere af den internationale hjemløseforskning og trække på de erfaringer, massive hjemløseproblemer i udlandet giver os, men vi må videreføre den i en dansk kontekst.

I udlandet satser man på, at forskning af høj kvalitet er vejen frem mod mindre massive hjemløseproblemer. Hvorfor prioriteres sådanne studier ikke i Danmark? I et nyligt publiceret canadisk højkvalitetsstudie har en af de mindre intensive bostøttemetoder vist sig at være effektiv i nedbringelse af hjemløshed blandt personer med psykiske sygdomme efter en toårig opfølgningsperiode.

Samtidig viser den samfundsøkonomiske analyse, at man sparer penge ved en reduktion i hospitalskontakter. I Danmark er hjemløseproblematikken kompleks, men dog mere overskuelig end i Canada og USA. Hvis vi virkelig vil reducere hjemløshed, bør vi nok satse mere på forskning af høj kvalitet som foregangslandene.

Ellers risikerer vi, at pengene går tabt i indsatser, som man ikke kan argumentere for virker og derfor ikke kan videreføre. Kompleksiteten af hjemløseproblematikken kræver en langsigtet forskningsstrategi, der lever op til guldstandarder og tilvejebringer den dokumentation, som vi reelt stadig mangler for at kunne sikre hjemløse de bedste indsatser – også på sigt.