Forskere: Indret samfundet i børnehøjde, og drop snakken om dårlig opdragelse
DEBAT: Politikerne har glemt, at opdragelse også er et spørgsmål om at etablere gode rammer for børns hverdag. Det er derfor tid til at stoppe med at skyde skylden og ansvaret på forældre, skriver Anja Marschall, Sine Grumløse og Pernille Juhl.
Af Anja Marschall, Sine Grumløse og Pernille Juhl
Ph.d. og børneforskere på hhv. Københavns Professionshøjskole og Roskilde Universitet
Opdragelsesdebatten buldrer fortsat derudad. Der diskuteres opdragelse af børn i ekspertpaneler, og rundt omkring i landet afholdes dialogmøder, med fokus på om vi mon ikke kan gøre det lidt bedre.
Vi oplever dog, at der mangler nogle vigtige nuancer. Pilen peger fortsat på forældrene. Forældre er de vigtigste opdragere.
Det er forældrene, som er problemet, og dermed også dem, som har løsningen.
Opdragede forældrene bare deres børn lidt bedre, så ville alt være godt. Men kan forklaringer på børns opdragelsesmæssige vanskeligheder udelukkende findes i og hos forældrene?
Når vi forstår det, forældre gør som et abstrakt spørgsmål om forskellige opdragelsesstile, så forhindrer vi en åben udforskning af, hvad det egentligt er, forskellige forældre forsøger at håndtere.
Børn i børnehaver er pressede af hverdage med få voksne, standardiseringer og evalueringer. Børn i dag måles og vejes i en hidtil uset grad. I skolerne oplever en lang række børn, at det er svært at være og svært at lære. Dette er ikke problemstillinger, som løses ved, at børnene opdrages bedre.
Anja Marschall, Sine Grumløse og Pernille Juhl
Ikke forældrenes skyld
Hverdagslivet anno 2018 er komplekst, og børn såvel som voksne søger at balancere mange ting og forhold i løbet af en dag i deres sammensatte hverdagsliv.
Størstedelen af dagen er børn og forældre ikke sammen. I mange familier er børn og forældre endog kun sammen hver anden uge eller mindre. Der er altså mange andre forhold udover forældrene, som har betydning for, hvordan man lærer at opføre sig som barn.
Når regeringen lægger op til, at vi skal: ”[…] debattere og reflektere over, hvordan vi opdrager vores børn, hvilke værdier, der er vigtige at give dem, og hvordan de får redskaber, så de kan indgå i fællesskaber fra daginstitution til skole, fritidsliv og videre i livet". Så er det en noget snæver forståelse af, hvad der har betydning for, hvordan man gebærder sig som menneske.
Det er i høj grad også en løftet pegefinger til forældre, hvis børn ikke formår at indgå i skolens og børnehavens fællesskaber på en – for regeringen – tilfredsstillende vis, uden at der samtidig sættes fokus på, hvordan børnene forventes at indgå.
Vi kan ikke opdrage os ud af problemerne
Men kunne man i stedet for at rette blikket stift mod forældrene og ”opdragelsen af børnene”, kigge nærmere på samfundet og på ”inddragelsen af børnene”.
Sagt med andre ord bør også vi kigge nærmere på, hvilke fællesskaber børnene skal indgå i, på hvilke præmisser, og på hvad børn er optagede af og prøver på i forskellige sammenhænge.
Børn i børnehaver er pressede af hverdage med få voksne, standardiseringer og evalueringer. Børn i dag måles og vejes i en hidtil uset grad. I skolerne oplever en lang række børn, at det er svært at være og svært at lære. Dette er ikke problemstillinger, som løses ved, at børnene opdrages bedre.
Det er problemstillinger, som kan løses, hvis vi indretter samfundet bedre og i børnehøjde.
Følger vi regeringens ræsonnement, skal børn opdrages til den helt rette balance – ikke for meget og ikke for lidt. Ikke for vild, men heller ikke introvert. Ikke for højtråbende, men heller ikke for sky. Det kan i sig selv være en udfordring, når man som barn skal have hverdagen til at fungere i klasser eller på stuer med mange børn og få voksne.
Vi kan ikke opdrage os ud af de problemer, som skyldes, at vi ikke indretter samfundet ”godt nok” for børnene.
Usikre forældre
Vi kan se, at forældre gør sig umage for at leve op til mange og modsatrettede råd om, hvordan børn bør opdrages.
Mange bliver usikre og vender blikket indad i en ransagelse af, om de mon ikke kunne gøre det lidt bedre – stille lidt flere krav, give lidt flere pligter, sætter sig lidt mere i respekt. Mange forældre bestræber sig på at leve op til skoler og daginstitutioners forskellige krav om deltagelse og engagement til trods for en travl hverdag.
Men samtidig rammes forældre også af, at de er nødt til at skærme børnene, så de bliver passet på og beskyttet fra de massive krav, som stilles fra mange forskellige fronter. Ind imellem kan man som forældre godt blive lidt usikker på, hvordan man så mestrer denne modsatrettede opgave.
Hvis man skærmer for meget, er man en overbeskyttende curlingforælder. Hvis man derimod skubber for meget og stiller for store krav og har for mange forventninger, risikerer man, at børnene bliver overbelastede, og ”læsset” vælter.
Vi har andre steder argumenteret for, at det ikke er børnene, men snarere samfundet og vores forventninger til børn og forældre, der er det egentlige problem.
Fra politisk hold har man glemt den vigtige opgave, det er at etablere gode rammer i børns hverdagsliv, og faktum er, at både børn og familier lider som følge af stigende forventninger om at kunne præstere og progrediere.
Alt imens normalen indsnævres i enfoldige forventninger om, at alle børn følger samme skematiske udvikling, alle børn står ved samme baseline, når de starter i skole, og de i øvrigt skal gå ad samme vej.
Lad os vende blikket mod denne standardisering af barndommen – vende blikket – og debatten - mod samfundet og ikke blot mod børnene, mens vi peger på deres forældre.