Frederiksen om begrundelsen for nedlukningen: Vi havde ikke tid til at overveje alle formuleringer

SAMRÅD: Statsministeren afviste at have brugt myndighederne som begrundelse for nedlukningen af Danmark tilbage i marts. Det var en politisk beslutning, lød det på et samråd.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Andreas Wind

Og derfor er det myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned på de områder i en periode."

Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde 11. marts.

Det skete i forbindelse med nedlukningen af store dele af det danske samfund, men for oppositionen står det stadig uklart, hvilke myndigheder Frederiksen henviste til dengang.

De mistænker statsministeren for at tale usandt, da hun – ifølge oppositionen – med sin formulering hævdede, at der lå en anbefaling fra myndighederne om at lukke store dele af samfundet ned.

Derfor havde de kaldt hende i samråd tirsdag for at få en uddybning af ordene fra 11. marts.

Men ifølge statsministeren er hun blevet misforstået:

”Jeg mener ikke, det er en korrekt gengivelse, at jeg skulle have brugt myndighederne som begrundelse. Vi gør meget klart gældende, at der er tale om en politisk beslutning,” sagde hun.

”Ærligt talt har jeg svært ved at se, at man kan sidde tilbage med det indtryk, at regeringen har taget alle sine beslutninger med baggrund i Sundhedsstyrelsen,” sagde statsministeren.  

Ikke tid til at overveje formuleringer
Hun påpegede samtidig, at kommunikationen skulle forberedes på meget kort tid:

”Det handlede om menneskeliv. Vi havde ikke tiden til at overveje alle formuleringer i pressemødetalerne. Hvis man leder, kan man finde formuleringer og udtalelser fra i alt 12 pressemøder, isolere dem og udlægge dem på en anden måde. Selvfølgelig kan man det,” sagde Frederiksen.

Ifølge statsministeren handlede formuleringen om den beslutningsproces, der gik forud for nedlukningen. Her nævnte hun, at Statens Serum Institut op til pressemødet 11. marts havde anbefalet at minimere unødvendig aktivitet for at undgå smittespredning.

”Hvordan man så præcis skal gøre det, dét er en politisk beslutning. Og det har det været hele vejen igennem,” sagde statsministeren.

Du kan se hele samrådet på Folketingets hjemmeside.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00