Gode intentioner - men fortsat store fleksjobforringelser

Hele lovforslaget på fleksjobområdet er præget af mistillid, spareiver og er gennemsyret af tiltag og bureaukrati, der skal opfange en eventuelt øget arbejdsevne hos personer i fleksjob. Den rammer mennesker med handicap bredt og urimeligt hårdt – økonomisk og på deres værdighed.

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer.

Det gode i reformen er intentionerne vedrørende ressourceforløb og rehabiliteringsteam, som Danske Handicaporganisationer (DH) hilser velkommen. DH har længe advokeret for en tværfaglig rehabiliterende indsats, der kan fastholde og udvikle arbejdsevnen hos personer, som er i fare for at miste den helt eller delvist.

Det mindre gode er, at intentionerne desværre ikke følges op, når man ser på, hvordan reformen udmøntes i lov. Hvad med mulighederne for en tidlig rehabiliterende indsats? Ressourceforløbene skal først tilbydes, når alt håb næsten er ude. Det er umenneskeligt og samfundsøkonomisk uklogt. Rammerne for en reel inddragelse af borgere i ressourceforløb er også mangelfulde. Sanktioner på forsørgelsesgrundlaget er stadig det værktøj, regeringen vil give kommunerne til at skabe motivation og aktiv medvirken. Det er uambitiøst.

Det uacceptabelt dårlige ved reformen findes i den såkaldte ’målretning’ af fleksjobordningen, som DH er lodret imod. FN’s Handicapkonvention er ratificeret af den danske regering. Alligevel gør man med denne reform op med grundlæggende principper i dansk handicappolitik gennem årtier, nemlig principperne om kompensation og ligebehandling. Det er trist og er et stort tilbageskridt i forhold til at sikre mennesker med handicap retten til at være selvforsørgende ved at arbejde.

Eksempelvis bliver muligheden for at blive fastholdt i et fleksjob på nuværende arbejdsplads så godt som lukket ned. Det vil nemlig kræve urealistisk stor velvilje og tålmodighed fra arbejdsgiverens side. Der stilles nemlig krav om ansættelse efter sociale kapitler i 12 måneder forud for etablering af et fastholdelsesfleksjob. Dog er personer, der får en akut opstået sygdom eller nedsat arbejdsevne undtaget fra dette krav. Hvorfor ikke mennesker med handicap og sygdomme, der udvikler sig og forringer arbejdsevnen over tid? De ryger lige ud af ordningen. Det er forskelsbehandling.

Reformen indebærer også, at ingen med nedsat arbejdsevne kan tjene over 36.400 kroner. Uanset doktorgrad, uddannelsesmæssig baggrund og kompetencer i det hele taget. Mennesker med varige handicap kan aldrig komme til at tjene det samme som kollegaer, der har fuld arbejdsevne. Hvor er incitamentet til at tage en længere videregående uddannelse, hvis man har et handicap? I princippet er uddannelse ellers noget, regeringen mener, vi alle skal have.

Hele lovforslaget på fleksjobområdet er præget af mistillid, spareiver og er gennemsyret af tiltag og bureaukrati, der skal opfange en eventuelt øget arbejdsevne hos personer i fleksjob. Den rammer mennesker med handicap bredt og urimeligt hårdt – økonomisk og på deres værdighed.

Endelig mangler DH at se de fleksjob, som mennesker med betydeligt nedsat arbejdsevne skal leve af i fremtiden, når de ikke skal have førtidspension. Det er mennesker med komplekse og mangeartede problemer i forhold til at være på arbejdsmarkedet. Ikke kun ministeren for området, men også arbejdsgiverne må komme på banen og tage ansvar. Vi kan ikke vente på bedre konjunkturer eller på, at det sociale ansvar bliver mere populært.

Hvis vi gør det, har forligspartierne lovet, at de vil spare mere på området. Men endnu værre: Vi vil se, at mange flere mennesker med handicap og nedsat arbejdsevne vil blive udstødt fra arbejdsmarkedet uden mulighed for at komme ind igen på lige vilkår som andre. Det vil nemlig være sådan, at hvis man er heldig at komme igennem nåleøjet, vil man få et ressourceforløb – når man engang er blevet dårlig nok.   

Fleksjobreformen er, set med handicaporganisationernes øjne, en massiv forringelse af mulighederne for, at mennesker med handicap kan realisere retten til at være selvforsørgende ved et arbejde på lige vilkår. DH vil som minimum opfordre beskæftigelsesministeren til her og nu at gøre noget for at skabe et fleksibelt, åbent og inkluderende arbejdsmarked for alle.