Islamister kontra demokrater

I stedet for en nødvendig politisk kamp høres mantraet om, at man ikke må dele op i ”os og dem”. Men i forhold til islamis-terne er der et ”os og dem”, man ikke kan snakke sig fra.
For her er – som Salman Rushdie påpeger det – tale om en totalitær trussel, der kan sammenlignes med fascisme.

Erik Holstein
Redaktør af Altinget | Integration

TVIVLEN MÅ VÆRE BORTVEJRET FOR ALLE. Efter afsløringen af danske imamer i sidste uges franske tv-udsendelse er den sidste undskyldning for at nære illusioner om imamernes demokratiske sindelag faldet bort. Men egentlig er de afslørende optagelser ikke særlig overraskende.

For det har længe været klart, at de ledende imamer i Islamisk Trossamfund overhovedet ikke opererer ud fra et demokratisk udgangspunkt. Men tværtimod er bundet af fundamentalisme af den værste skuffe - og optræder intimiderende over for muslimer af mere moderne støbning. Den erkendelse har været meget sen hos alt for mange.

Selv på regeringsplan har der som bekendt været dialog med imamerne, ligesom visse erhvervsfolk har udtalt sig positivt om imamernes rolle i forhold til integrationen. På trods af at imamer som Abu Laban og Ahmed Akkari er de fremmeste til at bekæmpe integrationsvillige muslimer som Naser Khader.

DEN FRUGTESLØSE DIALOG med imamerne er på mange måder typisk dansk. I det danske samfund er der en over hundrede gammel tradition for, at alt kan ordnes med forhandling: arbejdsmarkedet, højskolebevægelsen og det parlamentariske liv er gennemsyret af denne tradition. Derfor falder det mange danskere umådelig svært at indse, at der er folk, der simpelthen ikke kan nås med argumenter.