Debat

KFUK’s Sociale Arbejde: Udsathed kan i sig selv spænde ben for at få hjælp

Sundhedssystemet er som en lukket fæstning for udsatte, der ikke kan bruge hverken Mit- eller Nemid, og hvis udsathed i sig selv kan være en barriere. Men der er også gode eksempler, skriver Ann-Sofie Bech von Hielmcrone. 

Redens brugeres sociale udfordringer kan i sig selv stå i vejen for deres adgang til hjælp, skriver Ann-Sofie Bech von Hielmcrone.
Redens brugeres sociale udfordringer kan i sig selv stå i vejen for deres adgang til hjælp, skriver Ann-Sofie Bech von Hielmcrone.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ann-Sofie Bech von Hielmcrone
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere værdighed for de allermest udsatte. Jeg tror vi var mange, der hoppede lidt i stolen af glæde, da vi læste SVM-regeringens Regeringsgrundlag kort før jul. Regeringen har nogle vigtige ambitioner og vi skal blive ved med at minde den om dem, så de kan blive til virkelighed. 

En af de største benspænd vi oplever for de mennesker, der kommer i Rederne (og vores øvrige tilbud), er at netop deres sociale udfordringer gør det svært at få den hjælp, de har brug for. De sociale udfordringer kan være stof- eller alkoholmisbrug, psykisk sygdom, hjemløshed eller salg af seksuelle ydelser.

Debatserie

Hvilke benspænd forhindrer de allermest udsatte i at opnå en værdig tilværelse? Det spørger Altinget Social om i denne debatserie.

Udsatte borgere kan slå sig på indretningen af vores offentlighed og ting, vi andre enten ikke ser eller tager for givet. Derfor stiller vi i de kommende uger følgende spørgsmål: 

Hvor er benspændende for hjemløse, personer, der kæmper med psykiske udfordringer eller et misbrug? Hvilke konsekvenser har det for andre områder, hvor vi forsøger at hjælpe borgerne med deres boligsituation, indsatser i sundhedsvæsenet eller hjælp til at komme i beskæftigelse? 

Hvis du vil deltage i debatten, kan du skrive til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Udfordringerne med at modtage hjælp kan skyldes social angst, social kontrol, kaos i hverdagen eller frygt for tab af indtægt, idet man ikke kan tjene penge på for eksempel at sælge seksuelle ydelser i det tidsrum, hvor man opsøger hjælpen

Fra Rederne fortæller medarbejderne om brugere, der symptombehandles i psykiatrien, for derefter at blive udskrevet lang tid før de er stabile. Ofte udskrives de til gaden efter et døgn eller to, uagtet at de ikke har et sted hvor de kan komme sig.

Det er svært at få hjælp i psykiatrien, hvis man samtidig har et misbrug – et misbrug, der meget ofte skyldes de selvsamme psykiske udfordringer.

Sundhedssystemet er som en lukket fæstning for dem

Ann-Sofie Bech von Hielmcrone
Generalsekretær, KFUK's Sociale Arbejde

I somatikken er det ikke meget bedre. De mennesker vi arbejder med, har kun sjældent kontakt til en praktiserende læge, og de har ikke adgang til - eller kan ikke bruge - hverken Mit- eller Nemid.

Derfor er sundhedssystemet som en lukket fæstning for dem. Så selvom socialt udsattes helbred er markant dårligere end resten af befolkningens, kommer de ofte først i kontakt med sundhedsvæsnet, når deres problemer er blevet så voldsomme, at de er svære eller umulige at behandle.

Erfaringer fra flexklinik skal udbredes 

Alene inden for det sidste halve års tid har Fællesskabsmålingen 2022 og SUSY Udsat-rapporten dokumenteret, hvordan de mest udsatte af de socialt udsatte  bliver ekskluderet og har svært ved at få hjælp netop på grund af deres udsathed.

De seneste år er der heldigvis kommet et øget fokus på indsatser, der er indrettet netop til denne gruppe. Flexklinikken på Bispebjerg hvor man ikke behøver at bestille tid, ikke skal bruge Nemid og ovenikøbet må tage sin hund med, er et rigtig godt eksempel.

Erfaringerne herfra skal vi have udbredt til hele landet – og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville være fantastisk, hvis der også var psykiatere ansat i flexklinikken, som kunne tage sig af den akutte behandling og skabe bro til det øvrige behandlingssystem.

De udgående indsatser skaber kontakt og er et grundlag for mere stabil behandling på sigt

Ann-Sofie Bech von Hielmcrone
Generalsekretær, KFUK's Sociale Arbejde

Der er også gode eksempler på opsøgende arbejde og mobile tilbud, der yder social- og sundhedsfaglig hjælp på en måde og på et sted, hvor udsatte borgere er i stand til at tage imod den.

Under covid-pandemien tilbød nogle kommuner udgående misbrugsbehandling, og fra Rederne begyndte vi at levere socialfaglig støtte og rådgivningsydelser på gaden. Det har været en stor succes, og vi arbejder for, at dette arbejde kan fortsætte.

Det gør en stor forskel, når de rette fagfolk kommer til de mennesker, der har brug dem. De udgående indsatser skaber kontakt og er et grundlag for mere stabil behandling på sigt.

I Rederne i Odense og Aalborg har vi desuden etableret Kvindelancer. En Kvindelance er en mobil sundhedsklinik, som er bemandet med socialfaglige kulturmedarbejdere, der taler flere sprog, samt frivillige læger og sygeplejersker.

Kvindelancerne og de udgående indsatser kommer i kontakt med mennesker, der ellers ikke har adgang til sundhedsfaglig, juridisk og socialfaglig rådgivning.

Flexklinik, udgående misbrugsbehandling, rådgivning og Kvindelancer er eksempler på indsatser, som er med til at skabe værdighed for de allermest udsatte mennesker i Danmark. Det er indsatser, der er indrettet på målgruppens præmisser og for at opfylde netop deres behov. Tilbud som de rent faktisk kan tage imod og profitere af.

Hvis du vil deltage i debatten, kan du skrive til [email protected] for at høre om mulighederne. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ann-Sofie Bech von Hielmcrone

Generalsekretær, KFUK's Sociale Arbejde
cand.jur. (Aarhus Universitet 2001)

0:000:00