KL: Det er børnenes liv det handler om

Af Thomas Adelskov (S)
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Når man læser de første indlæg fra dette debatpanels deltagere, er der ingen tvivl om, at vi alle er enige i det mest centrale: Nemlig at barnets bedste altid skal være i centrum.

Det vil sige, at i de tilfælde, hvor der er en modsætning mellem fx barnets og forældrenes interesser, skal det sikres, at det er barnets behov, der kommer først. Derfor kan en tvangsadoption være den rette vej. I langt de fleste tilfælde vil det dog være til barnets bedste, at støtten gives med udgangspunkt i et tæt samarbejde med forældrene, herunder at forældrene får hjælp til at bakke op om barnets opvækst. Forældrene spiller altid en rolle, men en gang imellem - sjældent - består rollen i at træde til side og ikke at stå i vejen for barnets udvikling.

I de situationer, hvor forældrene ikke kan varetage barnets behov, skal kommunerne træde til. Men som jeg også var inde på i mit første indlæg i denne debat, så er tvangsadoption altid absolut sidste udvej. For den vigtigste opgave må være, at vi ikke kommer dertil, hvor et barn skal tvangsfjernes.

Målrettede indsatser
Derfor arbejder vi i kommunerne i høj grad med forebyggende og tidlige indsatser – målrettet hele familien. Vi ved fx, at misbrugsproblemer hos forældrene er skyld i en del anbringelser af børn, og vi ved, at den gennemsnitlige alkoholmisbruger har haft et misbrug i 12 år, inden vedkommende kommer i behandling. I den periode medfører misbruget ofte, at familien er gået i opløsning, børn og partner har måske fået sociale problemer, jobbet er væk, og der opstår et behov for en massiv social og sundhedsmæssig indsats.

Misbruget rammer med andre ord hele familien. Hvis dette mønster skal brydes, er der behov for en indsats, hvor kommunerne kommer ind i familierne og tager hånd om den samlede families behov. For måske er der større effekt i at sætte øget fokus på forældrenes misbrugsproblem snarere end at bruge flere penge på anbringelser. Vi skal derfor blive langt bedre til at vurdere, om det er de rigtige prioriteringer, vi som samfund gør i dag mellem de forskellige indsatser. Og vi skal blive langt bedre til at gribe ind, når de første tegn på mistrivsel hos et barn viser sig, frem for at lave brandslukning over for en hel familie, når problemerne har vokset sig store.

Når børn er i problemer, skal vi sikre, at de kan få en hjælp, der gør, at de får en reel mulighed for at komme videre i deres liv.

Thomas Adelskov (S)
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

I kommunerne kalder vi det at investere, før det sker.

Udsatte børn skal ses og høres. Det er deres liv, det handler om. De udsatte børn og unge har en fremtid foran sig, som ikke skal ødelægges, og derfor skal de tilbydes en indsats, der kan sikre, at de kommer godt på vej, og som voksne kan tage vare på sig selv.

En helhedsorienteret indsats
I kommunerne arbejder vi konstant for at omlægge indsatser med henblik på, at børn og unge i problemer kan understøttes i dagtilbud, skole og fritid – i deres nærmiljø, i vante omgivelser. Altså langt væk fra en tvangsadoption. Det forudsætter nogle gange, at indsatsen nytænkes. Frem for ukritisk at tage fat i de foranstaltninger, som er på hylderne, skal der fokuseres på, hvordan indsatserne rent faktisk støtter det enkelte barn og den unge i en positiv udvikling i et eget liv.

KL offentliggør i starten af marts et udspil om udsatte børn og unge. Udspillet sætter fokus på, hvordan den tidlige og forebyggende indsats kan bringes i spil på nye måder. Her samler vi forskning, gode eksempler og kommer med en række anbefalinger til, hvordan vi kan nytænke og styrke indsatsen. Den nyeste forskning peger fx på, at de mest virksomme indsatser er dem, der er tættest på en opvækst i en almindelig familie.

Børn og unge skal derfor opleve en helhedsorienteret indsats, hvor de professionelle spiller sammen om løsninger også på tværs af sektorer og på tværs af kommunens egne afdelinger. Børn, unge og deres familier skal opleve resultater af indsatsen, ikke mindst deres egen indsats – om det er i dagtilbuddet, hjemme eller i skolen. Og hvis ikke det sker, skal de standses og erstattes af andre indsatser. Det skal vi simpelthen turde.

Når børn er i problemer, skal vi sikre, at de kan få en hjælp, der gør, at de får en reel mulighed for at komme videre i deres liv. Det er børnenes fremtid, vi i kommunerne får lagt i hænderne. Vi skylder de udsatte børn og unge en fremtid, men det skal naturligvis gøres med omhu og omtanke. Og viser det sig, at der skal en tvangsfjernelse eller en tvangsadoption til, skal vi også turde det.