Kommende rød regering i splid om brugerbetaling
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Journalist - sundhedspolitisk analytikerDet er en kendt sag, at S SF har hårde forhandlinger med Radikale om regeringsforhandlingerne i forhold til udlændinge og skat. Men lige under disse skjuler der sig mange andre uenigheder.
Brugerbetaling i sundhedsvæsnet er en af dem. Den strid blev skærpet i valgkampen, hvor S og SF gik i offensiven ved at love på sigt at afskaffe brugerbetaling i sundhedsvæsnet helt. S og SF skrev om brugerbetaling i deres udspil: "Tryghed om Sundhed":
Dermed har S og SF fjernet sig fra Radikale, som i årevis i diverse udspil og beslutningsforslag har arbejdet for, at man omlægger brugerbetalingen i Danmark. Partiet har lige så vel som en række eksperter peget på, at brugerbetalingen er ulogisk fordelt i det danske sundhedsvæsnet. Her er især brugerbetalingen på tandområdet ofte blevet nævnt.
Fra rapporten: Dansk Økonomi 2009, Konjunkturvurdering og sundhed
I Danmark finansieres ca. 15 pct. af sundhedsudgifterne af brugerbetaling. Brugerbetalingen ligger først og fremmest på ydelser fra tandlæger og fysioterapeuter samt køb af medicin, mens der ikke er brugerbetaling på f.eks. besøg på skadestue og mad på hospital, som det er tilfældet i de andre nordiske lande. Koncentrationen af brugerbetalingen på nogle få sundhedsydelser er næppe hensigtsmæssig. Brugerbetalingen bør spredes ud på flere sundhedsydelser for at mindske den forvridende virkning på forbruget af udvalgte sundhedsydelser. Det vil sige, at brugerbetalingen bør reduceres på nogle områder og øges eller indføres på andre. Ved at sprede brugerbetalingen ud på flere sundhedsydelser kunne brugerbetaling også anvendes til at regulere efterspørgslen efter andre typer af sundhedsydelser end medicin, tandlæge og fysioterapi.
En ulempe ved brugerbetaling er, at efterspørgslen bliver afhængig af patientens indkomst og ikke kun af behovet. De fordelingsmæssige konsekvenser af brugerbetaling afhænger dog af den konkrete udformning. Hvis der f.eks. lægges et loft over den enkeltes betaling, kan de fordelingsmæssige konsekvenser af brugerbetaling afdæmpes, hvilket dog også svækker incitamenterne.
Brugerbetaling indebærer, at der er en direkte sammenhæng mellem den enkeltes forbrug og betaling. Når en ydelse er pålagt brugerbetaling, vil den enkelte kunne undgå at betale, hvis ydelsen ikke benyttes, i modsætning til skattefinansiering, hvor der ikke er en sammenhæng mellem forbrug og betaling. Brugerbetaling anvendes derfor også til at begrænse efterspørgslen. Når brugerbetalingen er koncentreret på relativt få sundhedsydelser, betyder det, at det kun er inden for disse kategorier, at efterspørgslen bliver begrænset. Forvridningen i forbruget af sundhedsydelser vil blive mindre, hvis den samlede brugerbetaling bliver fordelt på flere sundhedsydelser.
Brugerbetaling til delvis finansiering er koncentreret om offentlige ydelser, der ikke leveres af læger. Danmark har samme niveau for brugerbetaling som andre nordiske lande, men Danmark adskiller sig ved at koncentrere betalingen på enkelte ydelser, jf. Velfærdskommissionen (2005). Andre nordiske lande spreder generelt i større omfang brugerbetaling og anvender brugerbetaling til adfærdsregulering.
Alt i alt vil effektivisering i produktionen af sundhedsydelser og mulighederne for alternativ finansiering ved øgede private forsikringer og/eller brugerbetaling formentlig kun bidrage i begrænset omfang til finansieringen af de samlede sundhedsydelser, hvis den nuværende målsætning om let og lige adgang for alle til sundhedsydelser af høj kvalitet fastholdes.
Social
