Debat

Kommuner skal forbedre formidling af afgørelser

DEBAT: Retssikkerhed i kommunerne er god og er på vej til at blive endnu bedre, men vi skal blive bedre til at sikre, at borgerne har forstået årsagerne til afgørelserne. Det skriver socialdirektør Søren Linér Christensen, Herning Kommune.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Linér Christensen
Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Herning Kommune

Alene det forhold, at Altinget.dk sætter ”Retssikkerhed i kommunerne” til debat viser, at der er en udfordring. Udfordringerne er mangeartede og præget af flere forhold, som kan henføres til dels den juridiske retssikkerhed og dels den oplevede retssikkerhed.

Den juridiske retssikkerhed knytter sig til, om de afgørelser, der træffes, og de domme, der afsiges, er i overensstemmelse med gældende ret, og om vi i forbindelse med sagens forberedelse har overholdt de formelle krav, der er til sagsbehandlingen, herunder partshøring, vejledningsforpligtelsen, begrundelseskravet og aktindsigt mv.

Det er min klare opfattelse, at den juridiske retssikkerhed er god og er på vej til at blive endnu bedre.

Fakta

På vej mod ensartet praksis
Med etablering af den nye klagestruktur, hvor Ankestyrelsen behandler alle klager over kommunale afgørelser på det sociale og beskæftigelsesmæssige område, vil der over kort tid blive en mere ensartet praksis.

Det er klart, at der i en overgangsperiode vil kunne opleves visse udsving i afgørelserne. Alt har dog sin indkøring, og kommunale oplevelser af praksisændringer kan jo også skyldes, at der tidligere har været forskelle i praksis mellem De Sociale Nævn.

Økonomi presser den oplevede retssikkerhed
Endelig har vi ikke oplevet nogen særlig udvikling i antallet af klagesager eller i udfaldet af disse.

Vi er ikke altid gode nok til at finde den rette balance for at sikre, at borgerne har forstået afgørelserne og begrundelserne for disse.

Søren Linér Christensen
Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Herning Kommune

Den oplevede retssikkerhed indeholder flere forhold, herunder særligt borgerens eget mere subjektive syn på begrebet retssikkerhed. Heri indgår blandt andet forhold som kommunens serviceniveau, sagsbehandlingstid, forståelighed af afgørelse, domme mv., og om borgeren får ret eller ej i sine ønsker og synspunkter.

Der er næppe tvivl om, at kommunernes økonomiske vilkår har gjort det nødvendigt at sænke det kommunale serviceniveau. En borger, der oplever dette, vil meget ofte føle sin retssikkerhed krænket.

De løbende og økonomisk nødvendige revisiteringer presser den oplevede retssikkerhed. Det må dog også være således, at et lavere kommunalt serviceniveau, som holder sig over lovens minimumsniveau, er et vilkår, alle borgere skal tåle – også inden for det sociale område.

Sagsbehandlingstiderne er en helt selvstændig retssikkerhedsmæssigt udfordring. Det er bare ikke godt nok, at nogle sager er mere end et år undervejs i Ankestyrelsen. Det siger sig selv, at det for borgeren ikke er nogen god retssikkerhedsmæssig oplevelse.

For kommunerne betyder det, at vi i stigende grad bliver nødt til at tage stilling til, om klager skal have opsættende virkning eller ej. Et økonomisk tvist kan håndteres, men en tvist om personlig plejeniveau kan ikke genoprettes med tilbagevirkende kraft.

Dårlig formidling af afgørelser
Som kommune og som embedsmænd har vi til stadighed en udfordring med vores til tider noget indforståede og juridiske tilgang til breve, afgørelser mv. Vi er ikke altid gode nok til at finde den rette balance for at sikre, at borgerne har forstået afgørelserne og begrundelserne for disse. Et eller andet sted er det vores gordiske knude – vi ved den er der, vi vil gerne løse den op, men det lykkes ikke rigtig for os.

Det kan næppe komme bag på nogen, at afgørelsernes udfald har en ganske stor betydning for borgernes oplevede retssikkerhed. Får borgeren som ønsket, er vi helte – får borgeren ikke som ønsket, er vi skurke.

Det afgørende må være, at borgeren får den korrekte afgørelse efter det gældende kommunale serviceniveau, og at de formelle krav er overholdt. Så må borgeren leve med, og et eller andet sted også have en forståelse for, at niveauer må finde sin balance over for andre offentlige serviceområder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Linér Christensen

Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Herning Kommune
cand.merc.aud. (Handelshøjskolen i Århus 1986)

0:000:00