Kommune og boligorganisation skal gå sammen

Af Carsten Hansen (S)
Minister for by, bolig og landdistrikter

Danmark har en velfungerende almen boligsektor, der sikrer gode boliger til alle danskere uanset den personlige indkomst. Og de gode almene boliger er en vigtig del af den universelle danske velfærdsstat.

Det er klart, at den almene sektor har en primær og en meget stor opgave med at sikre boliger til samfundets svageste. Men for at forhindre marginalisering og sikre mangfoldighed og gode rollemodeller er målet en beboersammensætning tæt på befolkningens gennemsnit. Derfor har vi i Danmark allerede tilbage i 1950’erne tilstræbt en god blanding af befolkningsgrupper i de almene boliger.

De udsatte koncentreres
Og sådan ser det heldigvis også ud de fleste steder, hvor vi har almene boligafdelinger med stor mangfoldighed og berigende fællesskaber. Men der er udsatte boligområder, hvor der er problemer, og hvor forskellige faktorer har ført til, at beboersammensætningen er ensidig og har en social slagside. Det har gennem den seneste årrække resulteret i en stigende social, etnisk og geografisk opdeling af boligmarkedet.

De veluddannede og velstillede med socialt overskud ser vi oftere i boligområder med attraktiv beliggenhed, mange ejerboliger, gode skoler og andre eftertragtede tilbud end i de socialt udfordrede bolig- og byområder.

Omvendt koncentreres ressourcesvage borgere og borgere med ikke-dansk baggrund i stigende grad i de udsatte almene boligområder, som typisk er isolerede, store monofunktionelle bebyggelser fra 1960’erne og 1970’erne.

Kun hvis kommunens sociale, uddannelsesmæssige, beskæftigelsesmæssige og integrationsmæssige indsats bindes sammen med boligorganisationernes fysiske, økonomiske og sociale indsats, kan det lykkes at vende udviklingen og sikre lige muligheder for alle børn og voksne, uanset hvor de bor.

Carsten Hansen (S)
Minister for by, bolig og landdistrikter

Boligerne har ofte behov for renovering af lejlighederne og udearealerne. Bebyggelserne indeholder næsten udelukkende almene boliger i modsætning til mere blandede bykvarterer, og der er mangel på byfunktioner som erhverv, handel, service, institutioner m.v.

Beskæftigelsesfrekvensen og uddannelsesniveauet i de udsatte  boligområder er lav, der bor mange enlige, relativt mange indvandrere og efterkommere, og mange er dårligt integrerede i det danske samfund. Familierne har lav indkomst, og der er flere steder problemer med kriminalitet og utryghed. Det forstærker den sociale og kulturelle marginalisering af områderne, og det giver ulige livsmuligheder for de mennesker, som bor i områderne. Her er den sammenhængskraften ofte stærkt truet.

Det vil jeg ikke acceptere.

Attraktivt for ressourcestærke
For at undgå, at områderne isoleres fra det omgivende samfund, skal de være attraktive, sådan at ressourcestærke beboere fastholdes og tiltrækkes. Det kræver både fysiske og sociale forbedringer.

De almene boligområder, som i dag er udsatte, skal på linje med størstedelen af de almene boligområder, danne rammen om et godt liv for børn og voksne. Et liv i gode boliger og stimulerende omgivelser, som beriges af fællesskab, beboerdemokrati og mange forskellige aktiviteter med gode naboer.

I foråret indgik jeg en aftale med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance om at styrke indsatsen i de udsatte boligområder. I aftalen indgår en værktøjskasse med gode eksempler på effektive indsatser og et lovforslag med nye kriterier for særligt udsatte boligområder og en styrket tryghed i områderne.

Nye kriterier for udsatte boligområder
I forlængelse heraf har jeg fremsat lovforslag, som betyder, at de særligt udsatte boligområder nu opgøres efter kriterierne: Beskæftigelse, Integration, Uddannelse, Tryghed og Indkomst. Der indføres også nye redskaber, som betyder, at det nu bliver lettere for boligorganisationer at komme af med uroskabende beboere, som gør området utrygt for de øvrige beboere. Den nye aftale supplerer de indsatser, som allerede er iværksat.
  
Vi har fremskudt og forhøjet renoveringsrammen i Landsbyggefonden siden 2010, sådan at der i alt er afsat en investeringsramme på 32 milliarder kroner frem til 2016. Pengene er med til at sikre, at de almene boliger er tidssvarende og attraktive, og at der fortsat er vækst og beskæftigelse i samfundet.

Derudover er der afsat 440 millioner kroner årligt i Landsbyggefonden til boligsociale helhedsplaner fra 2011-2014, hvoraf godt halvdelen går direkte til boligsociale projekter, mens den anden halvdel går til huslejenedsættelser.

Et samarbejde mellem kommune og boligorganisationer
Det kan lade sig gøre at vende udviklingen. Det ser vi blandt andet i Vejleåparken i Ishøj. Kommunen og boligorganisationerne arbejder sammen om den boligsociale helhedsplan og en ambitiøs og vellykket renovering.

Staten har finansieret tryghedsskabende projekter. Og kommunen prioriterer beboersammensætningen og den lokale skole og børnenes indlæring og trivsel højt. Og det virker. Siden den allerførste liste over særligt udsatte boligområder i 2010 har området ikke kvalificeret sig til at optræde på listen.

Ishøj har benyttet sig af den model, som jeg mener er vejen frem for de udsatte boligområder – den helhedsorienterede indsats.

Kommunen skal sammen med boligorganisationen tage ejerskab til helhedsplanen og sikre, at den offentlige indsats spiller optimalt sammen med den indsats, som gennemføres af boligorganisationen, og den indsats, som politiet gennemfører. Det sker i dag i højere og højere grad, men der er plads til forbedring flere steder.

Derfor skal indsatsen i de udsatte boligområder være helhedsorienteret og sætte samlet ind over for de væsentligste problemer. Kommunerne skal samlet prioritere området. Politiet skal prioritere opgaverne, og boligselskaberne skal også have intensivt fokus på at få løst problemerne. Det betyder, at indsatsen skal forankres bredt både politisk og administrativt, og den skal bakkes op af alle, der er i berøring med kommunens udsatte boligområder.

Kun hvis kommunens sociale, uddannelsesmæssige, beskæftigelsesmæssige og integrationsmæssige indsats bindes sammen med boligorganisationernes fysiske, økonomiske og sociale indsats, kan det lykkes at vende udviklingen og sikre lige muligheder for alle børn og voksne, uanset hvor de bor.