Kun tåber frygter ikke planløsheden

Cliff Kaltoft,
sekretariatschef, Landsforeningen af VæreSteder
 

Indsatsen på udsatteområdet har traditionelt været synonym med frivilligt socialt arbejde. EU's frivillighedsår 2011 er en passende anledning til at gøre status over en ti-årig udvikling væk fra den rene traditionelle, frivillige indsats i retning mod større professionalisme og faglighed.

Frivillighed er i dag ikke længere rygraden, men et uundværligt supplement til vidensbaserede, metodiske indsatser. Dynamoen i denne udvikling har været Det Fælles Ansvar og Det Fælles Ansvar II.

Efter 8 år med Det Fælles Ansvar og Det Fælles Ansvar II er det sociale område vænnet til og blevet forvænt med ambitiøse, politiske handlingsplaner, som angiver en retning for indsatserne for de allermest udsatte borgere i Danmark.

Venter og venter
Organisationerne, værestederne og andre tilbud har oplevet forskellen på at arbejde planmæssigt og metodisk med sigte på forandring og at gøre som i gamle dage. Man har stik imod sædvanen skulle formulere forandringsteorier og i processen opdaget, at effektmåling og dokumentation faktisk bidrager til at gøre det gode arbejde endnu bedre.

De mennesker vi møder på værestederne, herberger og boformer lever kaotiske liv og sejler frit for vinden. Det samme kunne man gennem mange år sige om indsatsen og de rammer, som var sat op for det sociale arbejde fra politisk hold. Men efter vi har oplevet et alternativ til planløsheden, er det svært at forestille sig en fremtid uden et bredt politisk funderet handlingsprogram for indsatsen for de mest udsatte borgere.

Vi afventer stadig den endelige evaluering af FAII, men de foreløbige indikatorer og effektmålinger udgør et historisk velunderbygget fundament for at vurdere de metoder og erfaringer, som er skudt frem.

Aldrig før har vi stået med så solide kort på hånden, men hvis ikke der handles rettidigt, risikerer vi at tabe rigtig meget af det, vi sammen har bygget op, på gulvet. Ikke desto mindre savner vi klare tilkendegivelser om fremtidens handlingsplan og ideerne til en sådan.

Normalvis opererer vi med meget lange tidshorisonter på det sociale område, hvor vi dagligt forholder os til konsekvenserne af sociale problemer, som har årtier på bagen, og hvor vi uden tøven kan sige, at de (unge) mennesker vi som samfund støder fra os i dag, vil være de samme som i de kommende årtier vil være afhængige af massiv hjælp fra systemet.

I forhold til udvikling af veldokumenterede og effektive indsatser er tidshorisonterne anderledes korte et, to eller maksimalt fire år. Hvilket er useriøst på et område, hvor alle ved, at det er det lange seje træk i implementering, forankring og dokumentation, der virker.

Husk de frivillige
Derfor kan vi ikke undvære en plan for udviklingen af fremtidens indsatser for de mest udsatte mennesker i vores samfund.

For i modsætning til planløsheden, der i sig selv cementerer myten om, at intet kan lade sig gøre for socialt udsatte, signalerer et bredt politisk handlingsprogram, at der er mål og mening med indsatsen, og at vi ikke accepterer, at der ydes omsorg uden et forbedringsperspektiv.

Når politikerne sætter sig for at skrue rammen for udviklingen af fremtidens sociale indsatser sammen, er det mit inderlige ønske, at de tager bestik af præmisserne for det sociale arbejde, så omsorgen og den frivillige indsats understøtter et fagligt funderet forandrings- og forbedringsperspektiv for de socialt udsatte.